ponyer og hestes fantastiske stedsans. {{forumTopicSubject}}

yups, i går var jeg i skoven med 2 veninder, og da vi pludselig blev uvenner, og jeg blev ret så sur på dem, og koblede hjernen fra og slog min pony i galop og galoperede op af den nærmeste sti jeg kunne finde, fordi jeg ville hjem, da jeg ikke synes det var spor hyggeligt at være i skoven når de allesammen var sure. Da jeg ikke er specielt kendt i den skov og den er ret stor, endte jeg akkurat som i tegnefilm med at være et eller andet sted jeg ikke anede hvor var, og da jeg havde redet lidt rundt omkring, men blev ved at ende hvor jeg startede, besluttede jeg mig for at finde ud af om det virkeligt passede at ponyer havde så god en stedsans, så jeg slap tøjlerne, og drejede hende kun når jeg kunne mærke hun havde brug for lidt ekstra støtte.
Pludselig troede jeg jeg vidste hvor vi var henne, og så overtog jeg styringen, men så endte jeg ved en eller anden bro, og jeg kunne mærke at min pony hellere ville den anden vej, så jeg igen lod jeg hende føre mig, og i løbet af 5 minutter havde hun ført mig ud til det lille stykke vej man skal skridte af for at komme til den sti der føre tilbage til rideskolen igen.
jeg har ALDRIG i mit liv være SÅ taknemlig for at have min pony ved min side, havde det ikke været for hende var jeg nok ikke kommet ud før 2 timer senere.
tror aldrig jeg har været så grædefærdig og lykkelig på én dag :3

jeg er klar over at jeg bragte både mig selv og de andre i en farlig situation, men som skrevet koblede jeg desværre hjernen fra.