JEP BIDDET er GRUSOMT!!!!!!!!!!! {{forumTopicSubject}}

tjae, faldt lige over en artikel jeg så i en anden gruppe, det er syyygt langt, men virkelig interressant!

de bidløse havde sku ret, biddet er til skade for hesten!!

En strid om bid.
Indsendt artikel fra: Malene Christiansen
Ridemagasinet Equipage, nr. 2, april 2004
Bør man overhovedet putte bid i hestens mund? Og er det egentlig et
godt tegn, når hesten gumler på bidet og skummer? Den amerikanske
forsker Robert Cook bringer revolutionerende nyt til hestefolket: Biddet
er grusomt for hesten.
Der er noget forunderligt dejligt over en hestemule. Silkeblød udenpå og
kærligt puffende. Men den bløde pels og den fine, kun to millimeter tynde hud
skjuler et gådefuldt univers. Inde i mørket finder man hestens spytkirtler, der
producerer op til 40 liter spyt dagligt. Spyttet består blandt andet af protein,
som bliver til hvidt skum, når mundvandet løber. Hestemunden gemmer
desuden på en tunge, der vejer mellem et og to kilo, og som er næsten lige så
lang som kraniet. Tungen er et tæt fletværk af nerver - det tætteste næstefter
hjernen - og den er lige så blød og følsom som menneskers læber. Tungen er
desuden forbundet med underkæben med et ganske tyndtungebånd, der
meget let kan rives over.
Faktisk ved man ikke særlig meget om,
hvad der sker i hestens mund, og hvorvidt
og hvordan et bid griber ind i hestens
naturlige reflekser. Den gængse
opfattelse er, at det er rytterens hånd og
ikke selve biddet, der udgør det største
problem for hesten. Hvad der rører sig
derinde i den skjulte mundhule, er derfor
et spørgsmål, der har meget mere end
teoretisk værdi. Moderne ridning foregår
jo i langt de fleste tilfælde ved, at hesten
får bid i munden.
Chokerende forskning.
Robert Cook fra Tufts University i
Massachusetts har brugt en
menneskealder på netop at forske i
Page 6
11
hestens mundhule og er internationalt anerkendt på området. Det, der særligt
interesserer ham, er de vekselvirkninger, der finder sted mellem hestens
mund og biddet - faktisk allerede før rytteren tager i tøjlen.
I et af Cooks seneste studier har han undersøgt 100 heste og ryttere fra alle
discipliner (fra handicapridning over dressurheste til galopheste). Hestene i
Cooks forsøg løb blandt andet på løbebånd med og uden bid, mens et
endoskop afslørede, hvad der skete inde i de forskellige muler. Cook
undersøgte også strubehoveder på hestene, målte deres mundhuler og
undersøgte nøje sammenhængen mellem biddet, hovedets stilling,
strubehovedet og luftrøret. Resultaterne af Cooks forskning har været et chok
for den etablerede rideverden, og de sendte Cook ud på et ubetinget korstog
imod enhver form for bid. Han er desuden gået skridtet videre og har udviklet
en bidløs trense som alternativ optømning med bid. - Ryttere får altid at vide,
at de skal finde nøglen til hestens mund, siger Cook. - Men den bedste nøgle
er ingen nøgle overhovedet. Det vil altså sige, nul bid. Cook afviser hermed
de hidtil urokkelige krav til god ridning: Hesten skal tygge på biddet, have
skum om mulen og give efter med underkæben. Ifølge Cook kommer disse
krav kun rytteren til gode, som jo så er fri for at kæmpe med en stiv
hestenakke og lettere kan dirigere dyret rundt.
Når en hest arbejder, skal den have en relativt tør mule, mener Cook. - En
hest er sådan indrettet, at enten æder den, eller også løber den. At gøre
begge ting på en og samme tid fungerer af anatomiske grunde ikke optimalt
for hesten, forklarer han. - Savleriet er et problem for hesten, når den under
arbejdet skal trække vejret dybere. Ethvert forsøg på at sluge spyttet udgør
for hesten en risiko for, at den pludselig ikke kan få luft; en grund til, at
dressurheste ofte ser så anstrengte ud.
Flotte og fyrige ser de ud med den våde
pels, den skummende mule og opspilede
næsebor, men i virkeligheden er de
voldsomt belastet ved blot at skulle holde
styr på vejrtrækningen.
Bid er grusomme
Det er reflekser, der afgør, om hesten
trækker vejret eller sluger spyt. Så længe
munden er lukket, trækker den vejret.
Men hvis den åbner munden, strømmer
der luft ind, og det udløser
reaktionskæden "æd og synk," fordi der
samtidig ligger et bid på tungen. Der sker
så det, at det ca. 13 cm.
12
Lange ganesejl hæver sig, og på den måde åbnes passagen til spiserøret.
Samtidig bliver luftrøret blokeret af strubelåget, så vejen til spiserøret er helt
fri.
Når hesten får bid i munden, sender kroppen signalet æd, siger Robert Cook.
Og når tungen, kæben og læberne så bevæger sig, vil spyttet flyde helt
uundgåeligt på grund af naturlige reflekser, der regulerer hestens fordøjelse.
Disse reflekser styres af det såkaldte parasympatiske nervesystem. Ifølge
Cook er skum om hestemulen et umiskendeligt tegn på, at denne
fordøjelsesmæssige del af hestens nervesystem er aktiveret. Når det sker,
drosler organismen ned på hjerteslag og åndedræt, musklerne slapper af og
hjernen holder hvilepause, på samme måde som når vi mennesker kan have
trang til en lur, når vi har spist.
Men arbejdet under rytter er ikke afslapning. Hesten skal jo venligst bevæge
sig og ikke dorsk hengive sig til at fordøje. Den skal løbe, springe, traversere.
Men det kan den kun, hvis kamp- og flugtreflekser sender de nødvendige
impulser til hjerte og lunger, muskler og hjerne. Disse bliver imidlertid
reguleret af det sympatiske nervesystem, som er modspiller til det
parasympatiske.
En hest i hurtig bevægelse er tør om munden. Tungen ligger roligt bag
fortænderne, underkæben bevæger sig ikke, synkerefleksen er koblet fra,
ganesejlet ligger fladt ned i mundhulen, fortæller Cook.
Hvis hesten derimod har trense eller kandar på, bliver den fugtig om munden
på grund af de fordøjelsesreflekser, det sætter i gang. Hesten vil synke,
ganesejlet hæver sig, hesten leger med tungen, bevæger sin underkæbe.
På grund af biddet er hesten under ridning i en neurologisk vildrede,
konstaterer Cook. Idet hesten forsøger at adlyde både rytteren og sit
nervesystem, får den problemer. - Bid er uanvendelige, uhensigtsmæssige
og grusomme, konkluderer Cook og genopliver dermed en diskussion om,
hvorvidt man skal ride med eller uden bid. Det nye i denne debat er, at Cooks
forskningsresultater, der går mod den udbredte opfattelse, at et bid ikke er
hårdere end den hånd, der betjener det. Den sang synger størstedelen af alle
ryttere på tværs af discipliner og niveauer, og udover hos Cook og enkelte
amerikanske forskere har der stort set hersket enighed om, at et bid i en
hestemund ikke i sig selv er et problem.
Page 7
13
Alvorlige følger
Enhver bevægelse af tungen og underkæben gør, at ganesejlet løfter sig, og
det forstyrrer åndedrættet. Når hesten har et bid i munden, bliver tungen
automatisk aktiv, også selv om rytteren ikke kan mærke det. Hvis ganesejlet
løfter sig under hurtig bevægelse, så klapper det helt op, og det har den følge,
at der kan blæses alt for meget luft ned i lungerne af gangen. Hesten er
ganske enkelt ved at blive kvalt af sit eget ganesejl og kan ikke få vejret. Der
er i øvrigt grunden til, at trav- og galoptrænere binder hestens tunge fast i
undermunden. De ønsker selvfølgelig at forhindre enhver bevægelse af
tungen og dermed ganesejlet. En anden grund til, at man på
væddeløbsbanen binder hestens tunge fast, er, at hesten bliver umulig at
styre, hvis den ligger tungen over biddet. - Selvfølgelig lytter hesten så ikke
længere opmærksomt til sin rytter, siger Cook. - Men denne situation opstår
kun, fordi hesten kæmper med sine reflekser, eller fordi den vil lindre de
smerter, der opstår i tungen, når der tages i tøjlen.
Især i galop er det et problem med de forstyrrende fordøjelsesreflekser, fordi
hestens åndedræt her hænger tæt sammen med bevægelsen. For hvert
galopspring tager hesten en åndedrag: Den trækker vejret ind, når bagbenene
er i jorden og forbenene i luften; og den ånder ud, nær vægten er på
forbenene og bagbenene svæver i luften. Og når åndedrættets rytme bliver
forstyrret, bliver galoppen det også. Følgerne kan blive problemer, man hidtil
har forbundet med rytterens formåen, nemlig taktfejl, usmidighed og tendens
til at snuble.
Hård i munden
Robert Cook er også imod bid af andre årsager. Problemer som at hesten
skærer tænder, hele tiden leger med biddet, går imod biddet, er hård i
munden, slår med hovedet samt en række andre "almindelige" hesteunoder,
kan ifølge den engelskfødte forsker alle føres tilbage til det ubekvemme bid.
Disse alvorlige problemer bliver ofte
opfattet, enten som om det pågældende
dyr er specielt ømskindet, eller som om
rytteren bruger tøjlehjælpen forkert. Man
tænker ikke på, at metoden i sin grundvold
er forkert; det, at man overhovedet vil
indvirke på hesten med bid, siger Cook.
14
De fleste teorier omkring bid og rytterens påvirkning gennem biddet stammer
fra ryttere og ikke fra dyrlæger eller forskere i anatomi. Når der diskuteres bid,
fokuseres der ofte på de forskellige former for bid, hestens
uddannelsesniveau, og hvordan rytteren undgår hårde hænder. Men hvorvidt
og hvordan et bid griber ind i hestens naturlige reflekser, er ikke et emne, som
har været bragt - ind i debatten. Det skyldes måske, at selv meget erfarne
ryttere har svært ved at vurdere de anatomiske fakta.
Dertil kommer, at heste er loyale og samarbejdsvillige til det sidste. De
arbejder flittigt derudaf med biddet i munden, uanset om de er på
dressurbanen eller til distanceridning. Denne godmodighed fører til, at heste
hurtigere end i naturen bliver ofre for sygdomme. Cook og flere andre
videnskabsfolk har fundet en række lidelser og reaktioner, som hidtil ikke er
blevet sat i forbindelse med brugen af bid: nakkehvirvler, der besværer
åndedrættet; uhensigtsmæssige bevægelser af tunge, ganesejl og
strubehoved; tidlig mathed; luftvejslidelser. Desuden risikerer
væddeløbsheste at få blødninger i lungerne, ligesom den frygtede lidelse
headshaking også kan forsages af brugen af bid.
Mindre hestemunde
En form tilføjer ikke i sig selv hesten nogle smerter, siger Christian Augsten,
direktøren for Sprenger, en af verdens største producenter af bid. Han er
ganske uenig med Robert Cook og de amerikanske forskere.
Tværtimod så er et bid for hesten det, der svarer til et stykke tyggegummi for
os.
Ved at undersøge kranier fra døde heste har de amerikanske forskere fundet
ud af, at der i en lukket hestemule hverken er luft eller plads til bid. Der er intet
hulrum; tungen ligger tæt op ad ganen. Samme resultat er man nået frem til
hos Sprenger, hvis forskningsgruppe har undersøgt, hvad der foregår i en
hestens mule, både med og uden bid. Gruppen har fundet ud af, at der er
meget mindre plads i hestens mund end hidtil antaget, og at biddet ikke
indvirker på mundens lader, men derimod på tungen. Bidproducentens
forskningsgruppe har også fundet ud af, at tykke bid ikke altid er lykken.
Vi har vidst et stykke tid, at mulen hos varmblodsheste bliver mindre og
mindre, fordi hovedet bliver mere ædelt, fortæller Sprengers direktør. Her har
Sprenger taget konsekvensen og produceret nogle tyndere bid. Hvor
Sprengers tidligere gennemsnitsbid var 23 mm. tykt, er det i dag 18 mm. - For
tykke bider giver problemer for heste med en lille mule, siger direktøren.
Page 8
15
Ikke godt nok
Sprengers tiltag er fint, men ikke konsekvent nok, siger Robert Cook, der
kræver muler uden metal overhovedet, fordi ethvert bid efter hans mening
skader hesten. Til det indvender Sprenger direktøren: - Det kan godt være, at
det gælder for væddeløbsheste, men i dressur er hestens accept af biddet jo
afgørende.
Den gængse holdning er altså fortsat, at dressurridning er så godt som
umuligt at gennemfører uden bid, og det er da heller ikke tilladt at starte
dressurklasser uden bid. Springheste må godt startes på f.eks. hackamore
(bevirker pres på næseryggen, og bruges på heste med følsom mund.
Hackamore kræver en meget øvet rytter for ikke at skade hestens næseryg).
Militaryheste må også gerne startes på denne bidløse variant, men ikke i
disciplinen dressur. Private ryttere, der ikke stiller op til stævner, har imidlertid
deres fulde ret til at ride uden bid, men det vil givetvis stille andre krav til
uddannelse af både hest og rytter. Sikkert så store krav, at Cooks forskning
nok fortsat vil blive ignoreret en rum tid endnu. At drage konsekvensen af
hans opdagelser vil kræve en større revolution af ridesporten. Indtil det sker,
skummer hesten godmodigt videre.
Om Robert Cook
Professor Robert Cook kom til verden i
1930, i England. - 30 år senere fik jeg
foræret en hests mageløse
strubehoved. Det bevirkede, at jeg viede
hele mit liv til studiet af hestens mund
og svælg, fortæller han. Cook blev
uddannet til dyrlæge ved det britiske
Royal Veterinary College, og arbejdede
først som dyrlæge, siden som kirurg. Han har været ærespræsident ved
British Equine Veterinary Association og har desuden arbejdet for den britiske
Equine Research Station under Animal Health Trust.
I 1994 blev han ansat som professor i veterinær kirurgi på det amerikanske
Tufts University i Massachusetts. Cook gælder verden over som
hestehovedets fagmand

DERTIL kommer det at Cook har patent på den bidløse trense

Det er jo interessant læsning men da Cook jo har patent på den bidløse trense synes jeg egentlig at hans forskning ikke kan betragtes som det bedste hidtil da det jo kører meget på det spor at hesten skal rides bidløs og der mener jeg jo så at han siger dette blandt andet for at tjene ekstra selv.. Dog tror jeg gerne at nogety af dette forskning kan bruges til noget..
Blandt andet kan jeg godt lide det stykke om at der ikke er meget plads i hestens mund som både bliver påpeget af sprenger ( bidproducent ) og af cook ( bidløs producent) Og at spengers skriver at de lavere tyndere og tyndere bid fordi at specielt varmblodsheste bliver avlet mere og mere ædelt og derfor får mindre plads i munden..