Netven (Berwalds nyeste skud) {{forumTopicSubject}}

Pt. er arbejdstitlen "Netven" men håber at finde en bedre titel. Svensk kvinde møder dansk kendis over nettet, kendissen går fra at være lovende forfatter til, at komme med i et succesrigt band. Kvinderne forelsker sig, på trods af at de kun har skrevet sammen + talt i telefon + været på cam osv. Kendissen og den almindelige taler om det liv de vil have sammen. Men hele tiden tør den ene ikke springe ud som homoseksuel og ender med at cutte kontakten. Men da svenskeren er alt for forelsket, gør hun selv noget ved sagen

Skriver den for at få luft for nogle frustrationer, da jeg ligger øre til en kærlighedshistorie af VÆRSTE kaliber lige pt. Og fik at vide, at jeg burde overveje om den skal public senere så vil lige høre jeres mening

- Berwald

Toner i vinden

Månen hang, fuld og rund. Hele verden var blå. Skyggen var blå, himlen var blå, græsset var blåt og det samme var havet. Kun månens genskær i vandet, var næsten gulligt. Gulligt med blåt strejf. Verden sov, sammen med solen. Skyggen var det eneste levende i natten. Hvis den da var levende.

Det hele var ellers startet så godt. Nu havde skyggen mistet sin sjæl. Hang i luften, ville snart ramme de blå klipper. Sprænges i tusinde, små, blå dele. Forsvinde, den blå sjæl ville flyve til den blå himmel. Skyggen havde mistet sit køn, sin identitet. Var blevet til en den. Den kunne godt huske det hele, det var startet så normalt.

Det var føltes rigtigt, på en forkert måde. Eller forkert på en rigtig måde? Hun var endnu usikker på det hele den dag, hvor hun havde kontaktet hende. Inde på nettet, var kommet tilfældigt forbi. Det var ikke en kæmpestor hjemmeside, hun havde været inde på. Bare en mere anonym side, hvor forfattere delte deres tekster. For sjovs skyld, søgte hun på sin yndlings. Et navn kom frem, det samme gjorde en profil. en venskabsansøgning på siden, en privatbesked. Hvad der stod skrevet i den besked, stod endnu skrevet i skyggens hjerte. ”Hej. Har smidt en ansøgning, håber det er ok? Vil bare fortælle dig, at det er sindssygt fedt, det du går og laver. Jeg bliver virkelig fanget, er i en hel anden verden. Tak for, at du deler det med os andre!” Få sætninger, starten på et eventyr var skrevet. Skyggen græd, så på de blå klipper. Ventetid, ubevidst. Også selvom, hun ikke havde lagt mærke til det. Hun havde ikke forventet, at der skulle komme svar. Det kom der, et par dage senere. Hun havde straks skrevet en besked tilbage. De stod lidt tågede i hendes erindring, men de var blevet skrevet. Indtil videre, var det noget om, at hun var i gang med næste bog. En toer, men ikke en opfølger på etteren. En helt anden slags, helt andre personer. Den havde ikke det mindste, at gøre med den første. De havde skrevet sammen, hyggeskrevet de næste par dage. Dagene stod tågede, det var i udkanten. Begyndelsen. Før det hele begyndte, før himlen blev helvede og helvede blev himlen. Før vandet s herskede over sig selv. Før de tunge lyde fyldte hverdagen. Før tankerne kom til, før det hele var sket. Dengang himlen var himlen og helvede var helvede. Det var dengang, hvor verden kunne forstås. Dengang himlen eksisterede og ikke altid var blå eller grå. Den skiftede. Før tunge lyde, var overalt. I hovedet, i radioen, i fjernsynet. Før det tunge, havde det været let. Sjovt nok.
Hun kiggede ud af vinduet, jo det danske vejr var som det plejede at være. Mørkt. Tungt. Gråt. Det var ikke blot mørkt og gråt, sådan som det altid var, nej i aften tordnede det ude i horisonten. Perfekt. Det passede perfekt, mere end og endda alt for perfekt. Et enkelt lyn, det så næsten helt rødt ud, flænsede den mørkegrå himmel, som var derude bag ved de høje bygninger. I alle de bygninger, fyldt med lejligheder og fyldt med levende skæbner. Ligesom hun, foretog de dagligt valg, hvad enten de ville det eller ej. Selvom de skulle have været af stejrnetegnet Fisken, som ellers var kendt for, aldrig at kunne tage en beslutning, så gjorde de det dagligt. Valgte at stå op, selvom de påstod at de intet valg havde. For jo, det havde de. Og det havde hun og den ret, havde hun besluttet sig for, at tage i brug.

De mørke skyer samlede sig endnu tættere, selvom det virkede som en umulighed. De var helt mørkegrå, fulde af regn, som blot ventede på, at gennemfugte hele landet. Det ville ikke blot starte som blid regn, som ville advare og give tid til, at folk kunne komme i ly. Nej dette her, det ville sætte i gang, én gang for alle, nådesløst. Himlen blev flænset af et stort lyn, hvidt som sne, skar sig gennem hendes øjne, med sit pludselige lys, flænsede hendes verden og flænsede lyset. Regnen faldt, som bomber, hamrede nådesløst på vinduerne. Nøjagtigt som hun havde forudsagt.

Stilhed, men kun et kort øjeblik. I en kort stund, var det blot regnen, intet andet end regnen. Et vindstød kom pludseligt, fik hele bygningen til, at skælve et kort øjeblik. Et lyn skar sig gennem alt det grå, tordenbraget fulgte lige efter. Rystede bygningen og hele hendes verden. En dør stod og klaprede i baggrunden, den var let åben og det samme var vinduet inde på det værelse, som den førte ind til. Lyden fik det til at lyde som om, at der var et andet menneske i hendes lejlighed. Specielt nu, da regnen for alvor bankede på vinduet og hun følte sig som i en hel anden verden. Forventede hvert eneste øjeblik, at en aller anden ville komme ind i rummet og ligge en hånd på hendes skulder. Men det var ikke alle og enhver, som ville få lov til det. Blot en enkelt. Hun fik et chok, da næste lyn oplyste den mørke stue, så hun i et splitsekund kunne se alt. Stuebordet, der hvor bogen stadigvæk lå. Hun havde forsøgt, at slette alle minder, men de havde hvisket til hende, som en stemme og hun havde lyttet til den stemme. Selvom hun ikke havde lyst, havde hun lyttet til den og havde gjort, som den havde befalet. Selvom hun ikke havde haft lyst til det, den havde hypnotiseret hende og den havde besat hende. Hun var blot dens slave.

Som barn havde hun elsket tordenvejr. Det fantastiske ved, at sidde og kigge ud på lynene, som flænsede hele verden. Hele hendes verden, som barn havde de påstået, at hun tiltrak tordenvejret og det var sikkert rigtigt nok. For uanset hvor hun var, opstod lynene altid. Hun kunne ikke tænke på minder, hun kunne slet ikke fordybe sig i svundne tider. De viste sig blot for hende, en ganske kort scene. Skovture, som de havde måttet stikke af fra. Simpelthen fordi, at det blev tordenvejr, på trods at metrologernes meldinger om, at vejret skulle være smukt og solrigt. Men nej, så snart hun viste sig, trak skyerne sig sammen til én stor, mørkegrå klat og blev kun splittet, når lynene flænsede den. Mysteriet på himlen, al den kraft samlet i én, stor og ganske forunderlig masse. Hun havde svoret, at hun ville dø under den brændende himmel engang. Ikke af et lyn, hun ville ganske simpelt dø, med lynene som baggrund. De blev hendes skæbne og hun var blevet besat af dem og deres skønhed. For hun kunne aldrig blive som dem...

Tordenvejret var gledet helt ind over Hadsund nu, væk fra Bjergby. Hun kunne se, at lynene var så langt væk, at de kun kunne have nået Hadsund eller måske endda Mariager. De havde sikkert ramt fjorden nu, det vand som oftest tiltrak dem. Nu ville folk forvente, at uvejret ville vandre mod Hobro, for så at vende tilbage til Hadsund, før det ville uddø. Men hun vidste godt, at hun var tordengudinden, hun tiltrak torden og lyn, så det ville vende om. Ganske snart, ville det vende om og komme tilbage. Hun havde tyve minutter, måske en halv time, og det var også nok.

Det var startet to år tidligere. Måske nærmere to år og tre måneder tidligere. Hun havde været inde i Stockholm, det var der jo ikke noget nyt i, når det var nærmeste storby, for at købe nogle bøger. Hun var ikke meget for, at låne bøger på biblioteket, det havde været nødløsningen, dengang hun blot var en fattig studerende. Nu havde hun jo været voksen og med fast arbejde i flere år, så det var intet problem længere. Ikke at hun var endt på universitetet og nu havde en fin titel, nej kontoret var ganske vist blevet hendes kald, men hun sad ikke i direktørstolen. Det havde hun allerede vidst, da hun havde afsluttet niende klasse. Det var dengang, da hun boede hjemme i Sverige, det land som hun egentligt hørte til, selvom det aldrig rigtigt havde føltes som hjem. Selvom hun var vokset op, i en forstad til Stockholm, havde hun aldrig rigtig følt sig som svensker, Danmark passede bedre til hende, af en eller anden årsag. Hun boede i en beskeden lejlighed, ikke i bycentrum, men heller ikke helt ude på landet. Det var der, lige i midten af Stockholm, det hele var startet. Da hun for første gang havde stået, med nogle bøger i hånden og havde ledt efter endnu mere underholdning, de historier som skulle udgøre hendes drømme i de næste måneder. Hun havde spurgt personalet, hvad de anbefalede for tiden, og hun havde fået stukket en hardback i hånden. Ikke en forfatter hun kendte, men den lyshårede kvinde, havde stærkt anbefalet denne danske debutant, hvis navn intet sagde hende. Blot havde hun lukket hånden om den bog, som hun havde fået i hånden, nikket og var gået til kassen og havde betalt for bøgerne. Datoen kunne hun endnu huske, syvende marts. For hun havde bonen, stemmen tvang hende ofte til, at kigge på den, selvom hun hadede den lige så meget, som hun elskede den. Men det havde hun jo ikke vidst dengang, så hun havde blot forladt boghandlen, var gået ind i supermarkedet og havde handlet. Nøjagtigt som hun plejede. Uden at hilse på nogen, for der var ikke noget, at hilse på. Ikke at det generede hende, hun havde altid foretrukket, at leve sit liv alene. Det var meget lettere. Som helt ung havde hun ikke kunnet forstå, at hun ikke var tiltrukket af mænd, som alle hendes klassekammerater havde været. De havde, en efter en, mødt deres første kæreste, fået deres første kys og mistet deres mødom. Hun havde ikke mistet den, før den sidste aften under sin sekretæruddannelse. For i byen, havde hun mødt en kvinde, som hun var gået hjem med. for første gang, havde hun følt seksuel ophidselse, sammen med et andet menneske. Før havde det kun været hende selv, som kunne få hende helt op at ringe. Det havde været hendes første forhold, og selvom det hurtigt var blevet afsluttet, havde det være lærerigt. Hun havde fundet ud af, at hun ganske simpelt, var til kvinder.

Åhh glæden ved at eje bøger, at hun ikke var afhængig af bibliotekets åbnings tider, når en bestemt historie trængte til, at blive læst eller genlæst. Hun behøvede ikke, at skulle vente til dagen efter, altså efter arbejde, for, at kunne få sit behov stillet. Hun gik hen til en af de mange reoler, og med bind for øjnene, kunne hun finde den hun søgte. Hun skulle ikke læse bøgerne færdige, indenfor en bestemt tidsramme. Hun kunne bruge så lang tid, som hun overhovedet havde behov for. Og det var hendes kærlighed til bøgerne, som havde fået lov til, at udvikle sig.

Der, lige derovre i lænestolen, var det hele startet. Der havde været pludselig travlhed på jobbet, godt for firmaet, men stressende for hende. Hun havde aldrig været typen, som blot kunne trække på skuldrene overfor stress. Hun reagerede hurtigere end de fleste gjorde, men det havde hun efterhånden lært at leve med. hun vidste godt, at hun ikke havde talentet til, at blive den store direktør eller forretningskvinde, så hvad skulle hun med et sind, som ikke kunne stresses, når det kunne være så lige meget? Så da hun var begyndt, at vise tegn på influenza, kom det ikke som noget chok, da lægen havde målt stress i hendes blodprøve. Ja, hun havde haft travlt, specielt i forhold til, hvordan hendes liv ellers udartede sig. Hun var jo netop ikke bygget til, at skulle kunne håndtere den slags. Hun havde fået besked på, at hun skulle hvile sig i to uger, komme sig helt over sin influenza og så ellers forsøge, at undgå stress igen. Det ville blive svært, men sådan var livet, når man er af en lidt svagere støbning.

Så hun havde endelig haft tid til, at læse den sidste bog. Hun havde ikke læst mere end få minutter af den, før hun havde glemt alt om, at skulle ud på altanen med den. I stedet var hun forblevet i lænestolen, havde slugt hvert et ord, indtil hun kunne mærke, at hele hendes krop var gået i krampe, hendes blære var fyldt til bristepunktet og hun var så træt, at hun kunne have stået op og sovet. Solen var på vej ned, hun havde siddet i så mange timer, helt uden, at røre på sig. Hun havde ikke engang været ude efter kaffe, nej ikke en eneste gang. Det var sjældent hun røg, selvom hun dagligt kunne mærke kroppen kalde på nikotin. Det skete, men bestemt ikke tit, at hun gav efter for den trang, selvom det jo egentligt var taberagtigt, at ryge. Men sådan var det, hun var god til, at stå imod hvilket næsten kunne virke som en trøst, når man ikke var det geni, som beherskede en hel masse ting, men blot var et almindeligt menneske.
Ja det var sådan, det var startet. Hun havde læst bogen og havde fundet forfatteren på internettet. De var begyndt at skrive sammen, efterhånden om mere end blot den næste bog. Det var dejligt at skrive med en, som ikke blot skrev små, korte og intetsigende beskeder, for hende her tog sig rent faktisk tid til, at skrive til hende.

Hun vendte tilbage til arbejdet, de to uger var gået og det var med utroligt blandede følelser, at Louise vendte tilbage. Det havde meget hyggeligere, at kunne skrive med den danske kvinde, Kirsten. De sidste dage, havde de delt tanker og drømme, Louise havde følt, at hun kendte denne kvinde, som hun blot havde skrevet nogle beskeder med, over en eller anden ligegyldig hjemmeside. Louise havde ikke mange venner, højest et par stykker, og det var ikke ofte, at hun så dem. Hun foretrak at leve sit liv alene, det var trods alt meget lettere. Når der ikke var andre i hendes liv, var hun ikke tvunget til, at skulle forholde sig til andre. Specielt nu, hvor hun arbejdede, orkede hun ikke at skulle have andre mennesker tæt på sig. Hun havde ikke kræfter til, at skjule sorg og smerte for dem bag en facade, og hun orkede heller ikke at forklare hvorfor hun nu og da, kunne være lidt nede.

Der var gået to måneder siden, hun for første gang havde skrevet en besked til denne danske kvinde. Hun lod som om, at hun tilfældigvis havde opdaget det, selvom at det var løgn. I over en uge, havde hun talt ned til denne dag, som om det var noget ganske særligt. Forleden havde hun fået svar for første gang i flere dage, i de dage der var gået, havde hun følt sig både ensom og forladt. Som om et eller andet var blevet revet fra hende og hun var skræmt over sin reaktion, da de jo trods alt blot udvekslede små kommentarer om, hvordan dagen gik og hvordan de hver især gik og havde det. Det var der jo ikke noget underligt i, hun var sikkert ikke den eneste, som Kirsten havde den form for korrespondance med. Vinden hev i bygningen, hun kunne mærke, at det blæste op. Et mindre stormvejr nærmede sig Stockholm, det havde hun også selv set i nyhederne. Hele sommeren havde det tordnet, som minimum en gang om ugen, men det var ikke noget, som hun fandt unaturligt. De havde altid fortalt hende, at hun tiltrak tordenvejret. Hun tiltrak lynene og hun tiltrak tordenbragene. Hun var uvejrsdronningen, der opstod altid et tordenvejr omkring hende, når hun gik. Hun var i orkanens øje, det var hun jo efterhånden vant til. Men svaret var kommet og en sten var faldet fra hendes hjerte. Hun bemærkede, at det jo i dag var to måneder siden, de var begyndt at skrive sammen. Der gik ikke mere end femten minutter før, hun fik et svar. ”Hej søde. Gud ja, du har ret. Det har været to dejlige måneder, her er mit nummer, så kan du jo ringe ved lejlighed?”

Louises hjerte sprang allermindst ti slag over og hun måtte kæmpe for, at kunne få blot en lille smule luft. Kirsten havde givet hende sit mobilnummer, samt en opfordring til, at ringe til hende når HUN havde tid. Kirsten, som var gift med en berømt, rockstjerne, den Kirsten som var rig og kendt. Hendes debutroman var netop udgivet i hele Europa, hun havde været på TV rigtig mange gange og hun var i bladene. Hun var kendt og kunne vælge og vrage, mellem mange mennesker og den Kirsten havde valgt, at give Louise sit mobilnummer, så Louise kunne ringe, når det engang ville passe Louise. Okay Kirsten var måske ikke så ekstremt kendt endnu, men hun var godt på vej. ”Her i morgen tog jeg en fotograf i, at nærmest jagte min kat rundt i haven. Suk, ja det er mig og min mand der er kendte, vel for helvede ikke vores kæledyr?” Louise havde allerede lyst til at ringe nu, men ville det virke desperat? Som om, at hun så Kirsten som noget særligt, fordi hun var kendt. Hun ville jo ikke ringe så hurtigt til en fra et af de andre chatrooms hun besøgte. Nej, nu måtte hun lige slå koldt vand i blodet, selvom hun allermest havde lyst til, at skrige af glæde. Nej, så ville naboerne for alvor tro, at hun var gået amok. I naboernes verden, var hun allerede sær nok, da de fandt ud af, at hun var homoseksuel. Hvis hun havde boet inde i centrum, var der næppe nogen som helst, der ville have så meget som løftet et øjenbryn, det var hun sikker på. Hvorfor skulle være så meget forskel på forstad og bycentrum? Hvis det ikke var fordi, at der var den fred og ro som hun så gerne ville leve i, var hun straks gået i gang med, at finde et eller andet inde i centrum. Hun ønskede ikke, at bo i de der kæmpestore lejligheder, alt for meget vedligeholdelse og for meget at gøre rent. Men hun ønskede også plads til sig selv og tingene, det var lidt af en balancegang, men de femogfirs kvadratmeter som hun havde nu, passede mere end perfekt. Der var plads til hende, der var plads til bøgerne og plads til at leve i det tempo, som hun nu engang var blevet født til. Udsigten var fin, hun havde plads til at se på de lyn, som hun som barn var blevet beskyldt for, at tiltrække. Nu sad hun så atter og stirrede på det telefonnummer, som Kirsten havde sendt hende. Kirsten, som i Danmark var mediernes darling, eller det var hun i hvert fald lige nu. Hun solede sig i premierne og i et kort øjeblik, ville Louise ønske at det var hende. Inderst inde ville hun ønske, at hun var Kirsten. Hun levede i et godt og solidt ægteskab, gik sammen med andre kendte og levede godt. Hun havde talenter, Louise havde bare lært at leve med, at hun ingen havde. Hun havde lagt drømmen om, at blive sangerinde på hylden for mange år siden. Nu nøjedes hun blot med, at sidde og lytte til noget heavy metal, når hun nu ikke havde stemmen til, at stå i studiet og lave det, eller stå på scenen og give folk en fornemmelse af fantastisk skønhed. Hun drømte om, at blive en kendt og elsket forfatter. Hvis hun abre kunne skrive den der fantastiske bog, som ville få folk til, at åbne øjnene helt op, tage hatten af og forstå det, som hun forsøgte på, at fortælle dem. Hun ville ønske, at de småmalerier hun producerede hjemme i stuen, ville blive udstillet og solgt. Hun havde da overvejet og hun havde da kigget lidt på nettet, men når hun så hvad de andre hyggekunstnere havde at byde på, opgav hun hurtigt, at få billederne videre fra stuen og videre fra samlingen nede i hendes hobbyrum i kælderen. Så var der jo også skuespillet, hun havde spillet med i alle skolekomedierne som barn, dog undgik hun den der skulle opføres udenfor, da hun jo alle dage havde haft evnen til, at tiltrække tordenvejr. Eller havde hun mon nu det? For hun havde da alligevel oplevet så mange solskinsdage, at hun da ikke kunne være den type, alligevel. Men hvordan kunne hun så forklare alle de andre dage?

Det havde taget Louise flere dage, at finde det mod der skulle til, for at sende en sms. Hun havde ladet være med, at svare på Kirstens besked inde på hjemmesiden, af den simple grund, at hun slet ikke anede, hvad hun skulle svare. Hun havde fået hendes nummer, hvilket jo i sig selv var fantastisk. Her forleden, havde hun været inde på et dansk ugeblads hjemmeside og hun havde fundet Kirsten på forsiden. Hun kunne endnu mærke suset i maven, specielt ved tanken om, at i hendes lomme, var der en mobiltelefon, hvor denne smukke kvindes nummer var gemt. Og det bedste var ikke blot det ubenyttede telefonnummer, nej det bedste var alle de beskeder, som de mennesker som kiggede i det blad, slet ikke vidste noget om. Der var nogle enkelte der havde købt bladet, det havde hun selv set nede i kiosken, mens hun forsøgte at finde en måde, hvorpå hun kunne købe det danske blad, uden at vække mistanke. Ville nogen mon vide hvilket nummer hun havde i lommen? Hun gik med en blanding af frygt og glæde, hun frygtede at nogen skulle tage alt det gode fra hende og samtidig, havde hun lyst til, at pege stolt på ugebladet og fortælle om, at det var hendes nye veninde som var der. Den der smukke, smukke, smukke mørkhårede kvinde, med det flotte tandpastasmil, kendte hun og hun vidste hvad hun tænkte. Eller, hun havde ganske vist aldrig trykket denne smukke, mrkhårede kvinde med tandpastasmilet i hånden, men hun vidste hvad hun tænkte og hun kunne høre hendes stemme. Hvis altså den mørkhårede kvinde tog telefonen og hvis altså den lyshårede Louise turde ringe! Hun var genert, for ikke nok med, at hun ikke kendte denne mørkhårede kvinde personligt, hun havde også det lille problem, at hun var kendt. Selvom hun havde givet hende sit nummer, var det jo ikke sikkert, at hun havde lyst til, at have en lyshåret svensker, som ikke følte sig svensk på trods af både naturligt blondt hår og svensk statsborgerskab, i telefonen hele tiden. Men så ville hun vel, på en høflig måde, fortælle hende det pænt? Måske skulle hun ringe til hende, lige så snart hun kom hjem? Ja, det var en god ide, for hun ville så gerne fortælle Kirsten om dagens oplevelse med ugebladet. Ja, hun ville læse det, selvom hun ikke rigtigt havde læst så meget på dansk, men hun havde altid haft et ganske udmærket sprogøre, så hvorfor ikke prøve?

Aldrig havde trapperne, der førte fra gaden og op til tredje etage hvor hun boede, føltes så stejle.

- To be continued