Dronning af løverne - kort novelle. {{forumTopicSubject}}
En kort novelle jeg skrev for lidt over et halvt år siden (-:
Håber i vil skrive en masse god kritik (;
Den er ikke færdig da jeg hurtigt mistede lysten hvilket er sket flere gange (-:
Men skriv gerne lidt brugeligt kritik (-:
Prolog
Hun løber med sine fine ben hen øver sandet. Det er brændende varmt, det føles som ild mod fødderne. Småstenene hjælper heller ikke, de borer sig som små pigge ind i foden – dog ikke så voldsomt. Hendes krop har langsomt fået opbygget hård hud på hendes fødder. Solen er brændende, det er også forståeligt da den er på det højeste punkt midt på dagen – klokken er mellem 12 og 15. Hun ved det ikke helt bestemt, men efter solen at bedømme passer det godt. Et par små svedperler kommer til syne på hendes brune pande, lige ved hårgrænsen. Det sorte hår svinger let bag ved hende i takt med hun løber. Skyggen af et træ breder sig hurtigt jo nærmere hun kommer skyggen. Da hun tager det sidste skridt ind i skyggen falder hun sammen på jorden, elegant. Hun snubler over Ameer, en af løverne, han er en lederen af hele flokken. Han løfter hovedet – halvt sovende og brummer kort som velkomst hilsen. Hun smiler og flokken kommer luntende ind i skyggen. Dem der ikke allerede lå derinde.
Kapitel 1 .
- Stilhed før stormen.
Jeg smiler roligt. Et rigtig tandpasta smil selvom jeg ikke har børstet tænder siden altid. En løve går ved min side. Antarah – han er en af de stolte løver i flokken. Dog ikke leder, da han stadig er for ung. Men stolt og helt er han. Han begynder at halv løbe. Jeg stopper op, brummer kort men bestemt. Nu stopper han også, ser på mig med sine blide øjne. Et smil breder sig på min mund og jeg bryder ud i grin.
”Der fik jeg dig!” Griner jeg højlydt.
Han smiler på sin egen løve måde og puffer drillende til mig. Jeg ler let og han brøler af en zebra. Et smørret smil breder sig nu på mine læber, jeg hopper op på ryggen af ham. Han står roligt og ventende på mit signal. Jeg griber fat i hans tykke manke, folder mine ben om hans krop. Jeg peger ud i luften. ”Afsted. Løb” Siger jeg smilende.
*
Jeg klemmer fast med benene og Antarah sætter frem i løb. I starten nyder jeg bare vinden i mit hår. Luften der pisker mod ens ansigt. Friheden ved fart. Jeg forbliver lidt forsigtig og tør ikke rigtig slippe hans manke og folde mig ud som en sommerfugl. Billedet sidder fast i mit hoved. Som at han læser mine tanker gør han sit løb meget taktfast – holder den samme fart. Jeg slipper roligt hans manke med hænderne, men har stadig ikke været helt oppe og røre himlen. Jeg nyder stadig den hurtige fart, det smager af frihed. Ikke mange sidder på en løve og bliver båret hen over sletterne ligenu, heller ikke mange kender til den frihed jeg føler hver dag. Bare det at blive vækket af løver der brøler af hinanden. Se en løve unge blive født, endda hjælpe til under en fødsel. Hvem for måske lov til det? Det er det her der gør mig lykkelig. Det at mærke vind i håret og pisken i ansigtet. Høre lyden af vinden når man sover. Vågne ved et løvebrøl. Det er det jeg lever for.
Langsomt bliver jeg mere sikker ved at sidde på ryggen af Antarah. Jeg retter mig op og nu kan jeg rigtig mærke de stærke muskler arbejde under hans hud. Solen bager, og der hvor mine ben hviler kan jeg mærke at der bliver lidt fugtigt. Han begynder vidst at svede, men hvem bebrejder ham det? Det er jo ikke mig der bærer på 45 kg og løber hurtigt over sandet når solen skinner. Langsomt rejser jeg mig op, ved hjælp af mine ben muskler. Det er sværere end man tror. Roligt står jeg lidt oppe. Jeg tager så hurtigt armene op over hovedet og råber lykkeligt:”Jaaaer!”. Jeg hujer lykkeligt og det føles godt at være til. Kroppen under mig bliver et kort øjeblik usikker. Han drejer skrapt og jeg er ved at falde af. Jeg sætter mig hurtigt ned og griber i hans kraftige manke. Jeg ligger mig ned og begraver hovedet i hans pels. Jeg tør ikke kigge op, bange for at falde af.
Et brøl skærer gennem luften. Det giver et set i mig. Antarah stopper pludseligt op, han begynder at knurre, man kan mærke vibrationerne under huden. Jeg kigger op fra hans manke, mine øjne er stadig lukkede – langsomt åbner jeg dem, bange for hvad jeg kommer til at se.
En stor løve står foran ham, et par meter væk. Jeg kender ikke løven, så den må komme fra en anden gruppe. Bare den konklusion skræmmer mig – han løver plejer ikke at fungere så godt sammen. Slet ikke når de ikke kender hinanden. Dem fremmede løve knurre voldsomt. Han står som en stærk soldat. Solen står perfekt, eller uperfekt. Den giver ham en stor skræmmende skygge og solen står så den skinner os stærkt i øjnene. Mine øjne gibber let da de ikke kan tåle at se direkte ind i stærkt sollys. Antarah svinger hovedet og brøler advarende til ham. Den anden løve stirre direkte på os og jeg begynder langsomt at ryste. Har aldrig prøvet at have det på den her måde. Det er helt fremmed for mig og jeg begynder at lege med en tot i Antarahs manke. Den fremmede hanløve brøler voldsomt og højlydt. Antarah skubber til mig med sit kraftige hoved, dog slipper han ikke blikket fra den fremmede. Han ved at det mindste forkerte træk kan koste ham livet, og ikke mindst mig. Jeg glider ned fra hans kraftige ryg. Mine ben føles usikre under mig, de ryster og føles som bly. Det plejer de ikke. Jeg kan slet ikke få mig selv til at løbe, mine ben vil slet ikke løbe fremad. Det føles umuligt. Antarah brummer til mig, men jeg rør mig slet ikke. Han brøler så. Som om han ber mig til at kigge mig omkring, lede efter et sted at kravle op. Jeg står bare og stirre skræmt på den fremmede løve. Løver plejer ikke at skræmme mig, det har de aldrig gjort. Men pludseligt føles den fremmede bare så stærk, så mægtig. Jeg står stadig stift og stirre skræmt ind i øjnene på hanløven. Et højt brøl skærer gennem luften og for mig til at komme tilbage til realiteterne. Det var Antarahs brøl der vækkede mig. Jeg kigger mig omkring, leder efter noget jeg kan beskytte mig med eller bare noget der kan beskytte mig. Det første der fanger mig er et træ. Det ikke så stort, det er ikke kraftigt, men det burde kunne hjælpe lidt på det hele. Jeg sætter i løb – som en pil. Hurtig er jeg dog. Antarah står stadig stolt på samme plads, jeg kaster et blik bagud. Bare for at sikre mig han ikke er endt i en en slåskamp. Træet kommer tættere på og jeg hopper op i det. Mit højre knæ skraber en gren. Et bloddråbe bliver lidt for hurtigt til et lille åbent sår på mit knæ. Blodet løber lidt ned af mit ben, jeg lader det ikke tage min opmærksomhed. Jeg kommer det sidste stykke op i træet og sætter mig ned. Jeg når knap at rette mig op før et højt brøl skærer gennem luften. Det gibber i mig.
Antarah bakker lidt da den fremmedes brøl var højt og gennemskærende. Han svarer igen med et stort og kraftigt brøl. Den fremmede viser tænder. Skyggerne bliver længere, solen er langsomt ved at gå ned. Det er ikke mørkt endnu, heldigvis. Jeg beundre dem begge to. Deres store manker følger let vindes retning, ikke meget, men man ser det tydeligt hvis man fokusere på det. De ser begge mægtige ud, stolte. Endnu et brøl skærer gennem luften. De knurre begge. Og min beundring ændre sig lidt for hurtigt til frygt. De begynder at knurre og brøle som en konkurrence. Jeg ser langsomt ned på min hånd. Den ryster helt vildt. Det skræmmer mig på en måde. Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hårdere. Mine hænder bliver helt kolde, men fugtige. Jeg kan føle på løverne at de snart vil gå i kødet på hinanden. Det skræmmer mig og uden rigtig at vide det lukker jeg øjnene. Endnu et brøl lyder, højere end de andre.
”Lad vær. Vend dig om og gå” Hvisker jeg til mig selv og folder hænderne, jeg bliver ved med at sige det. Til sidst bliver det til en bøn – et ønske. Langsomt åbner jeg mit ene øje og ser at Antarah vender sig om, som om han hørte min bøn. Han lunter hen over sandet, stolt. Jeg lader min hånd tage en tot hår væk. Det føles godt. Et smil breder sig på min mund og jeg følger ham glad med øjnene. Jeg glemmer helt den fremmede løve et kort sekund.
Den fremmede løve skyder så frem som en pil. Han brøler og springer på Antarah. ”Nej! Antarah!” Råber jeg højt og gennemtrængende, men et brøl fra Antarah overdøver helt og holdent mit råb. Mine øjne lukker sig hurtigt i, og jeg klemmer dem helt sammen. Et højt brøl lyder, ikke af smerte. Jeg retter lidt på mig selv, med lukkede øjne, det begynder dog at svimle for mig. Bange for at miste balancen åbner jeg øjnene. Antarah ligger på jorden, hurtigt for han rejst sig og han snapper ud efter den fremmede. De begynder at gå i cirkler omkring hinanden. Ingen af dem ser ud til at være bange, de har begge vinder instinkt. De er begge store hanner og agter ikke at lade en anden skræmme dem. Det må de simpelt ikke. De går stadig i cirkler og jeg ryster bange. Bange for hvem der angriber først og hvem der vil overleve. Inderst inde håber jeg at den fremmede vil overgive sig. Så Antarah slipper helt uden skader – men jeg regner ikke med at han bare overgiver sig uden videre. Et vindpust for Antarah til at stoppe op, kigge på den fremmede. Antarah springer frem for at bide, bide for at dræbe hvis det er det der skal til. Den fremmede flytter sig hurtigt som lynet og Antarah ender på jorden liggende. Hans hoved rammer en sten. Hurtigt springer jeg ned fra træet og jeg sætter i løb som lynet. Inden for 30 sekunder er jeg hos Antarah.
Der er endnu ikke skrevet kommentarer
Dronning af løverne - kort novelle.
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside