Snaske og Snuble på glatis {{forumTopicSubject}}

I dag har mine heste og jeg lært hvad rigitge venner er.
Jeg havde et kæmpe problem, for min moster havde lovet at passe mine heste mens jeg rejser til USA her på søndag, men pludselig vil hun ikke alligevel... Og selvfølgelig får jeg det at vide lige i sidste øjeblik, så der står jeg med to heste som jeg meget hurtigt skal finde et nyt sted til. Stedet blev fundet, men der var 12 km der hen, og jeg orkede ikke at ride hestene en af gangen, så jeg skrev et lille indlæg her inde, men havde egentlig ikke regnet med noget respons. Men det var min sidste udvej, jeg havde prøvet alt og der var bare ingenting der ville lykkes for mig, så der stod jeg grædefærdig over at min rejse var ved at gå i vasken. Men da jeg senere kiggede om jeg havde fået nogle svar, var der pludselig sket et mirakel... En frelsende engel havde svaret på mit indlæg... og oven i købet virket interesseret i mit problem... Nemlig min frelsene engel Michael B... Han har altid været frisk på at svare hvis jeg havde spurgt om noget her inde... Nå men tilbage til dette emne... Jeg kunne se at han var offline, så jeg skrev ham en sns senere, men jeg stor stivfrossen og ordnede hegn, så Snaske ikke kunne blive ved med at rende over, og ud på vejen... Nå men der gik ikke længe fra jeg havde sendt den sms... så vupti så havde Michael straks fundet en løsning... Han kendte en sød dame, som godt ville hjælpe mig... Og i dag drog vi så alle 3 afsted på "den uendelige rejse" (sådan føltes det ihvertfald) Vi to tøser tog mulerne og Michael kørte i bilen bag ved oz... Men da vi så var nået til noget der ligner halvvejen, kunne min lille snaske slet ikke styrre sine små ben mere, der var så glat at hun begyndte at skøjte rundt, så der var ikke andet at gøre, end at sidde af og hjælpe hende så godt man kunne med at gå der hvor der ikke var så glat. Denicia og jeg fulgte pænt trop. Pludselig kom der et rimelig godt stykke vej hvor der ikke var glat, så Michael svang sig meget elegant op på min lille bambi. Så vi kunne få sparret lidt tid, ved at trave lidt der hvor der ikke var glat.. Men den glæde var kort, for der blev hurtigt meget glat igen. Og så blev Snaske pludselig meget træt, og Michael måtte af og trække... Og jeg mener virkelig trække, for hun ville ikke tage mange skridt frivilligt. Så ca de sidste 5 km af turen må stakkels Michael trække min trætte mule. De sidste 2.5 km af turen virkede meget lang, og vi syntes at der blev længere og længere imellem husene... Endelig nåede vi frem og fik sat hestene ind i en dejlig boks...
Syntes lige at i alle skulle høre om den engel jeg har mødt i dag...
Dem er der langt imellem man finder...
En RIGTIG ven!!
Så lige en STOR tak til Michael...
Knuzer