Hestens holdning - i "gamle dage" {{forumTopicSubject}}

Jeg faldt lidt tilfældigt over en artikel på Ridehesten, den er fra oktober i år, så den er ikke helt ny. Det er en af de nostalgiske artikler hvor de finder et gammelt billede og uddrag af tekst frem. Og lige tekst uddraget fik mig til at tænke over en holdningsændring (også bogstaveligt) der skete dengang og siden.
http://www.ridehesten.com/dk/Heste-nyheder/SeNyhed/?ID=20992

Jeg ved ikke om artiklen er låst, så jeg smider lige et kort uddrag af teksten fra '87, af Steen Wirenfeldt:
"Lad det være sagt med det samme. Tarokko er ved at være et varmt bud på en landsholdsplads. Selv om Tarokko, som min kollega og meddommer Birte Willer Hansen udtrykker det, bøjer forkert i nakken og derfor går konstant enten lige på lodret eller lidt bag lodret, så er der så mange kvaliteter i den udførelse af øvelserne. Piaffen, overgangene i forbindelse med piaffen/passagen, galoppirouetterne og passagen er af høj klasse, og som bekendt er det netop i disse øvelser, at der skal tjenes points, om man vil gøre sig gældende i det skrappe selskab."

Læg lige mærke til, at det at hesten går <b>i lod</b> ikke er accepteret, men kvaliteten i øvelserne er så høj at hesten faktisk vinder alligevel. Er det der vi er i dag også? Skidt med hestens holdning, bare den går fint ellers.
Hvor langt kan den grænse trækkes? Skidt med at hesten åbner munden, derudover er kvaliteten jo så høj. Skidt med at den ikke er rentaktet, for kvaliteten er ret høj i alle andre ting.

Jeg synes det er tankevækkende. For selvfølgelig er <i>ingen</i> perfekte, og der er fejl, selv ved vindere. Men hvor går grænsen?