Når det er tid.... {{forumTopicSubject}}

Det er sådan at jeg står med min elskede part der skal aflives her i morgen kl. 10.. (Billede nederst)

Jeg har aldrig selv været med til en aflivning, så hvis nogle har noget jeg skal være forberedt på, må i meget gerne skrive det.
Er udmærket klar over at bumpet når de "ligger sig" kan lyde lidt voldsomt.

Jeg har vidst det siden tirsdag og vi havde vores sidste tur i lørdags, men jeg er slet slet ikke forberedt på at sige farvel og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal føle.
Han er, i forhold til mange af de andre heste jeg har mødt, en hest med en kæmpe personlighed og man kommer tit til at tænke på ham som menneske, dvs man snakker med ham som var han menneske ovs. Samtidig med det har han altså de sjoveste idéer og er i den grad en hest fuld af særheder nok til de fleste...
Det er mig der gennem det sidste år næsten har været der hver dag og har genoptrænet ham.

Første gang jeg mødte ham var da jeg havde bestilt en ridetur hos en af min fars gamle venner der driver et udlejningssted, jeg lagde ikke rigtig mærke til ham, men efterhånden som jeg begyndte at komme lagde jeg mere og mere mærke til ham og en dag spurgte jeg om ikke jeg måtte prøve ham.
Jeg blev så forskrækket da han sparkede ud efter mig da jeg skulle have gjorden, men jeg var solgt til hans blide væsen og de rolige (lidt stive) gangarter han havde, det var nemt at lære at finde balancen og sidde ordentligt.
Jeg lærte at køre vogn af ham også og i sommers kørte vi en hel del.
Jeg har næsten trænet det med gjorden væk og han er stadig lidt skeptisk med sadlen og ligger ørene tilbage og sådan små tegn, men han hverken sparker eller bider efter mig mere eller de fleste andre.
Hans galop var så stiv og han kunne kun få skridt ad gangen, men vi har taget det i vores eget tempo og i lørdags kunne vi galopperer en hel sti (Ca. 40-50 sekunder, har video med tid) dog med overgang til trav få gange, men han sætter selv frem i galop af egen fri vilje, uden jeg gør noget som helst, efter han har sat ned i trav og stopper ikke med at galopperer før jeg tager i tøjlen.
Jeg er SÅ stolt, men nu ender det alt brat og jeg har ingen idé om hvordan jeg har det...

Der er ingenting når vi først kommer igang (self. kan man godt se at han er plaget af gigt i lidt slemmere grad, men han kan stadig uden problemer), men lige så snart han står stille på folden kan han næsten ikke gå og han faldt næsten tilbage på bagdelen da han skulle rejse sig lørdag i sidste weekend, hvilket også er nogle af grundene til at ejer vælger at aflive...

Langt og rodet, men puha havde lige brug for at komme ud med det...