Endnu ikke navngivet {{forumTopicSubject}}

Hejsa
Jeg har arbejdet lidt på at skrive noget, men er simpelthen løbet tør for idéer xD Typisk mig at jeg lige får skrevet en prolog og så kommer jeg ikke vidre
Men jeg vil stadig gerne have noget konstruktivt kritik osv.


Kroppen værkede og var i en døsig og konstant smerte. Den dunkene fornemmelse ved hovedet ville ingen enden tage. Etla Himmelskyer kiggede på sin rejsepartner der, desværre, også var blevet hendes elsker for en tid. Hans navn var Elvaar og han kunne tælle seksogtyve somre, hvor hun kun kunne tælle sytten. Jovist, hun havde holdt af ham og på en eller anden uforklarlig måde gjorde hun det stadig. Selvom han havde ledt dem begge til deres død, følte hun et stadig spirende ønske efter hans sødmefulde ånde og aldrig meningsløse ord. Hun håbede at deres ånder ville blive genforenet efter deres krops endeligt. Elvaar faldt foran hende, landede på den alt for varme jord. Hans lunger gispede efter luft, kroppen vred sig i uforklarlige kramper, hans skikkelse blev sløret for Etlas øjne, mens få tårer trillede ned af hendes kinder, for til sidst at lande på jorden, hvor de straks fordampede. Alt for dyrebart væske forsvandt for hende, på dets rejse op i luften. Dog var hans skikkelse ikke kun sløret på grund af Etlas lydløse gråd.
Elvaars uregelmæssige vejrtrækning lød ikke længere. Hans krop var nu ikke andet end en tom skal, som hans ånd, hans sjæl nu var fri for.
"Far vel over de grønne himler, min kære" lød det fra Etlas tørre læber. Hendes stemme var svag.
Hun havde ingen mulighed for at begrave ham, og det var ikke noget hun havde agtet at gøre. Hun var en overlever, hendes dødelighed skulle ikke komme i vejen for hendes endnu ufærdige liv.
Men hun var så træt, træt af at gå, træt af livet og godt vred på det. Stadig tvang hun sine ben til at gå, skridtene bar en dødsvægt. Sekunder, minutter, timer, måneder, årtier - eller sådan føltes det i hvert fald - efter holdt hun op med at gå.
Etla faldt. Det sortnede for hendes øjne.

(kursiv påbegyndt)
Den var kold og mørk. Skyggen altså. Dens kropsform var ikke menneskelig, men dog havde den øjne så hvide som de hvideste skyer på himlen. Øjnene stod i en skarp kontrast til dens kvældende sorte kropsfarve. Aldrig havde hun set magen til. Skyggen kiggede på hende, med sine store glasagtige øjne.
"Hvem er du?" Hendes stemme var så svag.
"Kan du ikke kende mig, min kære?" Spurgte skyggen. Stemmen hørte ikke hjemme nogen steder. Hverken i de dødeliges eller i de udødeliges. Heller ikke ved De Ungtlevende. Stemmen var blød, som silke, noget hun så let kunne blive draget af. Alligevel vidste hun instinktivt at hun ikke skulle lade sig lokke af skyggen. Ikke hvis hun ville overleve denne færden.
"N-nej" Svarede hun, ikke kun et nej til skyggens spørgsmål, men også et nej til hende selv. Hun forbød sig selv at lade sig lokke.
"Min kære, prøv at huske,"
"Jeg må gå nu" Så skrøbelig.
"Nej! Jeg forbyder dig det, du må ikke, jeg forbyder dig det!" Skyggen skreg sin smerte og sit savn ud.
Hun vendte sig væk. Dens stemme havde været så hård, men alligevel så velkendt.
"Bliv, Etla, min elskede, bliv... Du hører til her, du må se at vågne..."
(kursiv slut)
"...Op! Hører du mig? Kan du så vågne op!" Stemmen var blid, men beslutsom.
En skygge faldt ind over det kønne hoved. Øjenvipper vibrerede. Smerten kunne stadig føles. En rytmisk dunken tog endnu engang form i baghovedet. En tunge slikkede sig over sprukne læber.
"Lad pigebarnet få noget søvn, du kan jo se hvor afkræftet hun er. Og så endda med..." mumlede en grov mandestemme.
Etla hostede og alt for fremmede folk kom på benene. Etla så kun den manglende himmel. Hvordan var hun endt her?

Nogen der kan komme med noget inspiration? Jeg er helt vild med mytologi og religiøs overbevisning, men tror også at det kunne være sjovt at få helt frie hænder
Nogle idéer?