at tabe og genfinde sin plads i livet {{forumTopicSubject}}

det her er lidt en beretning om mit liv, og hvad jeg selv gør sysler med i mit private sind, men som jeg nu har valgt at dele med andre, både i håb om at jeg selv bliver bedre til at tackle mine problemer, men også for måske at kune hjælpe andre, der på en eller anden måde har været i en ligne situation.
Jeg undskylder på forhånd for at det bliver langt, men håber at der er nogle der vil bruge lidt tid på at læse det igennem.

Jeg har altid levet med den filosofi der lød at alt i livet sker med et formål af den ene eller anden grund, og der er en mening med alting, men den dag jeg mistede mig selv af syne glemte jeg at se grunden til det, og derofr glemte jeg også en rigtig stor del af mig selv.
Jeg har lige så jeg kan huske lidt PostTraumatiskStressSyndrom, og på det grundlag kan jeg heller ikke huske store dele af min barndom, dette har også gjort at jeg er en pige med et skrøbeligt sind.

Da jeg i 2008 fik at vide at jeg var gravid, væltede det min verden, men da det blev opdaget for sent til at jeg kunne gøre noget ved det, fik jeg lynhurtigt vende mig til tanken om at skulle være mor, jeg kunne faktisk godt lide den tanke, og følte faktisk at jeg var ved at finde min rigtige plads i voksen livet, selvfølgelig var det hårdt da jeg den gang kun var 20 år.
Men endnu hårdere blev det da ulykken og tragedien så slog så hårdt ned i mit liv at min verden væltede og jeg selv blev opslugt at et mørkt og koldt tomrum, det barn jeg ventede var død i maven på mig, jeg glemmer aldrig det blik jordmoderen havde i øjne da hun prøvede at finde hjertelyden på scanneren, og forstod først egentligt hvad der var igang, da jeg blev kørt afsted til indlæggelse for at sætte fødslen igang, og faktisk redde mig, fra den forgiftning det ville udvikle at være gravid med et dødt barn.
Det tog mig 4 dage at føde, i de 4 dage lukkede jeg mig fuldstændig inde følelsesmæssig, jeg blev kold og lukket, jeg sov ikke om natten og sad bare og stirredeud fra hospitalet på den verden der drønede fordi uden mig, jeg begyndte at hade andre mennesker, fordi dem ude på gaden slet ikke så hvor stor en smerte jeg gennemgik.
Alt gik så hurtigt, begravelsen var overstået før jeg egentligt overhovedet opdagede hvor ondt det gjorde.
jeg lukkede mig så meget ind i mig selv at jeg ikke turde at være alene med mig selv og ikke ønskede at opsøge min familie, jeg blev bange fro mig selv og hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv, derfor søgte jeg hjælp på kommune, for en eller anden myndighed burde da kunne hjælpe mig med at se livet igen ikke ?
åbenbart ikke, kommunen lavede desværre en fejl, så i stedet for at sende mig i sorggruppe, enten jeg på en døgninstution for misbruger, ikke et sted man skal sende unge traumatiseret kvinder hen der lige har mistet deres barn, for nu lærte jeg bare at hade andre mennesker endnu, når jeg så det man ville betegne som sociale lavpunkter, og enten på en tvungen antabus behandling, selvom jeg aldrig har været afhængig af alkohol, men da da staten kun udbetaler støtte hvis de gav antabus behandlinger til alle der boede der.
Ud fra alt det jeg så og oplevede, hadede jeg alt nu, andre mennesker, livet og mig selv, intet så ud til at give mig lys, undtagen et punkt, Nosey, min lille pony, som gav mig et frirum, en sjæl jeg endelig kunne være samme med og græde ved uden at der var tænkt på time løn eller stats støtte, når jeg var ved hende løftede min sjæl sig, men lige så snart jeg vente snuden afsted mig instutionen faldt min sjæl ned i den mørke kolde gang.

Lykken:
Efter et års had og det jeg nok vil betegne som selvhjælp, var jeg nu så stærk at jeg begyndte at tænke fremad på livet og hvad jeg egentligt ville i fremtiden, jeg eefter en virkelig hård lang og sej kæmp flyttede fra instutionen og ud i midlertidig bolig, faren til mit mistet barn begyndte igen at komme ind i mit liv, men det tog mig lang tid at lykke bare en lille smule ind i mit.
Lykken kom en dag hvor jeg følte mig lidt oppustet, jeg tog for sjovt en graviditettest, mest for at overbevise mig selv om at en person som mig ikke kunne blive gravid og jeg slet ikke fortjente at blive gravid igen, men testen var uenig med mig, den var så positiv som den overhovedet kunne være.
Jeg for op til lægen for at blive undersøgt, og ja jeg var gravid, og denne gang var jeg igen så langt henne at der ikke ville kunne gøres noget som helst ved det, men denne gang blev jeg glad, lykkelig, jeg mærkede hvordan en lille stemme inde i mig sagde 'det her kan du godt' men også frygten, hvad nu hvis jeg mistede igen, men pga min tidligere graviditet ville jeg komme til mange flere scanninger, og jeg gjorde det klart hver eneste gang at uanset hvad det var de scannede efter, om det var deftekter eller hvor der var, så skulle de finde hjertelyden som det aller første.
Det eneste problem der var med graviditeten var om min krop kunne holde til at gå graviditeten ud ? eller ville den bukke under, fordi jeg på ingen måder havde passet på mig selv, den forgange tid.
jeg husker det tydeligt søndag d 13/12-09 fødete jeg min søn efter 6 timers veer, det man vil betegne som en hurtig fødsel, han var sprællevende og frisk og modig på livet, med ham havde jeg nu ikke tid til at være ked og tilbage trukken, jeg er tvunget til at se livet og mærke livet, fordi jeg er nødt til at lærer ham om livet og være hans mor, det som jeg så brændende ønskede mig lidt over et år før, og som jeg mistede hele min livsgnist.
Jeg har fået det som jeg vil betegne som et af livets største gaver og et af livets største tragedier, jeg vil for altid være mærket af de to hændelse, men jeg ved at begge ting har været med til forme mig til den jeg nu er.

selvom jeg kan mærke at jeg er begyndt at leve, ved jeg at jeg endnu ikke helt er ude af den mørke tunnel, angsten for at mistet og frygten for ikke at kunne gøre noget hviler stadig tungt på mine skuldre, men jeg kan se lyset for enden af tunlen og jeg kan mærke at livet stadig blomstre op i mig og det følels dejligt.


Facts om denne fortælling:
Mit første barn, døde i 7. graviditets måned, lægerne kunne ikke finde andre forklaringer end tidligt indtruffet vuggedød, det var en lille pige og hun er begravet med navn og har sin egn gravplads som jeg jævnligt besøger, som en del af sorgbearbejdelsen.

Jeg er det der i folke munde kaldes indvendig gravid, og før min menstrution selvom jeg er gravid, derfor er begge mine graviditeter opdaget for sent, da min mave ikke har bulet særlig meget ud heller.

Jeg har valgt at gå i frivillig psykologbehandling efter 1 selvmordsforsøg, søvnløshed og 2 gange besvimmelser, men også i forsøg på at finde ud af hvad der er sket i min barndom der har udløst PTSS.

efter fødslen af min søn har jeg fået hormon spiral for at forhindre flere gaviditeter og står nu på vente liste for at få klippet mine æggeleder over, dette har jeg valgt at gøre, da både jeg og lægerne mener at jeg ikek kan gennemgå endnu en graviditet psykisk