Et minut af mit liv (novelle) {{forumTopicSubject}}

Jeg kunne godt bruge lidt konstruktiv kritik;)

Et minut af mit liv

Det skulle bare have været et ganske almindeligt hyggeligt ridestævne. Alligevel havde det nær taget livet af mig…

Ned af midten i trav. Højre rundt og volte ved B. Caravella Castella går bare som en drøm i dag. Skråt igennem ved K, og letridning. Letridning, se her går det galt. Pludselig forsvinder højre sigebøjle under mig. Syningen er gået op. Jeg falder ned på højre side af Caravella Castella. Hun bliver dødforskrækket, men det er også fair nok, når hun nu kun er 4 år. Hun springer forskrækket fremad, og jeg mister balancen endnu mere. Da min stakkels forvirrede hest springer panisk mod venstre, falder jeg mod højre og tror at nu falder jeg af, men til min store skræk opdager jeg at jeg sidder fast i venstre stigebøjle!
Caravella Castella springer fremad igen og kaster sig ud i en serie af bukspring. Jeg flyver rundt, alt imens det store dyr under mig springer som for livet. Endelig slipper stigebøjlen grebet om min fod. Lettelsen er enorm, men i næste nu flyver jeg gennem luften, og slår hovedet i barrieren med en voldsom kraft. I samme øjeblik eksploderer alt i farver, hvorefter et sort mørke omgiver mig.
Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg er. Er det en slags mellemled mellem livet og himmelen det her? Pludselig bliver alt oplyst af et rent, hvidt lys. Jeg føler mig let, ubehagelig let og svævende. Jeg begynder at se minde. Minder fra min barndom. Min første dag i børnehaven, da jeg fik mine første briller, min første skoledag, og mange andre minder blander sig med minder om fødselsdage, lektier og busture. Jeg ser mine veninder og venner flyve forbi mig, og så ser jeg Caravella Castella. Caravella Castella som jeg har ”formet” til den hest hun er nu, som jeg har kendt siden hun var helt lille. Hvad med hende? Hvor er hun? Og hvor er jeg?
Jeg begynder at kæmpe mod minderne og billederne. Jeg kæmper mig tilbage mod mit liv. Jeg er kun 15, og mit liv må ikke få lov til at slutte nu!
Lyset, billederne og minderne bliver til en askegrå tåge.
”DITTE?! Kan du høre mig?” Jeg hører en bekendt og alvorlig stemme kalde mit navn.
”DITTE MATHILDE!” En hysterisk og panisk stemme skingrer igennem til min bevidsthed. Der er ingen tvivl. Det er min mor. En øredøvende vrinsken skærer gennem luften. Caravella Castella! Jeg kæmper igen.
”Bare lig helt stille Ditte. Ambulancen er på vej.” Nu genkender jeg den alvorlige stemme som min ridelærer, Claras. Jeg vender nu tilbage til virkeligheden. Jeg opfatter nu min dundrende hovedpine. Mit hår er smurt ind noget meget klistret og fedtet stads. Jeg har smagen af blod i munden.
”Vella Stella?” En hvisken kommer mirakuløst over mine læber.
”Caravella Castella har det fint. Hun er de bedste hænder.” Clara smiler lidt forsigtigt.
”Hvor har du ondt?” Clara ser alvorligt på mig.
”Hovedet” En endnu svagere hvisker lister sig over mine læber. Clara nikker alvorligt og klemmer min hånd.
Jeg glider lidt væk igen. Clara er så meget mere end bare min ridelærer. Hun er også en jeg ser op til som person. I ridetimerne er jeg bare en ud af mange, men når vi er alene kan jeg virkelig betro hende alt. Hun lytter og siger kloge ting, ja hun er bare noget ganske særligt. Jeg glider længere væk igen. Hvor længe har jeg ligget her? Billederne kommer igen, men nu er jeg ikke bange for dem længere. Jeg ser mindet fra min mors runde fødselsdag for tre år siden. Jeg mærker den gode stemning og hører folks snakken, mens de sender lagkagen rundt. Jeg opdager pludselig at jeg har travlt. Jeg skal ud og ride, og jeg skal cykle derud. Jeg klæder om i en fart og siger modvilligt farvel til det muntre selskab.
Min cykle kan virkelig køre stærkt, jeg står op og tramper hårdt i pedalerne. Jeg skal mødes med min veninde, og jeg er sent på den. Jeg kører som har jeg fanden i hælene. Farten har ingen betydning før jeg skal under viadukten. Jeg kører over en stor sten og vælter over i en stor betonmur.
Jeg bliver revet tilbage til virkeligheden. Virkeligheden hvor mit hoved er eksploderet. I mindet ramte jeg slet ikke muren, jeg vælter kun, men nu slår igen mit hoved hårdt.
Jeg gisper, og der lyder en hvæsende lyd fra mine lunger.
”Ditte?!” Claras bekymrede stemme er der igen, men jeg kan ikke finde ud af hvor hendes stemme kommer fra. Den er der bare.
”Hvad ske der med hende?!” Min mors skingre også i gennem til mig.
Jeg glider ind i den askegrå tåge igen. Jeg hører stemmer, men jeg kan ikke reagere på dem. Hvorfor sker der ikke noget? Jeg vil væk fra tågen!

Jeg lå bevidstløs på hospitalet i en uge før jeg kom til mig selv. Jeg havde fået en meget alvorlig hjernerystelse, men det gjorde ikke noget. Jeg kunne have mistet livet, men min ridehjelm reddede mit liv.