Brudte løfter og smadrede drømme - hævn, er det ok {{forumTopicSubject}}

Hej alle!

Min far lovede mig en hest da jeg var 6 år gammel, tiden gik og jeg har stadig ikke fået nogen hest af ham, til gengæld har han lovet mig en del andre ting som han heller ikke har holdt.
Han får udbetalt en pæn sjat penge i løn hver måned og tjener over 600.000 om året, så vidt jeg ved har han gæld i bil og hus, men ikke mere end han har råd til at leve godt.
I slutningen af april giftede han sig med en ukrainer som senere er flyttet til landet med hendes datter, jeg har sjældent set ham så lykkelig som han er nu, og jeg synes da han skal være lykkelig, men det er blevet uden mig eftersom jeg endnu engang er blevet hans sidste priotet.

Jeg gik på efterskole i skoleåret 2010/2011 hvor jeg kom i kontakt med en venlig super dygtig DV-avler og jeg faldt pladask for en af hans heste som jeg senere har lånt over 2. gange, begge gange med et tilbud om billigt køb grundet vores fantastiske kemi.
Denne hest er virkelig HESTEN for mig, jeg er som rytter enormt ambitiøs, men når jeg har hende tæt på mig er jeg ligeglad med om jeg kommer op og springe M på landsplan, bare at det er hun er MIN hest og jeg kan bruge tid på hende er nok for mig. Når hun ikke er i min varetægt føltes det som om der mangler en kæmpe del af mig og jeg får et 'sort hul' i maven af savn.

Her for ikke så forfærdelig længe siden spurgte min svigerfar mig om jeg ville have hest - for så skulle vi til at finde ud af at lave et sted til den og stå. Jeg sagde at det ville jeg gerne, og begyndte ligeså stille at håbe og drømme at DV-hoppen kunne blive min. Min far har den seneste tid virket til at nu var tiden efterhånden kommet til at hestekøb var okay, og hans steddatter var også inde ved mig efter en diskussion og sige at hun var næsten 100% sikker på at han havde råd til at give mig en hest, men at han bare var i tvivl om at jeg virkelig ville det.

Jeg snakkede så virkelig seriøst om hestekøb med min far i forgårs og igår, og der fik jeg beskeden om at avler har sagt til min far at vi kan afbetale hende over et år (2500,- om mdr.), men at det har han simpelthen ikke råd til, og hvis jeg skal have hest må jeg sgu betale selv. Og det synes jeg simpelthen ikke er fair af ham at sige når han nærmest har pralet overfor mig omkring hvor meget han tjener + at russerne kan sige til mig at det har han råd til.
Jeg synes det er fair nok at jeg selv ville skulle betale opstaldning, smed, dyrlæge osv., men han lovede mig en hest, og jeg bliver både virkelig skuffet og ked af det, men også tosset over at han endnu engang bryder hans løfte til mig.

Men så var det at jeg fik den enormt egoistiske og egentlig ikke særlig pæne tanke om at hvis jeg hjælper min mor kan jeg komme til at få omkring 3600-4500 om mdr. i stedet for de 1200 kr. jeg får nu.
Såret som jeg er har tanken strejfet mig om at søge om de ekstra penge. Jeg klarer mig fint for de 1200 kr. jeg får udbetalt nu, men jeg bor også sammen med min kæreste hvor han står for de fleste udgifter. Men med de ekstra penge har jeg råd til at betale et afdrag på hesten + madudgifter og stadig have penge i overskud hver måned.
Indirekte ville han jo så komme til at betale hesten og dermed endelig holde sit løfte til mig.

Det ville sikkert skabe en smule splid mellem min far og jeg at jeg bad om ekstra penge, da han ved at jeg klare mig udemærket for det jeg får. Men jeg er efterhånden ret ligeglad, han har såret mig alt for meget nu, og jeg er virkelig træt af at være hans sidste priotet.

Men er det en alt for egoistisk tanke, eller er det fair at han ville komme til endelig at holde sit løfte, om end lettere uvilligt?