Indledning il historie (fantasy) {{forumTopicSubject}}

For nogen tid siden skrev jeg en scene til en ny historie jeg blev inspireret til at skrive af dette billede http://www.illusionsgallery.com/mermaid-pyle-L.jpg i genren fantasy. Scenen var fra et sted midt i handlingen på et af grundspændingens klimakser, så derfor var folk lidt i tvivl om det var en indledning eller et sted i handlingen. Desværre havde jeg på daværende tidspunkt ikke skrevet indledningen, men nu har jeg den, og nu vil jeg gerne hører hvad I syntes om den, evt. om noget skal laves om eller hvad der er godt

'Klippemanden & Havkvinden''
'Fuldmånen skinnede blegt ned på hendes ansigt som var blottet for den bidende blæst. Det mørke hår piskede om hendes ansigt og månens sølvskinnende silhuet genspejledes i de fængende mørkeblå øjne. Hendes ansigt var smukt og udstrålede en fattet ro, som end ikke bølgernes tordnende brølen fra undergrunden kunne spolere og månens lys gav hendes hud en næsten gennemsigtig karakter. Himlen var kun skæmmet af enkelte skyer og imellem dem forførte stjernerne hende med deres tindren. Klippeskrænten hun stod på gav et glimrende skue ud over det oprørte hav. Tidevandsbølgerne slikkede sig op af klipperne og sendte kaskader af funklende vanddråber i vejret. Vinden tog til i styrke og truede med at vælte en hver der måtte trodse dens overvældende magter omkuld. Bølgernes toppe skummede blodtørstigt og brølede farligt mens vinden skubbede dem af sted. De var jævnbyrdige. To af verdens mest magtfulde elementer havde slået sig sammen og dansede nu en vild krigsdans for den smukke kvinde, som iagttog spillet intenst. Hendes træk var stadig rolige og harmoniske og ikke med en mine forrådte hun de vilde nådesløse magter der herskede omkring hende. Umærkeligt lukkede hun øjnene, og begyndte at synge en mild sang. De vemodige strofer gav genlød imellem klitterne, der græd af anstrengelse over at holde stand imod de rasende bølger, og imens de rene toner flød ud over havet, begyndte det vilde inferno at tage af. Vinden flåede ikke længere i hybenbuskenes grene, men kærtegnede blot kvindens guddommelige ansigt. Havets overdøvende krigstrommen var ophørt og spillede i stedet med på kvindens milde sang, og havkvinden Marina vidste at det atter var tid at vende tilbage til sit hjem i bølgerne. Med en brændende længsel efter at mærke det salte vand væde hendes hud, kastede hun sig ud i de syngende bølger og lod et par delfiner ledsage hende hjem.
- Klippemanden Petros så Marina svømme bort og fra da af ville en længsel brænde i hans bryst – en længsel som kun Marina kunne løse ham fra…''

Håber I kan li den
Kh. Anna-Sophie