Puha noget møg .. {{forumTopicSubject}}

Tja, kender i det når man føler alt bare går som det skal, man har super mange forventninger og kan bare ikke vente med at komme videre, også det hele bare bliver smadret?

Jeg rider pt. den mest fantastiske hest jeg nogensinde har redet på. Hendes personlighed er bare fantastisk og hendes ejer har sagt til mig at jeg er den der har redet hende bedst og at jeg passer helt vildt godt sammen med hende. Så jeg har snakket med min far om at købe hende, og han lød optimistisk.

Jeg har så været helt vildt glad, for hun er bare HESTEN, hver gang jeg er i nærheden af hende er jeg et stort smil, og bare tanken om hende gør mig total lykkelig, oven i købet er hun i forhold til hendes kunnen, kapacitet og stamtavle virkelig billig og jeg ved jeg ikke kan finde en hest med samme egenskaber til samme pris.

Min far er så lige blevet gift med en ukrainer som så skal flytte hjem til os. Jeg har mødt hende 2 gange, den ene gang var til deres bryllup. Min "barndom" har været et stort kaos og har været tvunget til at "blive" moden før tid, jeg stoler ikke særlig godt på nye mennesker og har en utrolig skrøbelig psyke. Jeg føler mig overhovedet ikke klar til at der flytter et ukendt menneske ind som jeg ikke engang kan snakke med + at hendes datter flytter ind også. Det eneste jeg ved vil kunne holde mig ude af det velkendte "sorte hul" er Kidogo, men min far vil ikke gå med til at købe hende fordi det er for "usikkert" ... Hvad hvis nu der pludselig er uforudsete dyrlægeregninger og sådan? ...

Og det er rent ud sagt bullshit. Jeg kender cirka min fars løn og beløb han kan ligge og pt. ligger til mig hver måned, og der er fanme råd til at jeg kan have hest. Hans fucking problem lægger i at jeg finder en hest som passer til MIG, som er for urutineret til at en nybegynder kan ride hende og som jeg ikke vil have urutinerede op på som så er min fars nye kones datter.

Oveni det har jeg et ønske om at komme væk hjemmefra, på noget sportscollege ( hvor jeg oven i købet har fået job). Men neeeej, det har vi heller ikke råd til hvis kommunen ikke poster penge i mig igen igen (hvilket de tidligere på året har vurderet mig "egnet" til). Og når det så er sagt mener min far og hans ekskone ikke at jeg har nok problemer hjemme til at kommunen skal poste flere penge i mig end de allerede har gjort. Og det kommer fra dem som har trukket mig igennem lort ligeså længe jeg kan huske.

Lige nu sidder jeg bare med en følelse af at være fuldkommen lost. Jeg har fundet hesten jeg gerne vil have, og jeg føler at hun er det eneste der kan holde mig oppe når jeg kommer hjem, men det forstår min far ikke.

Undskyld for den triste roman, har bare lige behov for at komme ud med det ...