Leo, Starten {{forumTopicSubject}}

Ved godt der er nogen småstave fejl hist og her, men jeg ved de er der og det behøver i ikke at kommentare.. Håber i gider læse den igennem xD

Selv om han viste de ville indhente ham, løb han. Han løb fra sin skæbne, sit liv, ja selv hans elskede mor. Som i sidste ende havde forrådt ham. Han burde aldrig have stolet på hende, eller nogen. Hans hemmelighed var for værdigfuld, for stor til at nogen kunne holde den hemmelig. Hans ben ville snart ikke kunne klare det mere. Han ville snart give op, og tage konsekvenserne af hans dumme valg. Han løb videre igennem den kolde mørke nat, med flokken af vrede rasende mennesker, efter sig.

Kapitel 1:
Hun hørte dem først, da de var rigtig tæt på. Hun havde haft det på fornemmelsen hele dagen, at alting ikke var som det skulle være. Selvfølgelig kunne hun ikke vide det, men hun stolede på sit instinkt. Hun små løb hen til det nedslidte grå vindue, for at se hvad der forgik. Hun så den mærkelige taves dreng, fra ukanten af landsbyen komme løbene, så hurtigt hans ben kunne bære ham. Så fik hun øje på menneskerne bag ham. Der var så mange så man skulle tro hele landsbyen var der. De havde fakler og høtyve med som våben, mod den unge dreng foran dem. Hun kunne ikke tro sine egne øjne, da hun igen kiggede ud af vinduet. At Jage en stakkels dreng af sted med fakler. Hun havde aldrig kendt ham eller talt med ham, men hun viste at han aldrig kunne finde på at gøre nogen eller noget fortræd. Han var altid stille og genert over for alt og alle. Han måtte være på hendes alder, selv om hans muskler var meget større end hendes, og han mindst var et hoved højere end hende. Hans mørke hår piskede frem og tilbage, mens ham løb for sit liv. Hun kunne se ham, at han snart ville give op og lade sig fange. Det her, var hendes chance! Den chance hun havde ventet på så længe, længere end nogen af menneskerne i landsbyen nogen sinde kunne forstille sig. Da drengen løb rundt om hjørnet og hoben i et sekund mistede synet af ham, hev hun ham indenfor.

Han kunne ikke tro på det der lige skete. Han var blevet redet af Lulu. Lulu! Han havde hele sit liv forgæves prøvet at gøre indtryk på hende, selv om hun aldrig havde set ham for mere end en genert dreng. Han kiggede op på hendes smukke blege ansigt. Hendes røde hår var sat op i en knold, med en masse sorte elastikker. Først efter han havde stirret på hendes smukke ansigt, gik det op for ham hvad hun virkelig havde redet ham fra. Han ture ikke kigge ud af vinduet i frygt for at menneskerne fra før ville få øje på ham. Han gemte sit ansigt mellem knæene og begyndte lydløst at græde. Tårerne var fulde af sorg begrund af moren som havde svigtet ham. Lulu skubbede lidt irriteret til ham. ”Du bliver nød til at gemme dig, de kommer tilbage” hviskede hun anstrengt. Han skubbede sig i en bevægelse om bag en stor papkasse. Først nu hvor hans øjne havde vænnet sig til mørket kunne han se hvor han var. Han befandt sig i rummet bag ved baren. Han viste Lulu arbejdet på baren, og boede der nærmest. Han havde aldrig været inde i baglokalet, men han viste at Lulu aldrig ville være noget andet sted. Mens han lå gemt bag papkassen hørte han svage fodtrin over ved døren, ind til baren. Han kunne svagt se at Lulu stivnede i et sekund, men så hurtigt slappede af igen. Han kunne ikke lade være med at se på hende. Hun fik ham til at føle sig tryk, selv om han viste hun måske også ville ende med den samme skæbne som ham.

Hun kunne svagt høre fodtrinene. Hun tjekkede en ekstra gang om drengen var gemt godt bag ved papkassen, og så gik hun stille hen og åbnede døren ind til baren. Baren var lige så livlig og glad som den altid var. Der var nogen der dansede frem og tilbage ude på det lille dansegulv. Bandet var i gang med at spille, deres sædvanlige sange. Den eneste forskel var de 10 vrede landsbyboer der lige i det øjeblik skubbede døren til side. Bandet holdte op med at spille og de dansede stoppede med et sæt, mens du fulde mænd sad og kiggede åndsfraværende ud fra sig. Den største af de 10 mænd slog hårdt ned i bordet og kiggede ondt på hende. ”Hvor er Leo?”

Han hørte svagt en stemme, der spurgte hvor han var. Han kunne have skreget, hvis ikke det var fordi han hurtigt fik holdt sig for munden. Hen klemte sig ind i det snævre hjørne så langt ind som han overhoved kunne komme. Hvor længe ville Lulu kunne holde dem hen? Han viste der ikke ville gå lang tid før de brasede døren ind og fandt ham. Han ville beskytte Lulu for en vær pris. Han ville aldrig sladre. De svage stemmer blev højere og han kunne høre de råbte og skreg af hende. Hun råbte tilbage. ”Hvor er han!” skreg en mand. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om” råbte hun vredt. Han kunne se vreden i hendes isblå øjne for sig. Hvordan hun aggressivt kastede ud med armene. Han havde set hende være så hård og kontant mod de fulde mænd og lige meget hvor hårdt de slog, gav hun aldrig efter og hun havde aldrig ondt selv om de ville have slået en vær anden til blods. ”Lad mig komme forbi kælling” råbte manden. Men inden manden nåede ind af døren var Lulu løbet ind og taget ham under armen og så var de væk.

Kommentar gerne hvad i synes