Eventyr i New Zealand {{forumTopicSubject}}

I april 2005 gik jeg i lære som galopjockey. Den første vinter var virkelig slem. Vi red rundt i snestorm og lignede mumier, for hestene skulle jo ud.

Derfor var jeg helt opsat på at næste vinter skulle jeg altså sydpå. Jeg surfede tilfældigt rundt på nettet og faldt pludselig over Te Akau: http://www.teakaustud.co.nz/

Dengang havde de et menupunkt, hvor der stod at man var velkommen til at kontakte dem, hvis man havde lyst til at arbejde for dem. Det gjorde jeg, og de svarede pænt tilbage at jeg var velkommen.
Det næste halve år mailede vi frem og tilbage, og de sendte mig en fuldt udfyldt arbejdsgiverformular til min visa-ansøgning.

Så i starten af november 2006 satte jeg kurs mod New Zealand uden en eneste gang at have talt med dem personligt. Jeg fløj fra København over London Heathrow - Bangkok og Sidney inden jeg landede i Christchurch. Rejsen tog to dage med en samlet flyvetid på 26 timer - er du gal det var hårdt!

Først ved mellemlandingen i Sidney kom jeg i tanke om, hvor galt det kunne gå: Jeg havde ingen adresse eller telefonnr. at henvende mig til. Jeg havde oplyst hvilket fly jeg ankom med, og de havde lovet at sende en ud til lufthavnen og hente mig. Hvad hvis der ikke kom nogen? Så ville jeg ikke have nogen steder at gå hen. Men jeg var fortrøstningsfuld: De havde jo trods alt udfyldt deres del af visa-ansøgningen som var helt i orden.

Og ganske rigtigt: I lufthavnen ventede en rar lille tyk mand ved navn Gus Clutterbuck, der var assistant trainer og skulle være min chef de næste tre måneder.
Der var en times kørsel fra lufthavnen til stalden, hvor jeg skulle på i en lejlighed oven på stalden sammen med en anden pige.

Udover Gus og hans kone Karen, der styrede stalden med kyndig hånd, var vi 5 piger i stalden. Alle var rigtig søde i mod mig og kort før jeg skulle hjem blev jeg inviteret med på sommehus-weekend af familien af en af pigerne.

Jeg har mange gode minder fra rejsen, men specielt juleaften husker jeg. En anden af pigerne fra stalden havde inviteret mig med hjem til hendes familie. Julemiddagen var en grillfest, og midt på aftenen falder min venindes storebror på knæ og frier til sin kæreste. Det var så romantisk

Ang. selve arbejdet, arbejdede jeg fra 6 til 10 om morgenen, hvor alle heste blev redet. Omkring kl. 1 skulle vi fylde vandspande, for de havde ikke vandkopper. Og mellem 5 og 6 om aftenen fjernede vi klatter og fodrede til aften. Så arbejdsmængden var bestemt overkommelig.

Alt i alt tror jeg at de 3 måneder i New Zealand er en af de bedste perioder i mit liv, og jeg husker tilbage på gode venner, dejlige heste, en sød kæreste og en fantastisk natur, og jeg håber jeg en dag får mulighed for at vende tilbage.


Del blev en lang fortælling, men summa summarum:
New Zealand er et fantastisk land med venlige mennesker og en enestående natur.
Jeg har billeder fra min tur, der kan ses ved forespørgsel, og jeg svarer gerne på alle spørgsmål fra interesserede