læser i ikk {{forumTopicSubject}}

Trækker sig tilbage uden videre, lader verden forsvinde bag sig, uden så meget som at blinke. Er bange for det ukendte men det skal overvindes. Trækker let på skulderne men uden det kan ses, er lidt ligeglad med alt omkring os, men ingen for det af vide.
Munden siger de ord den vil, ingen magt over kroppen længere, ingen til at holde den tilbage. Ville gerne træde ud af mørket men desværre for sent.
Mørket har fat hvor det gør mest ondt, hvor man er mest sårbar hvor kroppen ikke kan gøre mere på grund af smerten.
Spørgsmålet spreder sig ud i hele kroppen er slutningen på livet endelig kommet. I alle de år og nu står man ansigt til ansigt med den frygt men kun kunne drømme om. Nu er det virkelighed og frygten vokser op gennem den kolde skrøbelige krop og rygraden fryser til is.
Minut efter minut bliver der koldere og hjertet slår langsommere for hvert sekund. Alene i mørket de sidste sekundet ingen beslutningen træffes, hjertet trykker og gør ondt, en ulidelig smerte der aldrig stopper.
Blodplet efter blodplet drypper videre ned af tøjet, hiver svagt efter luft da kræfterne næsten er væk føles det umuligt.
Lyset har været væk længe der kommer ikke tilbage, mærkes kvæler alt på sin vej, og det er umuligt at undgå.