Farvel min elskede sorte skønhed. {{forumTopicSubject}}

Onsdag d. 24-2-10 er nok en af de værste dage i mit liv. Jeg måtte lægge min elskede hoppe Rosana til at sove for evigt. Aldrig har jeg tudet så meget, aldrig har jeg følt så stor afmagt som jeg gjorde den aften. ( og gør endnu)
Jeg blev ringet op på mit job, fra stalden, og der fik jeg at vide min hest havde det rigtigt skidt. Jeg bad dem om at ringe til dyrlægen med det samme, og jeg ville så finde en som kunne afløse mig på mit job ( jeg arbejder alene, og kan ikke bare køre)
Der gik vel 10-20 min. så ringede en dyrlæge, og bad mig komme så hurtigt som muligt, da det var ret slemt. Jeg begyndte at tude, og jeg havde fået fat i en afløser, men måtte vente til hun kom. Afsted det gik i en hulens fart ud til min sorte skønhed. Så snart jeg trådte ind i stalden, var jeg ikke i tvivl om alvoren. Rosana lå ned, kastede sig rundt, og var helt omtåget af smerte og medicin.
Jeg kaldte blidt hendes navn, og hun reagerede med det samme ned en stille, og smertefuld vrinsken. Jeg stortudede, og var helt ude af den. At se min elskede hest ligge der med sveden perlende overalt, og så de store dejlige brune øjne så fyldt med smerte kunne jeg slet ikke bære. Dyrlægen sagde hun havde givet hende flere forskellige smertestillende, men intet havde virket den mindste smule. Hun gav hende endnu en sprøjte, mens jeg sad hos hende, men der var ingen lindring at se. Ingen virkning, ingen ting overhovedet. Jeg græd, og græd, og Rosana lå med sit smukke hoved i mit skød. Hendes øjne, var bange, og jeg kunne se smerten både i øjne, og på de kramper der gik gennem hendes krop.
Dyrlægen nærmest hviskede til mig, at hun ikke kunne gøre mere for min prinsesesse var helt ude af den, havde slet ikke styr på mig selv. Græd, tikkede og bad til Rosana ville rejse sig, og sprøjterne ville virke. Man jeg var godt klar over det var ønsketænkning. Få minutter efter bad jeg dyrlægen, om at hun skulle give mit store dyr fred. Jeg kunne ikke klare at se hende lide, og når intet hjælp, ville det være alt for egoistisk at lade hende ligge længere end højest nødvendigt.
Dyrlægen, og ejeren af stalden gik ud. Jeg græd som pisket, mens jeg kyssede min gamle pige, og fortalte hende hvor højt jeg elskede hende. Fortalte hende, at snart ville hun være i hestehimmelen, hvor smerten ville være væk. Græd, kyssede, og håbede på et mirakel.
Dyrlægen kom ind med 5-6 sprøjter. 3-4 blå, og 2 lilla. Hun spurgte forsigtigt om jeg var klar. Klar??? Nej det bliver man vist aldrig klar til. Men jeg nikkede, og sad og nussede Rosana, som lå med hovedet i mit skød. Jeg sad, og mærkede livet langsomt ebbe ud af hende, alt imens jeg fortalte hende at hun var min dejlige prinsesse, som jeg elskede overalt. Så ind i hendes smukke brune øjne, ind i hendes sjæl, så hun led, og havde så forfærdeligt ondt.Et kort sekundfangede vores øjne hinanden et splitsekundt holdt vi øjenkontakt, og jeg så så smerten, og livet langsomt gled væk. Jeg græd som pisket. Kunne slet ikke slippe hende. Ville være helt sikker på hun var helt væk før jeg gik væk. Rejste mig og gik få meter væk, og måtte så lige hen og kysse hendes varme mule en aller sidste gang.Kyssen noget af det bedste, som jeg har haft lov at få i min varetægt.
Rosana havde en slem tarmslyng, som var akut. Alt dette skete inden for en time, og dyrlægen havde ingen mulighed for at gøre noget.

Farvel min elskede sorte skønhed. Tak for den tid du var min bedste ven. Mit et og alt. Altid kom du glad vrinskende mod mig, når jeg kom ud til dig. Altid ørene fremme, og et stille vrinsk.
Gud hvor jeg savner dig prinsesse.
Vi ses på den anden side engang. Glæder mig til igen at mærke dine små prust mod min kind, og kysse den dejlige bløde mule. Sov sødt. Elsker dig.