Stress info. {{forumTopicSubject}}
Håndtering af stress
Hvad er grunden til stress? Alt hvad der gør dig anspændt, vred, frustreret eller ked af det. Det kan være tanken om næste uges køreprøve eller et besøg af et anstrengende familiemedlem; valgene du skal foretage dig, når du flytter eller bliver gift; det tilsyneladende evige arbejdspres; eller den uundgåelige byrde med at klare et dødsfald i familien.
Ting, der stresser nogle mennesker, giver andre spænding. Racerkørere og bjergbestigere synes at trives med fysiske udfordringer. Nogle mennesker nyder spændingen ved at sejle ud i dårligt vejr for at deltage i redningsaktioner. Andre vælger at arbejde på høje bygninger og hustage. Derfor, en persons stress kan være en anden persons fornøjelse.
Faktisk er en vis portion stress godt for os. Når vi skal klare en udfordring, eller vi bliver tvunget til at udføre et stykke arbejde, vi ikke har lyst til, finder vi ofte ud af, at vi kan nå de mål, som er blevet sat. Og bagefter har vi det så meget bedre ved at have gjort det. At blive stillet over for udfordringer og overvinde dem forhindrer os i at kede os. Mange mennesker sørger faktisk med vilje for at skabe en smule stress i deres liv for at komme igennem kedelige rutineprægede perioder.
For meget stress påvirker dog vores helbred og velbefindende og kan gå ud over vores arbejde og sociale liv. Gentaget, vedvarende, alvorlig stress har en svækkende og demoraliserende virkning, som kan gøre det sværere at tackle de faktorer, der er årsagerne til stressen.
Hvordan vi så reagerer på belastninger, bestemmes af vores karakter og af vores personlige mangler eller sygdomme. De styrer, hvordan vi håndterer problemer i vores forhold til andre mennesker, både hjemme og på arbejdet, og hvordan vi klarer praktiske problemer i forbindelse med penge, arbejde og hjemmet.
Et spørgsmål om tilpasning
Efterhånden som vi vokser op og får større livserfaring, bliver vi bedre til at gennemskue, hvad der kan forventes at ske i hverdagen, og hvad vi skal gøre ved de ting, der forstyrrer os. Vi bliver bedre til at klare det uventede. Vi lærer at tilpasse vores indstilling og opførsel, så vi kan forstå og magte tingene. Normalt er dette ganske ligetil, og vi bemærker knap nok, at vi 'håndterer stress'.
Men når meget vigtige hændelser finder sted, som for eksempel ægteskab, fødsel eller en nær persons død, lægger vi mere mærke til vores reaktioner og måde at klare tingene på.
For at kunne leve med stress på en ordentlig måde, skal vi bruge noget tid på at finde ud af kilderne til stress i vores liv, og om vores fysiske og følelsesmæssige reaktioner på dem er fornuftige og brugbare, eller om de forhindrer os i at komme videre og tage styringen.
Selvom undersøgelser viser, at måden at håndtere problemer på delvist er medfødt, er det også et spørgsmål om indlæring.
En undersøgelse i Storbritannien har vist, at en halv million englændere lider af sygdomme, der er kommet på grund af stress på arbejdet, og det er sikkert et lavt skøn.
At overvinde stress
Der er al mulig grund til at tro på, at du vil være i stand til at overvinde stressen i dit liv. Der findes masser af enkle og effektive metoder, som kan bruges til at formindske og overvinde stress, og disse selvhjælpsløsninger giver i de fleste tilfælde rigtig gode resultater.
Selvom næsten alle er pressede på en eller anden måde, er der kun få, som udvikler en fysisk eller følelsesmæssig sygdom, der kræver professionel hjælp.
Værd at huske
•Stress kommer af alt, hvad der gør dig anspændt, vred, frustreret eller ked af det.
•Én persons stress kan være en andens fornøjelse.
•En vis portion stress er godt for os.
•For meget stress påvirker vores helbred og velbefindende.
•Der er al mulig grund til at tro, at du vil være i stand til at overvinde stressen i dit liv.
Kilde: Lægeserien
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Stress info.
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside