hvorfor kan de ikke bare give slip? {{forumTopicSubject}}

hej allesammen..

som nogle af jer sikkert ved, så bliver jeg 18 om ikke så lang tid - og det betyder jo at jeg skal til at tage stilling til ting selv og må bestemme lidt mere selv, selvfølgelig med mine forældres rådgivning, hvis jeg skulle få brug for det - de er jo altid gode af have med til rådgivning og sådan.

Mit problem er bare at de slet ikke vil give slip på mig, jeg sprøger om lov hver gang jeg gerne vil noget (hvilket også er fint nok) men hver eneste gange jeg siger at jeg tager hjem til en dreng så siger de nej.

kan give et eksempel: min veninde har to søde drenge venner som jeg har lært at kende igennem hende, så havde den ene af dem inviteret os på en hyggelig aften med mad og video og vi måtte overnatte hvis det var det vi gerne ville, ellers så køret han os hjem igen.
Men mine forældre gav mig ikke lov, for hvad kunne der ikke alt ske sagde de.
De havde endda kendet ham drengen længere end mig og er gode venner med hans forældre - så kunne ikke se hvorfor han skulle være farlig?
han er jo bare sød at byde os - for at lærer mig bedre at kende.
men jeg får jo som sagt før afslag af mine forældre og må forklare til ham drenge hvorfor jeg ikke må.
idag sagde han selv: du siger hele tiden nej - hvad skal vi så sige den dag du gerne vil med os? så siger vi jo også bare nej, for nu vil vi ikke have dig med.
det er jo ikke sjovt at hører for der var ikke noget jeg hellere ville end at tage med dem - men jeg må jo ikke.

Jeg følger faktisk det er lidt pinligt at skulle forklare hele tiden hvorfor man ikke kan komme og "finde" på en begrundelse for hvorfor jeg ikke må, da jeg jo bare ender med at sidde hjemme alligevel ved mine forældre.
Det er begyndt at ske så tit at jeg bare er begyndt at sige til drengen at jeg ikke må for mor og far - altså sige sandhenden. men er pinlig over det hver eneste gang, for han prøver jo virkelig at lærer mig at kende. og det er ikke kun ved ham - sådan er det over for alle mine venner jeg gerne vil noget med.

jeg ved ikke hvorfor min mor og far har det sådan overfor mine venner, men det er som om at de slet ikke kan lide nogle af dem og de holder mig ligesom væk fra dem. og det er alle mine venner det går ud over.
jeg er slet ikke i et dumt selvskab, mine venner har hverken problemer med stoffer, alkohol eller andre ting. de er alle sammen velfungerende mennersker, der alle er begyndt på en uddannelse og ved hvad de vil med deres liv. men alligevel har mine forældre kun negativ tilgang til dem.

jeg frygter den dag jeg bliver 18, da har min mor sagt hun gerne vil holde en kæmpe fest - det er også pisse dejligt hun gerne vil det og det varmer da inden i at hun vil gøre det for mig. men allerhelst ville jeg helst bare gerne droppe den, for hvis jeg holder festen betyder det jo at mine venner kommer - og hvad vil der så kunne ske? hvad ville mine forældre sige til dem og opfører sig?

og sådan er det slet ikke med min lillebror sidst dag ringede en af hans venner - vil du med i biograften og bagefter tager vi i sommerhus og overnatter der. og der fik han et ja med det samme - og han er kun 14 år..

jeg har aldrig haft rigtig en kæreste og har nok altid haft det sådan tja det kommer nok. jeg har været en meget drenget pige. men nu er jeg blevet ældre og jeg ser alle mine veninder med deres kærester så begynder jeg at savne det lidt. derfor må der jo gøres lidt for at får en kæreste og jeg er begyndt at gøre mig lidt pænere når jeg skal i skole eller i byen - bare for at blive lidt mere piget og feminin. men det eneste jeg får at vide af mor er - hold kæft du ligner en dulle og får da lidt mere i hovedet, fremvis da dine patter lidt mere og sådan kører det bare hele tiden.
men jeg ligner slet ikke en dulle synes jeg selv - jeg har kun lidt pudder og massara på og nogle gange lidt øjnskygge i en dampet farve. og ja jeg er tynd og har en pæn form og den vil jeg da gerne fremvis lidt, så har nogle gang en bluse på der sidder og former sig efter kroppen, men den er bestem ikke nedringet for hader selv det når man kan glo helt ned til navlen.

nu er det kommet så længt ud for mig, at det eneste jeg laver er at være sammen med marquist - han er blevet hele mit liv efter skole, selv i weekenderne er jeg der nede til sent om aften. Det er jeg for at komme væk hjemme fra men også for at have noget at lave, og de kan jo ikke holde mig fra hesten - så jeg sidder nogle gange i timer og bare sidder og kigger på ham imens han går på marken.

men det er jo ikke er liv i længden og det ender jo med at jeg ikke har noget liv tilsidst eller venner..

jeg elsker mine forældre og unden dem havde jeg ikke opnået det jeg har idag, de har hjulpet mig så meget med hesten og altid været parat til at hjælpe med ham, havde jeg brug for det.

men er det fordi jeg er pige og den første de skal til at give slip på de er så over beskyttende?