Bella's Dagbog - historie - {{forumTopicSubject}}

Bella’s Dagbog

15/06-2010
Jeg gik forbi den her fyr på gaden, der på en eller anden måde så bekendt ud. Det tog mig et øjeblik at finde ud af hvorfor.
“David! Er det dig?!”
“Bella? Bells?! Gud, hvor har jeg dog savnet dig. Jeg har ledt efter dig i… Evigheder!”
“Hvad laver du her? Jeg har ikke set dig i en menneskealder!” råbte jeg. Selvom vi stod lige ved siden af hinanden nu, kunne jeg ikke dæmpe stemmen.
“Leder efter min bedste ven. Og det ser ud til har jeg har fundet hende! Hvorfor forlod du egentlig Den Nye Verden?” spurgte han.
“Du mener USA. - Fordi folk begyndte at lægge mærke til det, du ved…”
Det var for farligt at sige mere om det på åben gade.
“Lad os fortsætte samtalen hos dig,” foreslog jeg.
“ ‘’Hos mig’’ er et hotelværelse, men okay,” smilede han.
Vi gik side om side på gaden, i stilhed. Ikke at det var akavet overhovedet.
Da vi kom til hotellet (5 stjerner… jeg vil ikke sige at jeg er overrasket) tog han mig med op til den dyreste og mest eksklusive suite. Jeg havde aldrig forstået netop den side af ham der er et totalt luksusdyr, men jeg havde det fint i det gigantiske rum, selvom det var så anderledes fra det jeg har været vant til de sidste 13 år.
“Her er enormt!”
“Kan du lide det? Jeg ved det er meget mere moderne, men det minder mig om fortiden. Vi havde det så sjovt!” Nu lo han. Indtil nu, havde jeg ikke vidst hvor meget jeg havde savnet den lyd.
“Ja, det havde vi sgu!” Jeg lo også. Jeg havde savnet ham mere end jeg havde anet.
“Men hvorfor forlod du egentlig Den Nye Verden? Og så den der vage besked…” Og så citerede han den, som når børn lærer en sang på engelsk før de kan sproget. “… Kæreste David. Jeg ved du kommet til at hade mig for dette, men jeg forlader denne Nye Verden. Jeg er nødsaget til dette, da folk er begyndt at bemærke den kendsgerning at jeg ikke ældes. Jeg ønsker at fortsætte mit liv sammen med dig, men jeg frygter at folk fra byen får mistanke til mig, og forsøger at dræbe mig. Jeg ønsker ikke at være et uhyre. Så derfor må jeg fortsætte mit liv andetsteds. Jeg ønsker at rejse til et mindre land, med færre indbyggere. Et land nybyggerne ikke rejser til. Så ved endnu ikke hvor.
Det er mit inderlige håb at vi mødes igen min elskede.
De kærligste hilsner, din Isabella Maria Quanita.
Er du klar over hvor lang tid det har taget at finde dig? Jeg begyndte at lede da jeg fik brevet. 10 dage efter din afrejse…” Han lød vred, men jeg, der kendte ham så godt vidste, at lige under vreden var glæden. Han var glad for at have fundet mig.
Jeg havde hadet at høre det brev. De ord, havde for mig betydet enden på det perfekte liv, med en jeg altid ville betragte som min bedste ven, beskytter, elsker… En jeg stolede mere på end nogen anden.
“Jeg ved det… Jeg har også savnet dig. Mere end du aner.”
Jeg er ret sikker på at vi begge forsøgte. Forsøgte at opføre os som lige da vi mødtes. Som de venner, der bare klikkede, og så kunne vi bare snakke om alt. Som de skabninger af den sjældne art vi var. Men for mit vedkommende var det umuligt. For selvom det havde startet som et venskab, stærkere end de fleste andres, havde det forvandlet sig til noget mere. Jeg havde forelsket mig i ham. Håbløst dybt, en fuldstændig irrationel ting at føle. Men sådan er forelskelse vel altid. Irrationel.
Det vi prøvede på lykkedes ikke. På mindre end to sekunder fløj vi begge gennem rummet og stod pludselig så tæt at den mindste bevægelse strejfede den anden. Og hvor føltes det dog rigtigt!
Han kyssede mig, som han havde gjort i gamle dage, dengang alt var som det skulle være.
Kysset var langt og intenst, mest fordi ingen af os havde lyst til at ende det. For vi vidste begge to, at det ikke måtte ske igen. Jeg ligner en på 13, måske 14, og han er 18, dermed ALT for gammel. Almindelige mennesker kan jo ikke vide at jeg er 15.
Men det sluttede. Desværre.
“Minder…” gispede han, mod min hals.
“Ja,” gispede jeg tilbage.
Der var ikke gået en dag, hvor jeg ikke havde tænkt på ham, genoplevet disse minder. Og alligevel havde jeg glemt hvordan dette føltes. Igennem min krop strømmede begæret, på en måde jeg aldrig har oplevet før. Som om intet i hele verden kunne røre os. Eller nå os. Eller tænke på os. Som om vi ikke eksisterede, og så alligevel var det højdepunktet i min eksistens.
“Det er vildere end jeg husker det,” halvt lo, halvt stønnede han.
“Ja,” var alt jeg kunne få over mine læber.
Han forsøgte at kysse mig igen, men jeg skubbede ham væk.
Det krævede en kæmpe kraftanstrengelse.
“Hvorfor gør du nu det?” Han så mere end almindeligt forvirret ud.
“Vi må tale sammen,” sagde jeg stille.
“Åh nej, nu ikke det der tonefald. Hvad er det? Har du en anden? Er du ikke forelsket i mig mere? Eller har du i virkeligheden aldrig været det?”
Jeg vendte ryggen til ham, rystet over at han kunne finde på at sige sådan noget. Jeg elskede ham! Det havde jeg altid gjort!
Han var ved min side to sekunder senere.
“Undskyld Bella. Det var over grænsen,” hviskede han.
“Meget over grænsen!” snerrede jeg.
Han trak mig ind til sig, og jeg mærkede den tryghed han altid fik mig til at føle, komme snigende. Jeg følte mig bedre tilpas, men var stadig vred. Hvem troede han lige han var?!
“Hvordan kan du dog finde på at sige sådan noget?” spurgte jeg.
“Det ved jeg ikke. Bella.. Jeg kan bare huske at det var det du sagde, lige inden du rejste. Jeg lyttede selvfølgelig ikke til dig, jeg skred bare, og så var du væk da jeg kom hjem. Det skræmmer mig bare Bells. Undskyld.” Han lød oprigtig. Tanken om den dag han tog af sted, dagen hvor jeg besluttede at rejse, var som alt andet ætset ind i min hukommelse. Bare tanken gjorde mig dårligt tilpas.
“Jeg forlader dig aldrig igen,” hviskede han, da han mærkede min ubehag, min nagende frygt. Den forbindelse vi altid havde haft, var åbenbart intakt.
“Det er jeg glad for. Men vi kan ikke… Være sammen. Ikke endnu. Folk her. Alle jeg kender. De tror jeg er 13. Du er 18. Det er klamt…”
“Så rejs. Sammen med mig. Start forfra et andet sted!” Hans øjne strålede. Han var blændende.
“Nej David. Jeg kan ikke bare forlade alting. Stedet her er mit hjem, disse mennesker mine venner. Venner der ikke ved noget, men stadig venner.” Jeg kiggede på ham med at trist smil.
“Men du kunne blive her. Som min ven.” Jeg forsøgte at få ham til at smile. Det gjorde han ikke.
“Måske kunne vi gøre noget,” prøvede jeg. “Tror du folk ville tro på at du var 15, hvis vi gjorde noget ved dit look. Måske endda 14. Det ville hjælpe.”
“så kunne vi være sammen. Rigtig sammen?” Han smilede håbefuldt.
“Så kunne vi være sammen, ja. Lige et øjeblik, jeg får lige fat i de ting vi skal bruge.” Jeg lukkede mine øjne, og koncentrerede mig. David vidste hvad jeg lavede, men enhver udenforstående ville bare glo forvirret på mig. Ikke at jeg ikke forstår hvorfor. Jeg fik et make-up sæt og en mindre frisørsalon til at dukke op.
“Jeg havde totalt glemt hvor sejt det der er!” grinede han.
Jeg åbnede mine øjne, og så præcis hvad jeg ville se. Selvfølgelig.
“Lad os starte med håret,” sagde jeg, og tog en saks. Hans sorte hår var en lille smule for langt til at se normalt ud.
Jeg forestillede mig hvordan jeg syntes det skulle se ud. Pjusket og kort, men ikke alt for kort. Sådan klippede jeg det så.
Jeg ved godt at sådan noget hjemme-klip aldrig er særlig vellykket, men dem der gør det er tydeligvis ikke vampyrer, for så ville det se meget anderledes ud.
Da jeg var færdig stod jeg et øjeblik og beundrede mit værk, inden jeg gav ham et spejl.
Han nikkede, tydeligvis tilfreds med resultatet. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det mindende mig så meget om fortiden. Om vores fortid. Den del af mit liv, der var perfekt, men stoppede så brat.
Jeg blev pludselig trist. Tanken sendte en strøm af sorg gennem min krop, men følelsen forsvandt hurtigt da David talte.
“Du tænker på gamle dage ikke? Og på tiden hvor vi ikke var sammen? Bare rolig, det er forbi nu. Forbi for altid.” Som sædvanlig vidste han præcis hvad jeg tænkte på, næsten som om han læste mine tanker.
Men det kunne han jo ligesom ikke.
“Det ser godt ud, for resten, smilede han. “Altså håret.”
“Tak. Godt,” smilede jeg tilbage, og kyssede ham på hovedet.
“Godt, videre til dit ansigt,” mumlede jeg.
“Mit ansigt ser da fint ud! I forhold til de hæslige mennesker ligner jeg jo en gud,” sagde han, en anelse højt.
“Ja, det er jo netop problemet,” forklarede jeg ham. “Du skiller dig ud på det punkt at du er perfekt.”
“Det gør du da også,” sagde han med et skævt smil.
“Ja, men det er anderledes med mig, for jeg er en pige.” Jeg rakte tunge af ham, og ham er mig, som de små pattebørn vi var.
Så brød vi begge ud i latter, ude af stand til at tage hinanden seriøst, men det var vidst heller ikke meningen.
“Okay, okay,” sagde jeg stakåndet. “Nu må vi altså videre med alt det vigtige.”
“Det er vigtigt at grine, det er sundt,” sagde han med et skævt smil.
Jeg kunne se en plan tage form i hans hoved. Men jeg havde nu ikke regnet den ud, da han sprang op fra stolen så den væltede, tog fat i mig, og kastede mig direkte over på sengen i den anden ende er værelset. Før jeg nåede at sige noget, begyndte han at kilde mig helt vildt. Han vidste selvfølgelig lige præcis hvor jeg var mest kilden, og det havde ikke ændret sig de sidste 100 år, så han var på hjemmebane. Og gud, hvor jeg dog skraldgrinede!
“Jeg overgiver mig,” råbte jeg stakåndet, og med latter i stemmen. Det var det her jeg havde savnet, mest af alt. Hans evne til altid at gøre mig glad.



- Skriv hvad i synes