Insulinresistens, et stigende problem {{forumTopicSubject}}

Insulinresistens lyder måske kedeligt men så skulle du prøve at så med en akut forfanget heste, det endnu mere kedeligt.

Taget fra en artikel på nettet jeg synes i skulle læse, jeg synes den var meget nyttig og jeg fik meget ud af at læse den, håber i også får noget ud af det.

Min hest har sukkersyge,” er der flere og flere, der siger. Men faktisk er regulær sukkersyge ekstremt sjælden hos heste. Til gengæld er Equint Metabolisk Syndrom (EMS) – et forstadie til sukkersyge – ret almindeligt. Især trivelige typer som ponyer, varmblodsheste og arabere er udsatte, men alle hesteracer kan i princippet få EMS. Insulinresistens, fedme og tendens til forfangenhed kendetegner syndromet, som opstår på grund af en kombination af arvelighed og livsstil. Den australske endokrinolog Katie Asplin har taget sin ph.d. under vejledning af den legendariske forfangenhedsforsker, Christopher Pollitt. Hun besøgte i maj 2010 Danmark for at afholde et endagsseminar om forfangenhed og Equint Metabolisk Syndrom.

Allerede i 1980’erne blev der teoriseret om en sammenhæng mellem insulinresistens og forfangenhed, men først i 2006 blev det påvist, at ponyer, som er insulinresistente, har øget risiko for at blive forfangne af græs. Et forskerhold fra American Academy of Veterinary Nutrition holdt øje med en stor flok nært beslægtede ponyer igennem flere år. Nogle af ponyerne var i en tilstand af ”præ-forfangenhed,” som blandt andet indebar, at de var overvægtige, eventuelt med abnormale fedtdepoter på halskammen, omkring haleroden og ved kønsorganerne. De havde forhøjede mængder af insulin i blodet om vinteren. Når foråret kom, og det saftige, sukkerholdige græs begyndte at spire, eksploderede disse ponyers insulinproduktion, og de blev forfangne. Resten af ponyerne, som ikke havde store mængder insulin i blodet i forvejen, kunne godt tåle græsset.

Katie Asplin og hendes kolleger formulerede kort efter deres teori om, at det var selve insulinet, der fremprovokerede forfangenhed. I et forsøg gav de raske ponyer store mængder insulin, og alle ponyerne blev forfangne i løbet af få døgn. Senere gentog et andet forskerhold forsøget med store heste. Igen var det muligt at inducere forfangenhed ved at tilføre insulin.


Hvad er insulinresistens?

Insulinresistens er den mest almindelige årsag til at hesten har for meget insulin i blodet, og betyder, at kroppen ikke reagerer, som den skal, på hormonet insulin. Insulin indgår i den proces, der foregår, når hesten forbrænder sit foder. Først spiser hesten et måltid. Energien i foderet omdannes til blodsukker, og det blodsukker, som hesten ikke straks bruger, kan gemmes i muskler og fedtvæv. Insulinets opgave i kroppen er at sørge for, at overskydende energi bliver ”deponeret” til senere brug. Uden insulin kan det ikke lade sig gøre, fordi de proteiner, som skal hente blodsukkeret ind i muskel- eller fedtcellerne, kun kan aktiveres, hvis der er insulin tilstede.

Proteinerne, som insulinet stimulerer til at hente blodsukker ind i cellerne, kaldes glukosetransportere, fordi de transporterer glukose/blodsukker. Glukosetransportere kan blive overanstrengte, og få svært ved at følge med, hvis hesten konstant har højt blodsukker, fordi den fodres med for meget stivelse. Glukosetransporterne kan også forhindres i at udføre deres opgave af stresshormonerne kortisol og adrenalin. Uanset årsagen til, at insulinet i hestens blod ikke kan få gang i processen med at hente overskydende blodsukker ind i muskler og fedtvæv, vil resultatet være, at kroppen forsøger at kompensere ved at pumpe mere og mere insulin ud i blodet, indtil blodsukkeret normaliseres.

Tager man en blodprøve på hesten vil man se forhøjet indhold af insulin i blodet, men blodsukkeret vil være normalt, fordi de store mængder insulin er nok til at holde blodsukkeret i skak på trods af resistensen. Stabilt blodsukker har højprioritet for hestens krop, fordi glukose kan passere frit ind og ud af hjernen, som derfor er meget sårbar overfor svingninger. Derfor bliver der ikke sparet på insulinet, hvis hesten pludselig indtager en stor mængde let omsættelige kulhydrater.


Insulin er fællesnævneren

Hos mennesker med kompenseret insulinresistens kan bugspytkirtlen, hvor insulinet dannes, med tiden holde op med at fungere, og der kan opstå regulær diabetes. Af ukendte årsager sker det kun ekstremt sjældent hos heste. Hestens bugspytkirtel bliver ved og ved med at kompensere. En fremherskende teori er, at heste simpelthen ikke bliver gamle nok til at nå at få "ægte" sukkersyge.

Katie Asplin og hendes kolleger påviste, at forgiftning med insulin leder til forfangenhed. Det næste spørgsmål er, hvor meget insulin, der skal til. I forsøget blev der brugt større mængder insulin end man ville se hos heste udenfor laboratoriet, men til gengæld var det raske, slanke heste, man eksperimenterede på. Præcis hvordan insulin forårsager forfangenhed er der heller ingen, der ved. Men stresshormon og sukkerindtag forener alle kendte årsager til forfangenhed, og insulin er et oplagt bindeled mellem så tilsyneladende forskellige faktorer som overfodring, infektion, Cushings syndrom, fedme og medicinsk behandling med binyrebarkhormon.


Sygdomsbilledet forvirrer

Helt enkelt forårsages forfangenhed altså tilsyneladende af, at en akut eller kronisk insulinresistent hest udsættes for et ”sukkerchok”, som får insulinindholdet i blodet til at ryge over grænsen. Fordi både insulinresistens og forhøjet blodsukker kan indtræffe af flere forskellige årsager, giver det et meget broget og uoverskueligt sygdomsbillede, som får ejere og dyrlæger til at rive sig i håret.

En kronsik insulinresistent hest, med store mængder kompensatorisk insulin i blodet, skal måske bare have en smule græs eller korn før lavinen ruller. En slank, i øvrigt insulinfølsom hest, som behandles med binyrebarkhormon, kan pludselig ikke lagre sit blodsukker, fordi kortisol hæmmer denne proces, og når hesten så får sit sædvanlige foder bestående af korn, eller når den lukkes på sin sædvanlige, saftige græsfold, bliver den pludselig forfangen. En pony, som ejerne tror ”kan tåle græsset”, fordi den aldrig har været forfangen, bliver pludselig en sommer så fed, at den ryger over kanten, og danner så meget insulin, at den bliver forfangen. Måske kombineres flere faktorer. Den tykke pony flytter til et nyt sted, hvor den bliver stresset af at skulle finde sin plads i en ny flok. Stresshormonerne kortisol og adrenalin hæmmmer insulinfølsomheden yderligere, et vejrskift sætter ekstra fut i græsset, og pludselig er ponyen, som aldrig før har været forfangen, meget syg. Ingen kan forstå hvorfor. ”Den har jo altid gået på græs.”

Én af årsagerne til, at hesteejere bliver så overraskede, når en ellers ”græs-sikker” hest eller pony bliver forgangen, er muligvis, at vi i årevis har lært, at forfangenhed skyldes en fejlgæring i tarmen som følge af for stort indtag af korn eller sukkerholdigt græs. I det scenario må man forvente, at hvis hesten har tænkt sig at blive forfangen, bliver den det ret hurtigt efter at man har sat den på græs. Slipper man år efter år godt afsted med at have sin tykke pony på græsfold, antager man, at ponyen har den slags fordøjelse, som godt kan tåle græsset. Dens tarmflora er gjort af et solidt materiale, som kan modstå lidt af hvert. Man er glad for sin robuste pony, for det er jo lettere, hvis den ikke skal have særbehandling.


Faren lurer i fedtet

Men virkeligheden er mere kompleks, for insulinresistens kommer snigende år efter år, efterhånden som hesten bliver federe sommer for sommer, eller i takt med at den bliver ældre, og dens forbrænding fungerer dårligere og dårligere. Det græs, din hest spiser i år, kan være med til at gøre den forfangen til næste år eller om fem år, med mindre du sørger for, at hesten holder vægten. Fedme er nemlig en storsynder, når det kommer til at hæmme insulinfølsomheden.

Fedtvæv er ikke bare en dødvægt, hesten slæber rundt på, så den kan klare sig, hvis det skulle blive smalle tider. Fedt kan være metabolisk aktivt, hvilket vil sige, at det er i stand til at producere hormoner, som hæmmer insulinfølsomheden, og skaber en kronisk betændelsestilstand i kroppen, som øger risikoen for forfangenhed yderligere. Fedme disponerer altså for insulinresistens, og insulinresistente heste bliver almindeligvis federe og federe i en ond cirkel, med mindre man går målrettet efter at slanke dem, og øge deres insulinfølsomhed.

En slank hest kan godt være insulinresistent, men en fed hest har øget risiko for at være det. Det er altså ikke muligt at sikre sig mod insulinresistens og forfangenhed ved at holde hesten slank, men ved at lade den blive fed, bringer man den unødvendigt i farezonen.

Et australsk studie har vist, at 28% af ponyer er insulinresistente, og officielle britiske og amerikanske tal afslører, at 10% af alle heste bliver forfangne i løbet af et år. Op til en tredjedel af dem bliver forfangne igen inden for det samme år. Ifølge Katie Asplin er insulinresistens et voksende problem, fordi populationen af heste i den vestlige verden hele tiden bliver federe og federe.


Forskel på Cushings og insulinresistens

Insulinresistens forveksles ofte med Cushings syndrom, fordi de abnormale fedtaflejringer og risikoen for forfangenhed får de to lidelser til at ligne hinanden. Men selv om heste med Cushings ofte er insulinresistente, er det langt fra alle insulinresistente heste, der har Cushings. Hos heste med Cushings producerer hypofysen for meget af hormonet ACTH, som leder til overproduktion af kortisol. Det kan lede til insulinresistens, fordi kortisol blokerer for lagringen af overskydende blodsukker, og hesten vil kompensere ved at danne store mængder insulin.

Heste med Cushings har den karakteristiske, lange pels, som ikke vil fælde af om foråret. Det har insulinresistente heste ikke, og dyrlægen kan desuden kende forskel på de to syndromer ved at foretage diagnostiske blodprøver. Cushings er et syndrom, som rammer ældre heste, mens dokumenterede tilfælde af insulinresistens rammer stadigt yngre heste. Nøjsomme typer har forøget risiko, fordi deres evolution har gjort dem i stand til at overleve på næsten ingenting. Én af de teorier, som Katie Asplin og hendes kolleger arbejder med, er at insulinresistens er en fordel for en hest, som skal leve i et goldt område med meget sparsom føde. Anbringer man en sådan hest i et moderne hestehjem, hvor der er frit valg på alle hylder, bliver den syg. Hvis du er i tvivl, så bed din dyrlæge om at teste din hest for insulinresistens.

Husk, at en akut forfangen hest har smerter, og vil have forøgede mængder kortisol i blodet. Det kan lede til øget insulinresistens, og give dyrlægen et falsk svar, så vent med at tage blodprøven til hesten er smertefri, og forfangenheden er under kontrol.


Fejlgæring i stortarmen forårsager (måske) forfangenhed.

De fleste hesteejere har efterhånden hørt, at forfangenhed kan opstå, når sukkerstoffer i græs eller stivelse i store mængder korn passerer til stortarmen, og fordøjes alt for hurtigt. Bakteriefloraen i stortarmen forstyrres, pH-værdien falder, bakterier dør i hobetal, og giftstoffer kaldet endotoksiner frigives, hvorpå hesten bliver forfangen. Det er blevet den accepterede forklaring, men teorien har efterladt forskerne med en bunke ubesvarede spørgsmål:

Hvis det er endotoksiner som følge af fejlgæring, der forårsager forfangenhed, hvorfor bliver hesten så ikke forfangen, når man eksperimentelt tilfører den endotoksin?

Hvorfor kan man ikke kurere en akut forfangen hest ved for eksempel at give den Finadyne, som virker mod forgiftning med endotoksin?

Hvorfor er det kun nogle heste, der bliver forfangne, når de har forædt sig i græs eller korn, så der opstår fejlgæring i stortarmen?

Hvorfor er der nogle heste, der bliver forfangne af at indtage meget små mængder græs eller korn, som sagtens kan nå at blive fordøjet i tyndtarmen?

Hvad nu hvis endotoksinerne ikke forårsager forfangenheden, men blot er en bivirkning af det samme sukkerchok, som har fået hestens insulin i vejret?

Katie Asplin beskriver overfodring med korn eller græs som en udløsende faktor for forfangenhed, men det er ikke en årsag, mener hun. Den grundlæggende årsag er insulinresistens, og overfodring er dråben, der får insulinbægeret til at flyde over. Jo mere insulinresistent hesten er, og jo mere insulin den har i blodet for at kompensere, desto mindre skal der til for, at den bliver forfangen. Vejrforhold kan ændre på sammensætningen af græsset fra dag til dag, svarende til et drastisk foderskift, og hvis hesten af nogen årsag har nedsat insulinfølsomhed, er den i fare. Fruktan, som er en potent, forfangenhedsfremkaldende sukkerart, kan findes i op til 50% af tørstoffet i græsstrå, og vil fremkalde en voldsom stigning i blodsukker og insulin, også selv om hesten når at fordøje det hele i tyndtarmen.


The missing link

Det er stadig ikke opklaret, hvordan store mængder insulin i blodet forårsager forfangenhed. En fremherskende teori er, at en ellers normal proces i hoven, hvor enzymer nedbryder forbindelsen mellem de ydre og indre lameller, så hoven kan vokse, går ”amok”. De indre lameller sidder fast på hovbenet, og de ydre forankrer selve hovvægen. Når hovvægen skal vokse sig længere fra kronranden, er de ydre og de indre lameller nødt til at slippe hinanden kortvarigt, og vokse sammen igen. Det kræver, at små bidder af den membran, som forbinder de ydre og indre lameller, nedbrydes og genopbygges konstant. Enzymerne, som står for nedbrydningsprocessen, findes i overtal i forfangne hove, men endnu er det et mysterium, hvorfor og hvordan membranen nedbrydes abnormalt.



Forebyg og afhjælp

Den gode nyhed er, at man i mange tilfælde kan øge hestens insulinfølsomhed ved at motionere den, og sætte den på kur, så den slanker sig. Katie Asplins råd er at lade være med at lade hesten spise græs. Ikke engang et par timer om dagen. Forskning har vist, at ponyer kan lære at spise hurtigere, hvis de ved, at de ikke får så lang tid på marken. Ikke mindre end 40% af det daglige tørstofbehov kan en pony sætte tillivs på tre korte timer, hvis den har lært, at resten af døgnet står på smalkost. En nedbidt mark er noget skidt, fordi stresset græs indeholder mere sukker, så hø med lavt sukkerindhold og en stor, tør jordfold med kammerater og noget at bide i lader til at være den ultimativt hestevenlige, omend ikke videre pyntelige, løsning. Der findes også medicin, som kan øge insulinfølsomheden, og hjælpe hesten med at tabe sig, men først og fremmest handler det ifølge Katie Asplin om at holde hesten slank og sund, og at holde øje med om den viser tegn på begyndende forfangenhed.

Slankekuren skal være så blid som muligt, og hesten skal til enhver tid have de vitaminer og mineraler, den har brug for. Skær kraftfoderet væk, og giv hesten hø eller wrap med under 12% sukker. Start med 2 kg. tørstof per 100 kg. kropsvægt, og reducér til 1,5 kg. tørstof per 100 kg. kropsvægt. Arbejd derefter henimod at give 1,5 kg. tørstof per 100 kg. ideel kropsvægt.

Motion er vigtig, når insulinfølsomheden skal øges. Hvis hesten ikke kan rides, så gå ture med den, kør den for vogn, sæt den i skridtmaskine eller på løbebånd. Langsom motion i op til en time er bedre end intensivt, kortvarigt arbejde, når der skal forbrændes fedt. Pas på hestens ben, og tag hensyn til dens kondition.