Sådan kan det gå - hesteskift {{forumTopicSubject}}

Når jeg følger med herinde, så læser jeg om mange som har svært med at feks sælge deres hest pga af forskellige årsager.

Derfor vil jeg nu skrive min historie, den bliver måske lidt lang, men det er for at få hele billede med.

Så for at starte fra begyndelsen, så har jeg redet siden jeg var 10 år gammel, begynde på en lille fræk pony, som både smed mig af og løb med mig. Så kom jeg op på en større pony, som var lige så fræk, jeg kæmpede og blev ret god til at håndtere ponyen og vi begyndte at springe, hvilket også gik fint.

Så flyttede ponyen for langt væk fra mig, og jeg måtte finde et andet sted at ride, jeg kom ud til vores lokale hestehandler, og fik lov at ride på alle hans ponyer og hest, jeg er nu 14 år.

Ponyerne og hestene hos hestehandleren, var tit nogle som var for ”vanskelig” eller bare blevet tilovers. I den tid lærte jeg virkelig meget, om vanskelige heste, håndtering og omgang i det hele taget. Jeg red de mest umulige heste, lærte at ”afkode” dem, så de blev sikre at ride på. Det var en spændene tid.

Da jeg var 20år, købte jeg min første egen hest, en 3 års kun rytter vant. Han var mit et og alt, vi red i skov, vi red dressur og vi sprang.
Ingen ting vare desværre evigt, så da jeg mistede ham, blev han erstattet af en ny dengang en kun 2 år gamle plag.

Sådan er der blevet skiftet et par gange og hver gang har jeg købt en ung hest. Jeg holder meget af at arbejde med de unge heste, stille og roligt lære dem kunsten at ”gå til ridning”. Tage dem med ud i verden, køre i trailer, komme til stævne, komme i skoven, gå på vejen.

Så da jeg mistede min elskede bund regulære hoppe, så fandt jeg selvfølgelig en ny, denne gang en 4 års hoppe, købt fra avler, dog ryttervant.

Jeg valgte at den forblev i tilridning yderligere 1 måned, inden at jeg hentede den hjem. Den kunne gå skridt, trav og galop.

Da den kom hjem, viste det sig hurtigt at den var noget af en mundfuld. Bare at komme op var et projekt, men efter en måned med tålmodig træning, kunne hun stå ved skamlen og jeg kunne stige ombord.
Vi startede træningen ganske stille og roligt op i skridt og lige så stille kom der også trav på. MEN hesten er meget, som i meget vågen og ”spooker” , og den er hurtigt som bare den. Den giver mig store udfordringer, jeg skal helt tiden tænke en 3-4 træk frem, for at være på forkant med den.

Nu er vinteren omme, og vi skal ud på vores udendørs ridebane, vi er på banen sammen med hendes staldkammerater. Og så ud af det blå explodere hesten, og jeg ryger af for fulde gardiner, og slår mig temmelige meget.

Da jeg kommer til hægterne igen, forsætter jeg ridningen, det meste af sommeren går fint, så får den lige pludseligt et udfald igen, denne gang blev jeg på. Oven på den tur valgte jeg at skifte træner, det satte gang i en positiv udvikling, vi trænede flittigt hele vinteren, og så igen var det tid til at komme på ridebanen igen – det gik fint, altså de første par gange.
Så igen ud af det blå, holdt den sin egen fest og jeg måtte af igen – dog uden at komme noget til andet end lidt såret stoldhed.

Da jeg får fat i hesten igen og sat den i en longe, med den hensigt at lade den krudte af. Mens jeg står og longere hesten, beslutter jeg mig for at nu er det SLUT, jeg vil IKKE ride den mere!

Den skal hen til nogen som kan få glæde af hende, som den hest hun er.
Vores forhold var slut, jeg havde ikke længere tillid til hende.

Det gjorde ondt og er overhovdet ikke nogen nem beslutning, men jeg vil ikke risikerer liv og førerlighed, bare for at ride på den hest.

Med til historien høre også at der er gået mange ture ned i skoven, ned af vejen, vi har trænet trailer og ”forhindringsbane” samt enkelte rideture i skoven. Derudover var den på lav stivelse/sukker foder og på fold dagen lang. Stod på et lille sted med ro og orden.

Og at den ud over de gange den har smidt mig af, flere gange har lavet andre ting, hvor den forvandlede sig til en tikkende bombe.
Først her bagefter kan jeg se hvordan jeg har ”bygget” et system op omkring hesten, feks. Ikke at ride med mindre at alle hestene er på stald, eller at alle hestene er på fold og at INGEN bliver taget ind mens jeg rider osv.

Nu er hesten videre og jeg har fået mig en dejlig 10 års vallak, der er lidt mere drift stabil, så nu er min ridning igen en glæde.

Det skal også lige med at jeg er gået hen og blevet 53 år, og må erkende at det ikke helt er det samme som da jeg var 25år.

Min pointe med min historie er at det nogle gange er bedre at sige farvel og komme videre. Ikke kun for rytteren, men hesten har også mere glæde af en rytter som stoler på den.

PS Jeg har ikke brug for at hører, hvad i mener hvad jeg skulle have gjort, det er alt sammen fortid.