Min novelle. 10 tal. {{forumTopicSubject}}

Den frygtede dag




Hun kunne høre dem langt væk. Dækkene der peb, hver gang de ramte et hul i den dårlige vej. De tunge sorte støvler imod asfalten. Hun kunne mærke uroen komme nærmere, mørket trække sig sammen om sig som en skygge af sorg, og fortvivlelse. Lyden af støvler kom nærmere. Hun stod som frosset til stedet af frygt. Hun så skyggen af mænd under døren. Lige som døren åbnede, vågnede hun, rystende og badet i sved. Hun mærkede frygten langsomt foretage sig, som mørket forsvandt. Hun vidste at det var på tide at forsvinde.


Hun tog en gammel slidt bog med digtsamlinger, ned fra hylden af egetræ. Hun prøvede at koncentrere sig om den, men ordene blev ved med at flyde ud i et. Dels fordi hun rystede over hele kroppen, og dels fordi hun havde tankerne et helt andet sted. Dagen var kommet. Den dag hun havde ventet så længe. Den dag hun havde ventet med både frygt, og glæde. Den dag der skulle, og måtte komme. Hun afventede et signal fra gaden. Næsten alle hendes ting, var enten blevet solgt eller smidt ud. Hun havde flere lag tøj på. Det var for risikabelt at gå med en større taske. De var overalt. Hun havde pillet sin stjerne af. Den grimme gule stjerne, hun havde gået med, dag ud og dag ind, de sidste par år.

Da hun havde gået rastløst rundt et par timer, ramte en sten hendes vindue. Det var signalet. Hun skyndte sig at tage sin lille taske, gik hen til døren, kiggede en sidste gang rundt i den lille slidte lejlighed, og lukkede så døren bag sig. Hun halvløb ned af trapperne, og ud af døren.
Der ventede en vogn på hende. Det var en gammel rusten vogn. Men hun var ligeglad,så længe den kunne få hende i sikkerhed. Efter nogle timers kørsel, kom de til en gammel gård. Bilen blev parkeret i et gammel faldefærdigt skur omme bagved.

Hun trådte ud, og blev vist ind i stuehuset. De gik hen til en bogreol af træ, manden der boede på gården skubbede, med en mindre kræftanstrengelse, reolen væk. Han var omkring hendes alder. Han ansigt var furet, og vejrbidt af det hårde liv på gården. Han havde en pibe i munden. Han skjorte var krøllet og ustrøget. Men til trods for det, havde han pænt rent hår, der var mørkt som natten, og de mørkeste fortryllende øjne, der var utrolig dybe og alvorlige. Han sagde ikke meget, men hun konkluderede at han bare var nervøs. Bag ved reolen var der et lille hulrum, med en madras, og et lille bord. Der skulle hun bo indtil krigen, forhåbentligt snart, var slut.

Et par dage efter erfarede hun at bonden faktisk overhovedet ikke snakkede. Men han lyttede til alt hun sagde. Og det var ikke lidt. Nervøsiteten var hurtigt forsvundet. Om dagen opholdt hun sig inde i det lille rum. Hun hadede det. Det stinkende, mugne lille rum. Det føltes som et fængsel for hende. Men hver aften kom hun ud derfra et par timer. Så sad hun og spillede kort med bonden, og fortalte ham om sit liv som journalist, inden krigen var brudt ud. Han lyttede nysgerrigt til hendes næsten vilde beretninger, og kommenterede aldrig på noget.

Men en dag ændrede alt sig. Hun kom ud om aftenen som hun plejede, og de sad og spillede. Hun spurgte ham om noget, men han svarede ikke. Han kiggede bare på hende, med triste øjne. Han rejste sig, og tog en blok og en blyant. Han skrev hurtigt ordet 'Stum'. Da fattede hun hvorfor han aldrig snakkede til hende. Efter lidt tid, hvor hun bare stirrede tavst på ham, sagde hun 'Dine handlinger, betyder mere end tusind ord for mig'.

Som dagene gik, begyndte de at kigge på hinanden, med den intensitet, man kun har når man er forelsket. De begyndte at strejfe hinanden blidt, når de gik forbi. Sådan startede det. De levede lykkeligt i en, hvad der for hende føltes som kort tid i så godt et selskab, lang periode. Lige indtil den dag hvor det bankede på døren.

Hun havde de sidste par nætter haft det frygtelige mareridt. Hun vågnede op badet i sved. Men denne gang var mareridtet blevet til virkelighed. Hun kunne høre støvlernes knirken, og motoren, fra bilen. Hun rejste sig vaklende op og tog tøj på. Hun vidste at det nu var alvor. Hun satte øret mod døren, og hørte banken på døren, og en stemme der sagde; luk op, det er det tyske politi. Hun vidste at nu var alt slut. Alt håb var ude. Hun gik ud af sit lille 'fængsel'. Hun gik direkte hen til dem. Hun vidste at det var hende de søgte. Hun vidste at så ville han være i sikkerhed. Men han gik med dem.

3 måneder senere, døde de i hinandens arme i Auschwitz.

Skrevet af Kamilla Jensen.