Total Tinker (T)op-tur {{forumTopicSubject}}

Efter gårdsdagens lettere trælse diskussion vil jeg da lige bidrage til en bedre stemning med en beretning om en dejlig optur jeg havde i dag.
Ingen frustrationer fra hverken Hugo eller mig, ingen bekymringer og ingen spørgsmål, kun ren og vilddyrket optur fra 'Verdens Ende' (det er min/vores gård der hedder det, og ikke min røv - selvom den ligner noget, der fejlagtigt kunne opfattes som difinitivt 'no return and no way around - end of the world').

Da jeg kom hjem fra arbejde her ved 17.30 tiden ventede min passer på mig. Den dejlige lille tøs havde ryddet op og gjort rent i saddel & foder-rummet. EHHHHH SKØNT!

Vi blev enige om, at tage Napoleon op på banen og træne ham. Kamille ville gerne lære at longere uden longe, så det gik vi i gang med. Vi arbejdede en del med hendes krops-sprog og pludselig sad den der bare. Hun er SUPER DYGTIG (og Napoleon er altså også bare en stjerne). Derefter løs-sprang vi ham. Lille manden kan næsten tage en 3-kombination nu - bare ved at vi peger på springet og beder ham hoppe. Han longeres også perfekt nu i alle gangarter uden longe. Han nejer, smiler, laver bagpartsvending hele vejen rundt (180 grader), og han er godt i gang med spanske skridt. Vi er igennem hele fundament-klassen og jeg kan få ham ind til mig stort set alle steder - også andre steder end fold og bane. Jeg tror, at vi kan gå tur nu - uden træktov - meeeen... jeg ved ikke om jeg tør. Gjorde det her den anden dag ved et uheld, men det gik faktisk ret godt.

Nå, men Kamille skal arbejde lidt med det, men hun er lærenem og naturligt dygtig. Det bliver godt når hun får sin pony her ud, så vi kan træne med den også.

Nå, men med alle de succeser med Napoleoni lommen, besluttede vi, at Fiona også skulle trænes. Da jeg købte Fiddibussen, blev jeg anbefalet, at gå mange lange ture med hende. Min frustration var stor, da jeg måtte konstatere, at det, som mange beskrev som vidunder-opskriften på at opbygge et godt og tæt forhold, bare ikke var muligt for Fiona og mig. Hun kan ikke være alene. Min frustration og angst for at 'nu var der ingen vej' gjorde mig blind. Jeg var sindssygt bange for, at jeg nu havde mistet midlet til at opbygge det perfekte venskab mellem os. Selvfølgelig ved jeg da godt, at det ikke kun er gå-turene der er det springende punkt, men alle omkring mig pointerede at de var vejen frem. Jeg var ulykkelig over at dette vidundermiddel var uden for rækkevidde. Men så kom diskussionen i går her inde. Jeg var sur og ked af det i morges og besluttede mig for bare at køre mit eget ræs med mine egne trænere og så se, hvad jeg kunne opnå. Jeg besluttede mig for, at tage Fiona på tur alene med Kamille. Risky. Men min plan var ikke, at vi skulle langt. Faktisk, ville jeg bare se, hvad hun selv ville. Jeg tog hende ud og hun gik straks i panik. Men men men, jeg trak hende hen til hegnet, så hun kunne hilse på de andre fra den anden side. Da hun havde hilst færdig kunne jeg trække hende ned på græsplænen og så begyndte hun faktisk selv at tulle rundt der nede og spise græs. Lidt 'jumpy' og utryg, men intet imod de andre gå-ture. Efter 5 minutter gik vi de 50 meter hjem igen. I morgen går vi 55 meter and so on... Jeg tror, at det for mig og Fiona er vejen frem. Hun er en bestemt dame og til en vis grad, skal hun så også have lov at bestemme tempoet - specielt når hun er utryg. Jeg vil ikke både tage hendes følelse af medbestemmelse og position fra hende. Hun får nu medindflydelse på hvor vi går hen og hvor hurtigt, og jeg bestemmer, når vi har været afsted længe nok og kræver en vis diciplin fra hende i form af små udfordringer under vejs, så som at stå stille, reagere på mit krops-sprog OSV. Indtil jeg får en træner igen, bliver det fremgangsmåden - og jeg syns det virkede rigtig godt i dag.
Tak til jer alle for input