Vil nogen ha' en defekt nej-knap? {{forumTopicSubject}}

For så tror jeg måske, jeg har en i overskud... eller måske to, hvis min kæreste også skal kunne komme af med sin.... *gg*

For... uha... tælle... tælle... 2-3 år siden blev vi involveret i den private forening "Hittekilling", som tager sig af kasserede og moderløse kattekillinger. Vi startede "kun" som plejefamilie, men jeg er sidenhen også blevet bl.a. nordjysk konsulent for foreningen og redaktør af foreningens nyhedsbrev. Sidste år, hvor vi havde et rigtig hårdt og trist år med hitterne, besluttede min kæreste og jeg os dog for at holde pause som plejefamilie på ubestemt tid og i stedet koncentrere os lidt om at opdrætte vores egne racekillinger... i stedet har vi så siden da lagt vores kræfter i foreningen på anden vis...

Men, men, men... for godt og vel et par uger siden blev jeg så en dag pludselig ringet op af vores dyrlæge, som havde fået en lillebitte killing indleveret, som var fundet i en skraldespand. De ville gerne have, hun skulle vokse op sammen med andre killinger og voksne katte, så de ville gerne, hvis Hittekilling ville tage killingen ind. Det gik vores formand ind på... men så skulle jeg kunne transportere den lille til Silkeborg til en plejefamilie der. Og det passede ikke super godt ind i mit ugeprogram... så det endte med, at min kæreste og jeg - helt ekstraordinært - valgte at tage den lille ting i pleje, så hun kunne vokse op med vores egne killinger.

Så langt, så godt... én lille hitte kunne man jo godt gøre en undtagelse for, syntes vi...

Nå, lille Fiona, som hun faktisk er døbt af dyrlægen, flyttede så ind... hun kunne heldigvis spise selv, bruge bakken og alt det der, men skal altså stadig have sin flaske 2-3 gange i døgnet. Og hun er bare jordens største kælepotte, som allerede har fået navnet "klistermissen", fordi hun nærmest er "klæbet" fast i hælene på os, når vi går rundt i huset...

Nogle få dage efter, vi havde taget Fiona i pleje, var kæresten og jeg så på vej hjem fra arbejde, da vi pludselig måtte bremse ned for en killing, der sad midt ude på vejen og vaskede sig. Katten flyttede sig ikke, så vi måtte til sidst holde helt stille, og min kæreste dyttede i hornet. Stadig ingen reaktion - killingen passede sit; også selv om der kom modkørende biler, som kørte udenom den uden så meget som at sætte farten ned. Altså var der kun én ting at gøre... jeg måtte ud af bilen og sætte katten ind til siden, så den ikke blev kørt over (og så vi kunne køre videre).

Det skulle jeg imidlertid ALDRIG have gjort... For aldrig så snart var jeg steget ud ad bilen, før jeg bogstaveligt talt blev overfaldet af 3 store, smukke, men frygteligt tynde killinger, som skreg og kravlede op ad mine ben. Der skulle ikke mange små grå til at regne ud, at de her killinger IKKE var vant til hverken at være ude eller til at være på egen hånd - min mistanke er, at det er sommerhuskillinger, som nogen blot har smidt af i vejsiden i håb om, de så fandt ind på en af gårdene i området (vi bor lige i udkanten af et større sommerhusområde)! En anden ting, der stod mig meget klart, var, at vi IKKE kunne lade killingerne blive, hvor de var - så ville de enten sulte ihjel, eller - mere sandsynligt - blive trafikofre i løbet af nul komma fem. Hvad gør man så??? Jo, man stopper hele kylleret ind i bilen, og så kørte vi ellers de sidste 8-10 km. hjem med 3 MEGET sociale killinger kravlende rundt i hele bilen og op i nakken på os, hvorefter alle 3 misser blev installeret på vores badeværelse med mad (som de kastede sig over), vand, en kasse at putte i og en kattebakke.

Pludselig var vi så oppe på 4 hitter.... :-S

Rosinen i pølseenden fik vi så i huset sidste fredag, da vi lige skulle indenom dyrlægen på vej hjem fra arbejde for at hente foder til vores undulater... En lillebitte pjevsling, der motorisk og færdighedsmæssigt set var omkring 5 uger, men som kun vejede sølle 296 gram... og som helt sikkert havde tilbragt sit liv som vildkilling, før han blev indleveret hos dyrlægen. I hvert fald hvæsede og spruttede han som en gal, da jeg stak hånden ned til ham første gang og gik til angreb med både tænder og klør... dog ikke noget en varm favn og en sutteflaske ikke kunne klare. Så nu bor lille Leopold, som vi har døbt ham, altså indtil videre også her hos os... han er min lille forsigtig-mis, og jeg er faktisk ret spændt på, om det nogensinde vil lykkes at få ham ud i et andet hjem, sådan som han hænger mig i skørterne... eller rettere; "bor" på min skulder...

Det betyder, at vi nu er oppe på 5 hitter + vores egne katte, der p.t. tæller 7 voksne og 4 killinger... altså i alt 16 KATTE i huset! *GG* Så det er vist godt, det kun er midlertidigt.... *GG*

Er der ikke nogen, der gerne vil have min nej-knap??? Den er beviseligt defekt!!! *GGG*