Searching for someone kap. 1 {{forumTopicSubject}}

Det her er det første kapitel af en historie der handler om hvordan Alec og Jane blev vampyrer Kom gerne med kritik og kommentarer


Searching for someone

Kapitel 1: Alec

Jeg gik gennem Roms gader. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over blikkende der faldt på mig blikkende som bare sagde wow! Jeg var på vej hen til disco klubben som jeg så tit besøgte. Der var mange der forsvandt derfra og det var dels min skyld. Eller retter det var kun min skyld. Det var ikke fordi jeg brød mig om disco, men der kom mange mennesker og de lage aldrig mærke til der forsvandt nogen i mængden. I en periode var det gået over gevind og Volturierne havde haft fat i mig, men menneskerne havde ikke opdaget noget. Desuden ville Aro aldrig kunne finde noget besynderligt ved mine tanker. Jeg gjorde jo ikke noget forkert jeg jagede jo bare. Disco klubben var prop fyldt som altid. Jeg kiggede mig lidt omkring. En dreng faldt mig i øjnene. Han var smuk, selv jeg synes det. Hans gyldenbrune øjne kiggede på mig og strålede af glæde. Det var første gang jeg havde følt mig rigtig glad i mange år. Hans smil gjorde mig helt tavs og en mærkelig følelse dukkede op den slags følelse der ville havde fået mig til at rødme hvis jeg stadig var menneske. Mine kontaktlinser var ved at smelte. Jeg vendte ryggen mod væggen og skiftede dem i lynes hast ud. Så begyndte jeg at gå hen mod ham. Han smilede da han fik øje på mig. Jeg så han stod ved siden af en besynderlig pige. Hun var lige så smuk som ham. De lignede hinanden lidt, men for et almindeligt menneske ville de havde set vildt forskellige ud. Det var kun med mine kraftige øjne jeg kunne se lighederne. Deres hoveder havde lidt den samme form, og deres øjne farve lignede hinandens. Men pigen havde blondt hår og brun hud. Mens drengen var lidt bleg med brunt hår. De var søskende selv om ligheden ikke var stor kunne jeg godt se det. Jeg var noget hen til drengen (som havde taget alt for lang tid i menneske fart). Han stod stadig og smilede. Jeg synes ikke jeg har set dig for sagde jeg og smilede mit blendende smil. Jeg kommer her heller ikke så tit sagde han og smilede frækt. Jeg blev helt paf over hans smil og mistede fuldstændig overblikket i et hundred del af et sekund (som er meget for en vampyr). Hvad hedder du spurgte jeg. Jeg prøvet at flirte så godt jeg kunne selv om det aldrig havde været det jeg var bedst til. Alec og dig sagde han og tog min hånd og kyssede den. Lidt gammeldags han passede perfekt til mig. Vent hvad var det jeg tænkte han var mad ikke en sød fyr. Eller hvad? Jeg kunne ikke lade vær med at gyse ved tanken om at dræbe ham, men alligevel var min tørst ved at dræbe mig. Jeg tog mig sammen. Jeg heddet Mikala, men mine venner kalder mig Mika (rettelse gamle venner). Okay Mika vil du danse spurgte han og tog min hånd. Jeg skævet til ham og gav ham et lidt akavet smil. Jeg er ikke så glad for disco musik klynkede jeg. Okay det er jeg egentlig heller ikke, men at gøre det for at danse med dig ville være det hele vær! Jeg var helt fortumlet. Jeg havde aldrig i mit liv (345 år) mødt en så romantisk dreng. Han var vel ikke mere end de 18 år. Jeg grinede og smilet til ham. Alec vi venter bare til de sætter det stille musik på. Han strålede af glæde. Med et blev jeg trist da smerten fra tørsten ramte mig. Jeg kunne snart ikke holde det ud mere. Pludselig dukkede hans søster om bag mig. Hun var smuk virkelig smuk og hendes glade smil tiltrak alle omkring hende. Jane sagde Alec og krammet sin søster. Hun var vel på samme højde som mig lille og spinkel men yndefuld. Hvis det ikke var fordi hun var så brun i huden og blodet flød i hendes åre ville hun sagens kunne havde været vampyr. Ohh undskyld Mika det her er Jane min søster sagde Alec stolt og lage armen om hende. Hyggeligt at møde dig Jane sagde jeg og smilede. Hun smilede tilbage og svarede høfligt. I lige måde.

Jeg blev sammen med dem resten af aften. Jeg fandt ud af mange mærkelig ting om dem. Selv om de virkede så normale og venlige, havde de været meget igennem. De var flytninger fra Amerika og havde altid været på farten. De havde ikke råd til at blive et sted længere af gangen og de havde begge svært ved at få et job, da der ikke var nogen der ville have dem. De viste ikke hvorfor. Jeg fik ondt af dem og selv om jeg ikke brød mig om det kunne jeg lide dem specielt Alec. Jeg kunne godt forvandle dem, og de ville få det bedre hos mig. Men om jeg kunne uden at slå dem ihjel det var problemet. Og at skjule dem mens de skreg af smerte. Men måske hvis jeg tilbød dem et gæsteværelse i mit enorme hus ville de kunne overtalers. For det lod ikke som om de havde et sted at bo. Mine overvejelser blev hurtigt til handling. Jeg tænkte på om i måske havde brug for et sted at være i nat? Jeg har nogen gæsteværelser og massere af plads? De overvejret det et stykke tid lidt for lang tid. Nej vi vil ikke være til besvær svarede Alec venligt, men jeg kunne se på dem hvor fristet de var. Det er ikke til besvær overhoved ikke! Jeg føler mig faktisk lidt ensom nu hvor min bror er rejst. Det var overtalelse nok. Jeg kørte dem ud til mit hus som lå langt væk fra alt andet. Det var det perfekte sted at forvandle dem. Men mon det var det rigtig valg at dømme dem til et liv som dette. Jeg var egoistisk og jeg havde for ondt af dem til at kunne sende dem tilbage.

De noget kun lige ind af døren inden jeg fløj hen og tog fat om halsen på Alec. Tilgive mig hviskede jeg og satte mine tænder i ham.