Fredagens heste Race {{forumTopicSubject}}

Den islandske hest er efterkommer af de heste vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede. De medbragte heste var forskellige i udseende og farver, og der er derfor en stor farvevariation i den islandske hesterace. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Befolkningen på Island har været helt afhængige af hesten til transport og som arbejds- og slagtedyr. Omkring 1920 påbegyndtes en stambog over hestene på Island. Efter anden verdenskrig vandt jeep og traktorer frem og overtog store dele af hestenes arbejde. Hestene bruges i dag, når får eller mere eller mindre vilde hesteflokke skal drives sammen. De bruges også som slagtedyr. I dag bruges de mest til konkurrence og tur-ridning og er noget af det, Island er mest kendt for rundt om i verden.
Også i Europa har den islandske hest været arbejdsdyr. Islændingene eksporterede i slutningen af det nittende århundrede en del heste. I England og Polen blev de især brugt som trækdyr i minerne . I Sverige og Danmark blev de brugt i landbruget. De fleste blev importeret som helt unge. Det var billige trækdyr til husmandsbrug; men nogle blev også brugt som rideheste til børn.
I Europa vidste de færreste, at en islandsk hest først bør rides til i en alder af fem år. De fleste andre heste kan tilrides i en alder af tre år. Hestene var heller ikke vant til at komme på stald; på Island gik de ude hele året.
I Danmark standsede importen helt i 1939, da 2. verdenskrig begyndte. Da behovet for heste i landbruget fortsat faldt, og der næsten ikke var avl af islændere i Danmark, var bestanden næsten væk omkring 1960.
Også i Europa har den islandske hest været arbejdsdyr. Islændingene eksporterede i slutningen af det nittende århundrede en del heste. I England og Polen blev de især brugt som trækdyr i minerne . I Sverige og Danmark blev de brugt i landbruget. De fleste blev importeret som helt unge. Det var billige trækdyr til husmandsbrug; men nogle blev også brugt som rideheste til børn.
I Europa vidste de færreste, at en islandsk hest først bør rides til i en alder af fem år. De fleste andre heste kan tilrides i en alder af tre år. Hestene var heller ikke vant til at komme på stald; på Island gik de ude hele året.
I Danmark standsede importen helt i 1939, da 2. verdenskrig begyndte. Da behovet for heste i landbruget fortsat faldt, og der næsten ikke var avl af islændere i Danmark, var bestanden næsten væk omkring 1960.
De islandske heste er kendt for deres specielle gangarter. Andre heste behersker skridt, trav og galop. Men de islandske heste kan derudover tölt og/eller pas.
Det er forskelligt fra hest til hest, hvor godt de behersker gangarterne. Nogle islændere er 4-gængere andre er 5-gængere. Det er også forskelligt, hvor tilbøjelig den enkelte hest er til at slå ind i en bestemt gangart. Nogle heste vil helst trave, men kan rides i tölt. Andre tölter helst og har sværere ved at trave. Det tilstræbes at avle heste, der behersker alle fem gangarter sikkert - og adskilt fra hinanden. Jo mere adskilte de fire eller fem gangarter er, jo bedre. Det ønskes ikke, at hestene går "grise-pas", som er en blanding af tölt og pas.
Tölten er den islandske hests mest populære gangart. Der er tale om en firtaktet gangart, som giver rytteren et meget behageligt sæde og er ideel til ridning over større afstande, som hesten jo oprindelig blev brugt til. Derudover er tölt en smuk gangart, hvor hesten bærer sig naturligt, velrejst og stolt. Heste, der naturligt tager lange skridt og løfter benene højt over jorden, er velkomne i avlen.
Islænderen er først og fremmest en brugshest. Ved avlsarbejdet lægges især vægt på gode rideegenskaber. Hesten skal have adskilte gangarter og et stærkt temperament. Der gives en speciel karakter for vilje og sind, og den har stor vægt i den samlede ridebedømmelse. Ingen vil med andre ord avle dovne heste, men avlerne sætter pris på villighed og arbejdsglæde. Den islandske hest er blevet en anelse større og er nu typisk mellem 135 og 145 cm i stangmål. Det er ikke stort i forhold til andre hesteracer, men den islandske hest kan sagtens bære en voksen rytter. Det tilstræbes at avle heste med gode proportioner, en lang og smidig hals og stærke ben. Det er et plus, hvis hesten har lang og kraftig man, hale og hovskæg, og der er forbud mod at klippe det ved deltagelse i konkurrencer. Alle farver er tilladte - ja variation i farven er faktisk ønsket.
Igennem de sidste tredive år er der sket meget inden for islandshestesporten. Der er rideklubber og foreninger i så mange lande, at der ud over landsstævner holdes verdensmesterskaber, hvor der dystes i hestenes gangarter m.m.
Islandske heste bliver avlet i lukkede stambøger, der skal kunne føres tilbage til Island. Der er ikke kommet nyt blod i de islandske heste siden 1240. En islandsk hest skal have et islandsk navn, ofte kaldt efter islandske sprog for farve og sind. Det kan også være navne fra den nordiske mytologi og Islands natur. Eksempler: Grasa der betyder grå hoppe; Teitur, der betyder den glade, eller Frosteykur der betyder frosttåge.