min bedste ven(': {{forumTopicSubject}}

Min bedste ven.
Derhjemme har vi 2 heste, som vi bruger vores tid på. Men jeg bruger særligt meget tid på min egen pony. Min egen pony er en ældre pony på tyve år, som har gået høje dressur klasser. Hun hedder Tatianna. Jeg har haft hende siden d. 5 juli 2009. Hende jeg byttede pony med hedder Eliana. Hun var rigtig glad for Tatianna, men skulle over på stor hest, så hun var rigtig ked af at skulle af med hende. Hun havde også haft hende i syv år.
Jeg bruger al min tid på hende, fordi hun er det bedste der er sket for mig, og hun er den der betyder mest. Hun er min bedste ven, selvom jeg selvfølgelig har mange venner og veninder, kommer hun altid i første række. Jeg kan jo ikke bare lad hende stå i stalden og glo hele dagen, eller lade vær med at fodre hende, for at se mine venner. Vennerne kan godt vente, når det gælder min pony. Hvis jeg ikke havde hende, ved jeg ikke hvad jeg skulle lave, så ville det hele blive for kedeligt.
Vi har startet lidt stævner, men ikke det helt store endnu, har ikke haft hende i så lang tid, og vi skal lige ordentligt i gang. Vi har startet til og med La2. Hun er verdens sødeste at have med til stævner, og hun tager det hele i stiv arm. Her i år 2010, skal vi ud og starte alt det vi kan!
Folk forstår mig ikke overhovedet! De forstår ikke hvordan man kan bruge al sin tid på et dyr. Men for mig, er hun ikke bare et dyr. De siger man er syg i hovedet hvis man gider bruge al sin tid på er dyr. Når de siger sådan tænker jeg; ”hellere det end en computer!” Jeg tror man skal opleve glæden af at der står en pony i stalden og vrinsker når man kommer, og bare venter på at man kommer og nusser den. Det er en helt speciel følelse, som kan være svær at få frem, for dem som ikke tænker som mig, og andre ”hestemennesker”.
Da jeg flyttede her til Sønderjylland, var jeg bare en almindelig rideskole elev, som ikke kendte følelsen af at have sin egen pony. Jeg begyndte at ride en pony på den lokale rideskole. Jeg forelskede mig hurtigt i ponyen, og mine forældre købte den til mig. Men efterhånden voksede vi fra hinanden, og den bukkede mig af, når den havde lyst, og jeg var slet ikke stærk nok til at blive siddende. Den kunne gøre det fem gange på en dag. Jeg fik byttet ponyen, til en anden pony. Men den pony var heller ikke den rette for mig, fandt jeg ud af. Jeg byttede ponyen til den jeg har nu. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det bedste jeg nogensinde havde gjort. Hun er dejlig at ride, og det er ikke en kamp hver gang. Hun er glad når man kommer, og jeg ved, at jeg kan stole på hende. Jeg ved godt, at man aldrig kan stole 100% på en hest eller pony, men jeg stoler alligevel 100% på hende. Hun er klart den bedste, jeg kan forestille mig, og vi har et specielt bånd, som er opbygget på tillid. Jeg går ind for klassisk dressur. Altså jeg rider på hestens præmisser, og giver den tid. Mange af de moderne dressur ryttere, tror det hele er på tid, og rykker hesten på plads, men jeg giver min pony tid til at forstå hvad det er jeg vil. Jeg giver hende også ”plads” til at komme ned, og jeg har ikke så hårdt fat i tøjlerne, at hun bider sig selv i tungen. Jeg har en rigtig god underviser, som jeg er ufatteligt glad for. Hun giver også hendes heste den tid og den plads, som de har brug for.
Jeg bruger aldrig vold i stalden, som slå hende hvis hun rykker sig lidt, på staldgangen, eller går lidt for hurtigt når jeg trækker en tur med hende. Jeg rykker hende heller ikke i munden, når vi rider. 95% af alle fejl, er rytter fejl, så man skal sparke eller slå sig selv i stedet. Hvis jeg en dag er ked af det, eller sur, så skridter jeg en tur i stedet, for jeg ved, at jeg ikke kan give hende de rigtige hjælpere, hvis jeg er i dårligt humør.