Stil - hvad syndtes i? {{forumTopicSubject}}

Den uendelige rejse


Alting er pakket. Klokken er ved at være halv fem om morgenen. Det er sommer, og solen er ved at stå op bag en bakke tæt på stranden, hvor bølgerne glider ind, som en masse små diamanter, der triller hen ad stranden, i morgenlysets skær. Jeg stod op af min seng, med morgen hår og det hele mens jeg tog en morgenkåbe på, som jeg havde fået i gave da jeg fyldte rund og blev 30 år. Jeg havde fået den af min forlovede som hedder Jeanette. Jeg hedder selv Martin og skulle snart ud på en rejse rundt om jorden, ud og besøge en masse lande, som fx Asien, Kina, Italien, De vest indiske øer, Indien, Maldiverne, og masse andre flotte lande, sammen med nogle af vores bekende. Jeg tog en dyb indånding, og gik ud på en lille altan ude foran vores sove værelse, i håbet om det ikke var sidste gang jeg skulle stå på denne altan, kigge ud over vandet, mens man kan høre en dejlig kvidren af glad fuglesang, fra den lille skov tæt ved.

Tiden gik stærkt, måske lidt for meget men alligevel glæder man sig til at komme ud på det åbne hav sammen med de andre og opleve en masse, men nu var der jo heller ikke mere end to timer til at skibet sejlede fra den lille havn i Odderslev.

Jeg gik ind på toilettet for at børste tænder, men det første mine øjne fik øje på var en knald rød lille æske, med en lille seddel på, der lå på den side af bordet hvor jeg plejede at have mine ting. Jeg gik nærmer den lille æske. ”hmm, hvad kan det være?” tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg med et øjekast kiggede op i spejlet og skævede til mig selv. Da jeg så hvad der stod på sedlen trillede der en tåre ned af min ene kind, jeg læste det stille inde i mig selv for en sidste gang:

Kære Martin.

Jeg glæder mig til at du kommer hjem igen,
Vil komme til at savne dig utroligt meget.
Men for din skyld, skal du.
Det er sikkert spændene at komme ud og opleve så mange ting.
Tag og pak den lille æske op, se hvad der er i.
Håber du bliver glad for den.

Mange kys og kram
Din Jeanette.

P. s Væk mig ikke, tag af sted, det er nok bedst.

Jeg gjorde så som hun havde sagt, jeg tog den lille æske op i hånden, lukkede den op, og kom til at smile, en meget smuk halskæde lå i den lille æske. Den var lille og fin, lavet af sølv, og der var et lille vedhæng ved hvor der var skrevet: ”Jeg vil svane dig!”. Jeg tog den på, kiggede op i spejlet og smilede, den var faktisk ret flot til mig, grinede jeg lidt inde i mig selv, men tænkte jeg nok også måtte komme videre. Så jeg tog tandbørsten for at børste tænder som jeg jo faktisk var kommet her ind for. Listede ind i sove værelset igen og tog noget varmt tøj på. Jeg skulle lige til at vække Jeanette, men kom i tanke om hvad hun havde skrevet i brevet:
”P. s Væk mig ikke, tag af sted, det er nok bedst.” så gav hende i stedet for et lille kys på kinden, og listede ud igen.

”Hmm” tænkte jeg ”jeg må nok se at komme af sted” så tog alle mine ting og satte mig ind i vores ene lille blå Fiat, og kørte af sted ned mod Odderslev havn. Det var en flot sommer morgen, det var lunt uden for og det blæste lidt men ikke så meget så det var jo bare perfekt vejr til at sejle i. Jeg kørte forbi en masse åbne marker, det var helt underligt ikke at skulle se dem i meget lang tid.

Da jeg efter en halv times kørsel ankom til Odderslev var klokken omkring seks, og der var kun en lille halv time til at vi skulle sejle. Jeg parkerede min bil på en lille parkerings plads som lå lidt væk fra havnen, tog alle mine ting og begyndte at slæbe dem hen til det skib vi skulle med. På vej der hen mødte jeg Jens, en af vores venner som også skulle med, og han spurte høfligt om ikke han skulle hjælpe med at bære nogle af tingene, ”jo tak” svarede jeg, han kiggede på mig og sagde: ”vi kan jo ikke havde der er nogle der kommer til skade inden vi er taget af sted” og grinede. Jens er en sød fyr, som er omkring 31 år, en høj mand, med mørkt krøllet hår, og bor selv i Odderslev, på en lille vej tæt på havnen som hedder: ”Øster vej”.

Da vi var nået hen til skibet efter at havde gået i ca. fem minutter, blev jeg helt overrasket, jeg havde regnet med et lille forfaldent sejlskib, men det var det godt nok ikke, nej det var en meget stor båd. Den var blå med en hvid stribe en langs siderne på den. Men hvorfor skulle det også være en lille båd? Vi var jo syv mænd der skulle af sted, i meget lang tid. Nå men det tænkte jeg ikke mere over og gik ombord sammen med Jens. Vi fandt en plads i en kahyt hvor jeg skulle tilbringe meget af min tid i meget lang tid. så jeg tog mig god tid, jeg ved ikke om jeg bare er underlig, men jeg kan godt lide når der er lige som i ens hjem, eller hvad kan man sige, at man føler sig tilpas, så jeg tog mig god tid med at pakke tingene ud, hænge billeder op af familien o.s.v.

Den nærmede sig med fuld hast, Åbnede munden og! Bank, Bank, Bank, jeg lå nede på gulvet, og var vist fald i søvn, jeg satte mig op og gned mine øjne i mine hænder, og sagde lige så stille: ”kom ind”, og ind trådte Marians en af dem der også skulle med. Han satte sig ned ved siden af mig og spurte om det var noget galt, ”nææ, jeg blev vist bare lidt træt tror jeg”. Han så på mig og nikkede,
”jah, det gjorde du viste” svarede han stille, rejste sig og gik hen mod døren,
han vendte sig rundt og spurgte: ”kommer du ikke med op? De andre er kommet”.




Da vi kom vi kom op på dækket, sad alle de andre og talte med hinanden. Marians og mig satte os hen sammen med dem og hilste. Vi var lige sejlet fra havnen, og om et par timer ville vi sejle ude i havet på vej rundt om jorden. Jeg vendte mig rundt i de bløde puder vi sad på, for at vinke farvel til Odderslev, byen var efterhånden langt væk og lidt svær at se men alligevel vinkede jeg til den, og det var som om den vinkede tilbage til mig, mens en let brise af kold luft kom hen over båden. Jeg vendte mig om til de andre igen og begyndte at snakke med.

Da vi havde siddet lidt, rejste Jens sig op, og sagde så til os alle sammen: ”tak fordi I ville med på den her rejse, det skal nok blive sjovt og spændene håber jeg” og smilte til os alle sammen. Det havde været en overraskelse, hvad vi skulle lave på hele turen, så vi glædede os meget til at finde ud af hvad vi skulle lave.
Og endelig måtte vi få det af vide. vi havde det alle sammen sådan lidt med Jens, han kunne finde på hvad som helst så vi glædede os meget til at vide hvad vi skulle lave.

Han stod med rank ryg, og med et stort smil i ansigtet, ”Nu skal i bare høre hvad vi skal lave” Vi kiggede alle sammen på hinanden med et lidt opgivende smil, ”jah nu skal i høre hvad vi skal lave” sagde han igen og holde en lang pause, hvor efter Markus sagde: ”jah, vi skal høre det, men det kan vi jo ligesom ikke før du siger noget, vel”. ”øh når nej” sagde Jens, og kom i tanke om at det nok var en god ide at sige hvad de skulle lave inden de alle faldt i søvn af kedsomhed.
”når vi kommer til Maldiverne skal vi ud og svømme med delfiner, skildpadder”.
”jah, øm ellers så ved jeg det faktisk ikke, hvad vi skal lave” sagde han så lidt efter, mens han tog sine ene hånd og kløede sig i håret, mens han skævede lidt til os alle sammen.” men noget jeg ved, er at vi skal starte, med at sejle ned til Italien, hvor vi skal til Venedig” sagde han glad og satte sig ned igen.

Jeg havde bestemt mig for en ting, og det var at, det første sted vi skulle hen, ville jeg købe mig en dagbog, med masser af sider! Den skulle være uden hængelås, for jeg har aldrig været god til at passe på nøgler, og så skulle der være en lomme eller noget til lægge billeder i, på forsiden eller, i bogen, det var lige meget. Som det sidste skulle den være ikke for stor men gerne tyk, så der var masser plads til at skrive om mine oplevelser på turen.












4 uger senere

Der var nu gået 4 uger af turen, og der var endnu ingen problemer, bortset fra at vi begyndte at mangle noget friskt mad, så vi måtte begynde at vende ind mod land og prøve at få øje på en lille by hvor vi kunne få noget andet end fisk, hele tiden. Fisk var jo det nemmeste lige at få fat i, men det var jo heller ikke noget man skal blive træt af fra starten hvis det er det man skal leve af i meget lang tid.

Så den første by vi så var en lille by tæt ved vandet, som lå omkring Spanien. Den var omgivet af skov og nogle små floder. Vi sejlede lige så stille ind, og vi lagde til, ved en lille havn, hvor der kun var et andet skib. Der var ikke mange mennesker i byen, selvom den var meget hyggelig. Fra havnen kunne man se skov, og gaderne var belagt med brosten, husene var lavet af store lyse sten, med rødt tag. Rundt omkring var der små grønne planter, som fik det hele til at se lidt levende ud men samtidig, dejligt og roligt. Vi stoppede op ved et lille springvand midt i byen. Og kiggede os rundt, hvor vi efter lidt tid fik øje på en lille kiosk henne på et hjørne. Vi gik alle sammen hen mod den lille kiosk på hjørnet med, raske trin.

Da vi åbner døren ind til kiosken, bliver vi mødt af en tung lugt af sved, vi kigger alle på hinanden og bliver enige om at det skal gå stærkt. Så vi suser ind. Finder hurtigt alt det vi skal havde, skynder os hen til kassen og venter på der kommer en og skal betjene os. Jeg tror vi havde stået der i 10 minutter, hvorefter vi begyndte at kalde, på om der var nogle. Men uden svar, så vi satte tingene tilbage igen og gik ud. Da vi kommer ud spørger Jens ”hvad er det der?, er der nogle af jer der kan spansk?” vi kiggede alle lidt på det, det var en lille gul seddel der stod ”Ciesta ” klokken var omkring tolv så vi blev alle enige om at der nok stod: ”pause”. Men vi måtte jo videre, så vi gik samme vej tilbage som vi kom fra.

Da vi kom ud i båden igen satte vi nogle af vores helt nye, sorte fiskestænger op, så vi måske kunne fange noget aftensmad. Ellers gik turen bare mod Venedig i Italien.

3 uger senere.

Klokken var ved at være otte og vi skulle alle sammen til at op. Så jeg tog mig sammen og kravlede ud af min seng. Jeg kiggede ud af det lille vindue som var i min kahyt, men der var ikke så meget andet at se end vand, vand, og lidt mere vand. Så jeg tog mig god tid. Da jeg efter en halv time, havde været i bad, børstet tænder, redt hår og hvad man nu ellers gør, gik jeg op til de andre. Jeg var heldigvis ikke den sidste der kom op, som jeg plejer. Men da vi alle var kommet op og havde fået tøj på o.s.v. spiste vi en kæmpe portion morgenmad.
Med både brød, spejlæg, havregryn. Som vi havde gemt til netop den her dag hvor vi, skulle ned og besøge Venedig.


Klokken var omkring ni og man kunne begynde og ane en lille by i det fjerne bag det krystal klare vand. Nu tættere vi kom på byen nu flottere og flottere, blev den.
Når man kom sejlene var der et stort ”rundt” åbent stykke med noget lidt grumset vand, hvor bygen lå bag ved, og der sejlede gondoler rundt. Vi fandt en lille hyggelig havn hvor alle talte Italiensk, mens de gik i deres kortærmede T-shirt, og viftede med armene for at forklare den anden et eller andet. Når men der fandt vi en lille plads til vores båd. Vi startede med at gå i en lille hyggelig gade. Husene var bygget af gule, røde slags sten, med en lille trædør ind, til huset. Der hang små og store krukker over det hele med farverige blomster.

Vi satte os på en lille café der havde udsigt over vandet, og bestilte lidt at spise inden vi fik lov til selv, eller sammen med en anden, gå lidt rundt i byen. Jeg fik en stor Cola, og noget pasta carbonara som jeg havde hørt italienere var gode til at lave. Og det passede godt nok, bare duften af frisk pasta vendt i fløde, med bacon og persille, mm!

Dagbog – Kære dagbog.

Endelig fandt jeg en god dagbog som dig, efter
at havde været inde i, jeg tror omkring ni butikker
I Venedig.
Jah du har nok gættet det nu jo, men jeg vil gerne
på den første side i denne bog, skrive om det første
sted vi har været henne på vores tur rundt om jorden
nemlig Venedig, som er en ø der ligger tæt ved Italien.
Der er varmt, mange mennesker og turister. Jeg var ude
og sejle i Gondol, en flot tur rundt i Venedigs snoede
oversvømmede små gader. Jeg tog en masse billeder
som jeg fik sat til fremkaldelse mens jeg tog rundt
og kiggede i byen. Heldigvis havde jeg to engangs
kamera det ene til fremkaldelse og så havde jeg det
andet til at tage flere billeder med mens. Det var jo
ikke tit at man kom lige til Venedig som næsten ligger
på den anden side af jorden, og så havde jeg faktisk
også hørt nogle Italienske turister snakke om at når
isen på nordpolen smelter, vil Venedig blive oversvømmet.
Der var meget flot og det var nok også første og sidste gang
jeg ville komme, så det er jeg meget glad for.

Men jeg må se at komme op til de andre
M.v.h Martin

Jeg lukkede bogen, satte den op på en lille grå hylde i mit værelse, og smuttede op til de andre.


Det er blevet næste morgen, og solen er ved at stå op, og vi er nået lang ud på havet. Jeg reder min seng, tager nogle små varme sko, sammen med min morgenkåbe, og går ud og børste tænder. Jeg er morgen træt, og gad knap nok stå op så, satte mig ned i min seng med munden fuld af skum fra tandbørsten, med lukkede øjne.
Jeg har lyst til bare at ligge mig tilbage og sove videre. Men måtte hellere til at komme op hvis der var noget jeg skulle hjælpe med. Da jeg kom ud på badeværelset, fald min halskæde af, jeg kom til at kigge på den, og blev endnu mere sløj. Jeg læste ordene, flere og flere gange igennem: ”jeg vil savne dig, jeg vil savne, jeg vil, savne dig ”Der trillede en lille tåre ned af mit ene øje. Jeg blev lidt ked af det, det var jo lang til siden jeg havde set Jeanette hmm omkring 2 måneder. Men så var de to måneder jo væk, og der var ikke lang tid igen.

Da jeg efter lang tid får bevæget mig op på dækket sidder Jens og snakker i telefon med sin kone, ”Hvem har telefon med?” spurte jeg. ”Det har jeg” sagde Emil, som har en af vore nærmeste venner. ”ja, du må også gerne låne den” sagde han og smilede. Men hvordan kunne han se det? At jeg ville låne den, hmm jeg grine bare lidt af det og ventede til at Jens blev færdig.

Jeg følte det som om at tiden gik langsom, og glædede mig til at snakke med hende. Jeg satte mig op på spidsen af båden for at være lidt alene, og nyde den pragtfulde udsigt. Vandet var klart, og man kunne, se en eller to flotte farverige fisk en gang imellem. Jeg sad og stirrede ned i det klare vand, og fik lige pludselig et stort chok da en kæmpe hav skildpadde lige så stille gled forbi, spidsen af båden. Jeg lagde mig ned på maven og ville røre vandet, men Jens nåede at råbe på mig da jeg var på vej til at ligge mig ned ”Skynd dig, kom og se!” jeg skyndte at rejse mig op, og gå hurtigt hen til dem. set dig ned, og kig ud i vandet. Vi sad alle sammen og kiggede ud i vandet, ”hvad var det jeg skulle se?”, ”vent, så får du det af se” sagde Jens. Vi sad endnu 5 min, uden der kom noget.

”nå det var ærgerligt” sagde han og kiggede lidt ned, ”men de kommer nok igen”
”Hvem, hvad? hvem kommer igen” Sagde jeg lige så forvirret. ”Ja” sagde Emil lidt lusket, de elsker at drille mig med alt muligt, hvor jeg ikke altid kan følge med.

”Der var nogle delfiner” sagde Jens så endelig, og smilede. ”sejt” sagde jeg og fik et lille smil på læben. Jens gav mig telefonen, og sagde ”hils hende fra os” ”det skal jeg nok”, svarede jeg og gik lidt væk for at der ikke var for meget larm. Jeg satte mig hen på spidsen igen, tog telefonen frem og trykkede nummeret hjem
til, 72 60 37 3 og trykkede den sidste knap 9.








Det var som om båden rystede, der kom kraftige stød, og vandet vibrerede. jeg tabte telefonen, prøvede at række ud efter den, men den faldt i vandet, jeg kiggede over på de andre der så meget bekymret ud. ikke godt, tænkte jeg inde i mig selv. Telefonen var røget i vandet, båden var ved at tippe fordi der var et eller andet neden under os, som helt sikkert ikke var noget godt. Jeg skyndte mig hen til de andre, uden at give slip på nogle ting, fik jeg bevæget mig hen til de andre. der kom et sidste kæmpe brag, og så var der stille, helt still, ingen sagde noget, vandet var helt stille.

Jeg satte mig med at bump ned på numsen, og kiggede ned. efter lidt tids stilhed ville Jens gå ned efter et eller andet, jeg ved faktisk ikke hvad han skulle men han var ihvertfald på vej neden under. Da han kom der ned råbte han højt til os andre
”øm jeg tror det er bedst vis i lige kommer her ned!” vi gjorde alle som han sagde, og kom ned til ham. ”mærk lige gulvet” ”det er vådt” sagde Emil, og så meget forskrækket ud. ”ja nemlig” ”der er kommet et eller flere huller i denne båd vi er på, mit ude på havet. ” det er vel ikke så godt, er det?” spurte en af de andre ”NEJ! Vi kan jo synke, hvis vi ikke finder hjælp eller kan komme hen til en ø” svarede Jens surt tilbage. ”En af jer, find et kort, og find ud af hvor vi er, og hvor der er tættest til land” ”en anden, prøv og få fat i nogle og sig vi mangler hjælp” kommanderede han hurtigt. ”Martin, vil du med ned og se, om vi kan finde skaden?” ”ja, selvfølgelig” svarede jeg hurtigt tilbage. Vi tog hurtigt noget andet tøj på og sprang i vandet. Det var koldt, og en lang smerte af kulde kom op gennem kroppen, men jeg måtte jo gøre noget, det skulle findes. ”Hej, der nede, det skal gå stærkt, der kommer mere og mere vand” Sagde en af dem ombord på skibet.” vi prøver, alt det vi kan” svare jeg tilbage. Jeg dykkede, åbnede øjnene og prøvede at finde hullet. Pludselig var der noget der greb fat om mit venstre ben. Jeg prøvede at svømme lidt op for at få luft, men noget holdt mig tilbage, og trak mig længere og længere ned i det iskolde og sorte vand. Jeg vidste det var slut, mine lunger var fyldt med vand, og jeg frøs. Det væmmelige der havde fat om mit ben forsvandt, og noget dejligt varmt tog fadt om min højre arm, det var det sidste jeg huskede og så blev det mørkt.

”MARTIN!” ”MARTIN!” ”hvad, er der nogle?” det var som om jeg var i en drøm, der var nogle der kaldte på mig, jeg lå nede på gulvet, i et stort mørkt rum, og rejste mig op. ”MARTIN!” ”ja” svarede jeg tilbage ”Hvem er det?” ”følg min stemme og vælg det evige valg ” sagde den underlige stemme. Jeg vidste ikke i starten men gik så efter den. Jeg kom til to store porte, den ene var rød, og den anden hvid.” Vælg en” sagde stemmen og forsvandt. Jeg tænkte mig godt om. Rød havde altid været Jeanettes yndlings farve, jeg gik hen mod den røde, rakte hånden frem og,
”HALLO MARTIN” et klask ramte min kind, jeg åbnede øjnene lidt, Jens, Emil, Marians og alle de andre stod om mig og så bekymrede ud. Har du det godt? Det ved jeg ikke. Egentlig ikke tænkte jeg inde i mig selv. Min vejrtrækning var meget ustabil. Jeg havde en masse saltvand i lungerne, og var næsten en istap.
Jeg forsvandt.

Imens på skibet.

Han er besvimet. ”En, hold øje med ham, jeg begynder at tage vand ud af båden. og Jesper, som var vores styrmand. Sejl ind mod en ø eller noget.” sagde Jens hurtigt med en trist stemme. Marians og alle de andre hjalp med at tage vand væk fra båden, Emil holdt øje med Martin, og Jesper sejlede med fuld kraft en mod en lille ø som lå omkring 70 km væk. Da vi efter meget besvær havde fået vandet væk og var kommet meget nær øen, satte vi os alle op til Martin for at se hvordan han havde det. Men intet havde ændret sig, han lå bevidstløs på gulvet med en meget ustabil vejr trækning.

Da vi kom ind til ø´en fandt vi nogle tæpper og bar Martin hen på dem, han måtte ikke fryse. Så vi tændte et bål og fandt noget rent vand. Emil sad inde ved det lille ”radio” man kunde kalde over til andre skibe. ”JUHU” Jeg fandt nogle, de har ringet til et rednings selskab og kan være her i morgen ” sprang han ud efter at havde siddet der i omkring to timer. Vi alle sammen, blev meget glade, undtagen Martin som stadigvæk lå helt bevist løs viklet ind i alle mulige tæpper.

Alt vores mad var blevet dårligt efter at havde ligget i vand i mange timer, så vi måtte ud og finde noget nyt. Martin og Marians blev tilbage.


























Tilbage til min verden.

Jeg vågnede i få minutter. Jeg bad Marians om hurtigt at gå op og hente min dagbog. To minutter senere kom han tilbage med både dagbog og kuglepen.
”her” svarede han, og gav mig både dagbog, og kuglepen.
Jeg startede:

Kære Jeanette.

Jeg savner dig, og det har jeg gjort hele turen.
Dette er det sidste du vil høre fra mig. Jeg lader
min sjæl ligge på denne ø, i det varme vejr,
og det klare, rolige vand, som glider op på stranden.

Vi var nede i vandet, for at reparere båden, der
Var gået i stykker. men noget der trak mig ned i
det kolde vand. Jens nåede at redde mig, det er
hans skyld, jeg kan skrive denne sidste hilsen til
til dig. Det er jeg meget taknemmelig for.

Tak for halskæden og alle de timer vi har haft
sammen. Brug denne dagbog som du vil til at
skrive hver eneste dag, så jeg kan følge med i
Hvordan du har det. Hils alle sammen.

”tak” sagde jeg til Marians, og smilede. Giv Jeanette denne dagbog.
Og sig tak til de andre for en vidunderlig rejse. Det var de sidste ord der kom fra mig. Jeg lukkede øjnene, og et skarpt, varmt hvidt lys kom frem. Endelig var jeg kommet på den uendelige rejse.















Skrevet af Helene Asp Møller


Hvad syndtes i? - der er små stavefejl, og sårdan men hvad med historien? jeg fik 11^ for den og det er første gang jeg for karakter. så er rigtig glad den er lidt lang. men håber aligevel der er nogle der vil læse den