Min "åndehistorie". {{forumTopicSubject}}

Well hello piger

Jeg vil bare fortælle - UDEN fup, overhovedet! - omkring min "åndehistorie", eller hvad man nu vil kalde det.

Små børn, kan altid se ting, som voksne fx ikke kan se. Da jeg var lille, sagde jeg TIT til mine forældre, at jeg altså kunne se en masse farver rundt om folk! Alle folk! Men det er vidst noget med, at alle børn kan dét

Da jeg så blev ældre, og vi flyttede gik der et par år. Jeg tror, at jeg gik i 4-5. klasse, og jeg var - er stadig - en MEGET MEGET overtroisk pige! HVER gang, jeg gik/cyklede til/fra skole eller andre steder, følte jeg altid, at der var en der fulgte efter mig, og det galt ALTID om, at komme hjem, så hurtigst så muligt, så jeg kunne få fred. Men ikke nok med det.. Jeg fik aldrig fred. Hvis jeg var alene hjemme, kunne jeg ALTID høre nogen ligge og snorke inde i mine forældres soveværelse, ALTID! Og det var ikke så højt, men jeg kunne sagtens høre det, hvis jeg sad inde i stuen, og så tv. Vores tyveri alarm kunne finde på, at starte af sig selv, og det var så skræmmende, når man var alene hjemme! Jeg ringede altid til min far, grædende!

I en periode fik jeg nok, jeg følte, at jeg var psykisk syg, fordi mine veninder ikke troede på mig. Jeg sov inde hos min søster HVER nat, i 2-3 år, fordi jeg ikke kunne lide at sove alene, fordi der stod 2-3 mennesker, og overvågede mig fuldstændig, en der altid sad på sengekanten, en ovre i hjørnet og to der bare stod i midten af mit værelse og kiggede på mig. Jeg lå altid og græd, og skreg på min mor, indtil hun kom og trøstede mig, og lagde mig ind i deres seng, eller blev hos mig indtil jeg sov. Jeg følte også, at en masse aber osv. kom ned i hovedet på mig, jeg følte mig bare generelt overvåget og bange!

Da jeg er lidt af en dansetrold, står jeg tit og danser på mit værelse. Da jeg på et tidspunkt havde et stort anlæg på mit værelse, stod jeg og dansede. Pludselig blev musikken lavere og lavere, jeg kunne se, at volume-knappen drejede, og på displayet kunne man se tallene langsomt gå "22-21-20-19-18-17..." og det var ikke kun en gang det skete, det skete op til flere gange, imens jeg stod og dansede!

En dag da jeg var alene hjemme, fare min hund over til min værelses dør, og jeg sidder inde i stuen, og begynder straks at knurre, vise tænder og gø som en sindssyg, og hun kigger bare på det samme sted inde på mit værelse. Jeg begynder, at græde og ringer så til min far og mor, min mor var heldigvis på vej hjem fra arbejde.

En dag fik mine forældre nok af alt mit græderi, klynken og jeg skal komme efter dig med, at jeg kunne altså se nogle! Så de ringede til en clavouriant, fordi nu skulle jeg altså hjælpes! Jeg fik fri fra skole, og så kom hun. Den første time stod vi bare og hyggesnakkede, og lærte hinanden lidt bedre at kende, og jeg fortalte hvad jeg kunne se og føle. Hun gik ind på mit værelse, begyndte at tage nogle af mine ting i hænderne, og så lukkede hun ellers øjnene. Vi hentede en stol til hende og mig, og så satte vi os over for hinanden inde på mit værelse, mine forældre sad på gulvet ved siden af.. Hun tog mine hænder, og så skulle jeg lukke øjnene.. Hun spurgte ind til en heeel masse, og det mest uhyggelige var nok, at hun kunne svare og beskrive tingene, inden jeg overhovedet havde sagt noget til hende omkring det. Hun spurgte på et tidspunkt ind til, om der var nogle drenge fra klassen der drillede mig. På det tidspunkt, var jeg ikke så gode venner med 3 drenge fra min klasse. Jeg sagde ja, og hun spurgte hvor mange. Inden jeg sagde 3 drenge, så viste hun mine forældre hendes hånd, hvor hun holdte 3 fingre i luften for dem. Så kom vi til ham manden der fulgte efter min, jeg sagde ingenting, jeg var færdig af gråd.. Så hun beskriver ham for mig "høj mand, med stor øl-mave, han har altid seler på, og går og hiver ud af i dem. Han har ikke så meget hår på hovedet, men han har store briller.." Jeg åbner øjnene, og ser mine forældre kigger underligt på hinanden. Min mor går ned på kontoret og finder et billede af min oldefar. På billedet er der en høj mand, med stor øl-mave, seler på hvor han hiver ud i dem og har store briller og ikke så meget hår på hovedet! Jeg begynder endnu engang at græde, fordi jeg synes, at det var så skræmmende.

Det viste sig så, at min oldefar gik bag mig, for at passe på mig, og han ikke ville gøre mig noget! Og med de andre ånder, gik hun og sagde en masse ting, og fra dén dag af, har der ALDRIG været noget!

Nu siger i sikkert "det er bare noget du bilder dig selv ind, fordi når hun så har sagt, at de skal gå væk, så bilder du dig selv ind, at de er væk" - men nej!? Det er altså rigtigt.. ÅNDER FINDES?!

SORRY DET BLEV SÅ LANGT!