Islænder Saga fra Gl. Rye *Hvil i fred<'3* [Himmelhest] 2005

3.000 visninger | Oprettet:  FølgFølg ikke 56 Kommentarer
Bedømmelse

Du kan først stemme, når din egen hest er oprettet og stemt ind. Opret din egen hest

 
Belugahval forskrækker lille dreng
Belugahval forskrækker lille dreng
Slå lyden til
00:00
/
00:37
LIVE

Belugahval forskrækker lille dreng

NOW PLAYING

Drone fanger hidtil uset adfærd hos de sky arktiske narhvaler

NOW PLAYING

Redder reveunge i net

NOW PLAYING

Alligator sneg sig ind i hus

NOW PLAYING

Hval forfølger kajak

NOW PLAYING

Redder babyelefant fra dyb brønd

NOW PLAYING

Dette Vidste Du Måske Ikke Om Elefanter

NOW PLAYING

Disse fem lande har flest hunde som kæledyr

NOW PLAYING

Her Er De 5 Sødeste Dyr I Verden

NOW PLAYING

Fem Facts Om Hunde

NOW PLAYING

Verdens fem farligste dyr

NOW PLAYING

Det skal du overveje før du anskaffer hunde

NOW PLAYING

Islænder Saga fra Gl. Rye *Hvil i fred<'3*

Fødselsår:
2005
Højde:
133 cm
Temperament
Saga havde et vidunderligt temperament. Hun var altid frisk og glad.
Gangarter
Sagas gangarter var aldrig helt normale. Hun gik rigtig smukt de første år, men hun var ret hypermobil. Da hun blev omkring 6 år begyndte hun så at gå stift med bagbenene. Det hæmmede alle hendes gangarter.
Stævner
Ingen.
Stamtavle
Far: Kjarni fra Tyrevoldsdal
FF: Orri fra Pufu
FM: Hunka fra Toftum
FFF: Otur fra Saudarkroki
FFM: Dama fra pufu
FMF: Bleikur fra Vallanesi
FMM: Jora fra Alfnesi, Kjos

Mor: Tritla fra Duedahl
MM: Askja fra Udholm
MF: Sveipur fra Raudsbakka
MMF: Hrollur fra Efri-Myrum
MMM: Hekla fra Udholm
MFF: Ljufur fra Tunsbergi
MFM: Brunka fra Raudsbakka
Køn
En smuk hoppe<3
Bemærkninger
Peter Pan hesten Saga<'3

Saga kom til verden d. 19. maj 2005, tidligt om morgnen. Født af Tritla – vores egen fantastiske hoppe.
Der lå hun, tidligt om morgnen, helt ren og fin. Hun prøvede at komme på benene, men faldt på halen igen de første mange gange. Endelig stod hun og prøvede så at tage det første usikre skridt – og faldt endnu engang. Men der skulle ikke mange gange til før hun stod og gik uden at falde.
Hun stavrede usikkert rundt på de tynde ben og prøvede febrilsk at finde mælken. Efter en hel rundtur rundt om Tritla fandt hun endelig yveret og begyndte ivrigt at slubre mælken i sig.
Hen på aftenen var hun blevet helt sikker på benene og Tritla havde fået så mange kræfter igen at de begyndte at drøne rundt på marken i fuld galop. Det var et fantastisk syn mod solnedgangen.
Saga voksede hurtigt og få dage efter var hun blevet foldens lille ballademager. Og det blev hun ved med at være hele livet igennem. Hvis de andre heste blev lukket på en ny fold smuttede hun under hegnet og gik tilbage til den gamle hvis der var noget mere interessant på den. Og hvis vi ikke liiige gav hende nok opmærksomhed plantede hun forhovene på ens ryggen.
Hun var altid legesyg – skulle altid lige tage en galop, springe op af de andre heste eller tage et spring over en træstub på marken. Det gik mest ud over hendes halvsøster Sæta der virkelig fandt sig i alt. Og når Tritla ikke lige gad og passe Saga overlod hun det trygt til storesøster Sæta.
Vi brugte meget tid på Saga. Hun var vores drømmeføl og planen var at hun skulle være tryg ved mennesker fra dag ét. Vi kunne røre hende overalt og løfte hende som en skødehund helt til hun blev 14 dage gammel.
Det var på omkring det tidspunkt at ulykken skete. En morgen lå hegnet ned inde i hestenes læskur. Alle heste blev tjekket efter for skader, men det så ikke ud til at der var sket nogen noget. Indtil Saga blev tjekket. En stor hudflap hang fra hendes højre bagben hvor det blødte voldsomt fra. Hendes ben var helt bøjet sammen når hun gik. Der blev straks sendt bud efter dyrlægen der sendte os videre til hestehospitalet. Her fortalte de os at 15 cm af strækkesenen var skåret over. Og at vi burde få hende skudt.
Vores egen dyrlæge protesterede. Saga var vores drømmeføl og det var værd at prøve at fikse bagbenet. Derefter fulgte en operation og en lang tid i en stald på hestehospitalet. Her blev hun alles yndling fordi hun var nem at skifte bandage på og fordi hun var så sød og lille. Endelig kom hun hjem hvor vi havde fået bygget en boks til hende og Tritla. Her stod hun hele sin første sommer og fik skiftet bandage hver anden dag.
Det var et helt utroligt øjeblik da hun kom ud i solen igen for første gang. Hun dansede rundt om dyrlægen der havde godt fat i hende så benet ikke blev overbelastet. Efter nogle små ture ud af boksen var hun klar til at komme ud på en mark sammen med Tritla og få bandagen af. Det var et sandt mirakel at hun kunne gå normalt på bagbenet igen.
Saga og Tritla blev igen lukket sammen med de andre heste og livet begyndte igen. Saga ville altid med når vi skulle på tur og hun skulle altid komme og bide i grimen når man skulle lægge den på en anden hest.
Da Saga blev omkring 2 år besluttede vi os for at hun skulle på sommergræs med nogle andre ungheste. Hun blev ellevild og løb op og ned af den stejle bakke de gik på sammen med sine nye venner. Men der gik ikke lang tid før vi kunne se at hun ikke trivedes derude. Hun stod og så længselsfuldt efter os når vi gik og hun legede ikke rigtig med de andre længere.
Så vi tog hende ud til en af vores venner der havde en lille flok med en enkelt unghest. Her nød hun at være.
Her fik hun også udvidet sit narrestregs-forråd: hun begyndte at stille sig op i trillebøre og baljer, hun lagde en klump halm i vandet hver morgen og så fik hun smag for vand, hun både badede i deres sø og hestenes vandtrug. Det var ting hun aldrig holdt op med.
Hun kom hjem igen hvor hun blev mødt af Trausti som hun aldrig havde mødt før og hun blev jagtet af ham med det samme. Trausti og Saga blev aldrig helt gode venner, de havde en evig slåskamp om hvem der bestemte over hvem, men en gang imellem stod de og gnubbede hinanden.
Saga begyndte også at rulle sig hver gang hun havde spist færdig og spanden skulle helst være over hendes hoved imens – den vane kom hun heller aldrig af med.
Vi havde besluttet os for at vi ville vente med at træne hende for alvor til hun blev 4 år – for at være sikker på at benet var helt okay. Vi lærte hende at bakke – og ikke andet. Til gengæld blev hun nusset rigtig meget om.
Vi måtte endnu engang til hestehospitalet med hende da hun fik sandkolik og var lige ved at ligge sig til at dø, men hun klarede den – endnu en gang!
Hun var fuldstændig frisk og rask da vi begyndte at lære hende at blive trukket. Hun var så sød og lærenem. Hun nød at blive arbejdet med og havde et meget nært forhold til mennesker, bl.a. fordi det kun var os og Tritla der var sammen med hende den første sommer.
Vi havde ikke travlt med træningen og det år fløj afsted. Hun var blevet dygtig til at blive trukket, men så var vi ikke rigtig kommet videre med hende.
Så fik hun en god lang pause til den sommer hvor hun lige var fyldt 5 år. Her begyndte vi virkelig at arbejde med hende og hun gjorde store fremskridt. Hun lærte cordeoen at kende, lærte at stoppe og dreje og lærte at blive longeret. Sjældent har jeg set en hest der så gerne ville være i hænder. Hun gik os ivrigt i møde og fulgte os helt ned til hegnet uden hun skulle overtales eller have en grime på hovedet. Hun var i sandhed en drømmehest der nok skulle nå langt.
Hun fik en pause igen over vinteren pga tidsmangel. Vi blev også enige om at vi ikke havde travlt med hende og at det var bedre at hun fik fri end at hun blev kørt så hårdt at hun ikke kunne mere. Hun var også begyndt at stejle når man skulle ind på folden med hende igen, så det håbede vi at hun ville glemme når vi startede med hende igen.
Det havde hun tilsyneladende for den følgende sommer gik træningen igen godt og hun begyndte at kunne gå som håndhest. Vi kunne gå længere ture med hende og hun fik lært spanske skridt. Hun fik lært sadlen at kende og to gange prøvede hun at have rytter på ryggen. Men hun var bestemt ikke behagelig at sidde på. Det var som om hun var et stift bræt og var svær at sidde på. Hun var også stadig løs i leddene, lidt hypermobil og ”slasket” i bevægelserne.
Sidst på sommeren havde min mor en mærkelig oplevelse med hende. De var kommet et godt stykke ud i skoven hvor Saga ville den ene vej og min mor ville den anden. Min mor prøvede at overbevise hende og i protest stejlede Saga. Og hun blev ved. Indtil hun til sidst fik sin vilje og de gik hjemad. En anden dag på banen lagde vi mærke til at hendes øre lå fladt ned af halsen. Hvilket var meget mærkeligt for hun var selv gået med ned til leddet og tigget om at komme med. Hun havde ondt eller var utilpas – det var helt sikkert.
Vi satte hende straks på fold igen og lod hende få fri.
Hun gik fint på marken, men en tanke strejfede os: hun gik ligesom hendes halvsøster Sæta der måtte aflives fordi hun til sidst fik så ondt. Det var som om hun slet ikke bøjede bagbenene. Og det kunne ikke være noget med højre strækkesene for det var lige slemt med begge bagben.
Vi blev enige om at så længe hun havde det fint på folden var det helt fint for os – vi var ligeglade med om vi kunne træne hende, bare hun havde det godt.
Men hen mod efteråret 2011, hvor hun var 6½, kunne vi godt se at hun var begyndt at have ondt hele tiden. Vi ringede til dyrlægen der ikke kunne sige hvad det var, kun at det bestemt ikke så godt ud. Igen, igen måtte vi ud på hestehospitalet og her sagde de at knæbåndende var for stramme. Alle kæmpede for at finde en diagnose og vi fik mange til at komme og se på hende. Alle mente at hun gik helt forfærdeligt. Vi ville dog ikke slæbe hende igennem en masse behandlinger, for hun gik ligesom Sæta og de mange behandlinger af hende havde blot gjort det hele meget værre den gang. Det ville vi ikke udsætte Saga for.
Forsikringens dyrlæge kom også – men han havde kun penge i hovedet og mente at hun kun haltede lidt på det ene bagben(selvom enhver idiot kunne se at halthed bestemt ikke var problemet).
Så vi traf den svære beslutning eftersom hun kun fik mere og mere ondt.
Den 15. februar 2012 sagde vi så farvel til verdens bedste Saga...:'(
Den eneste trøst er at det var det rigtige for hende. Hun virkede så klar og helt rolig. Hun lagde sig forsigtigt ned efter sprøjten og var væk med det samme. End ikke et suk kom fra hende. Hun blev næsten 7 år og jeg er så taknemmelig for at have kendt hende i de år. Hun var en vidunderlig hest der altid var klar på eventyr og altid spredte smil omkring sig. Hun blev hos os hele livet og blev aldrig overanstrengt eller uretfærdigt behandlet. Det er sjældent at man siger farvel til en hest som man intet fortryder ved, men sådan var det med Saga.
Jeg kaldte hende ”Peter Pan hesten” fordi hun aldrig blev helt voksen. I hendes sind forblev hun en unghest og en spilopmager der altid fandt på de skøreste ting. Nu er Peter Pan hesten taget til Ønskeøen hvor hun har det godt<'3
Jeg savner hende helt vildt. Hver gang jeg er oppe ved hestene føles det så underligt tomt at der kun er 3 heste og ikke 4. Saga fyldte så meget. Både i vores hjerter og på folden. Hun var altid den første der kom en i møde og hun var altid klar til at lave noget<'3
Hun vil aldrig glemmes – altid være elsket<3
R.I.P. Smukke Saga<'3

Den sidste tid med Saga:
_________________________________________________
28.11.11
I længere tid har Saga gået mærkeligt stift med bagbenene, på fuldstændig samme måde som hendes halvsøster, Sæta, gjorde det i samme alder, for bare 4 år siden. Over telefon har dyrlægen snakket noget om en genetisk fejl fra Tritla. I morgen bliver hun så set på.
Det er tydeligt at hun har store smerter og vi frygter virkelig at hun skal aflives:'(
Elskede Saga, du må ikke forlade os!<3
__________________________________________________
29.11.11
Så har dyrlægen været og se på Saga og sagde at hun ganske rigtigt gik helt forfærdeligt på bagbenene. Dyrlægen opdagede også at hun er spændt i hele ryggen, men særligt over lænden og det hele virkede bare som en gentagelse af Sæta dengang for 4 år siden.
Vi snakkede om mulighederne for behandling og kom frem til at det i sidste ende er mest sandsynligt at det ender med en aflivning og at hun har får ondt til at blive slæbt igennem for meget... Hun er nu sat på smertestillende i en uge, bare for at se om det kunne være mén fra da hun var lille med det højre ben, men dyrlægen tvivler stærkt. Vi går og håber på et julemirakel og måske er vi heldige...
___________________________________________________
14.12.11
I dag var Saga til undersøgelse på hestehospitalet. Her blev hun røntgenfotograferet og set på, på alle leder og kanter, men alt de kunne sige var at hun gik helt forfærdeligt med bagbenene. Intet på røntgenfotografierne så mærkeligt ud. Alt burde være i skønneste orden. Det er det så bare desværre ikke...
Nu skal der sendes et brev til forsikringen...

Jeg havde den skønneste dag med hende i dag efter hun var kommet hjem - hun er bare så fantastisk!<3 Kan slet ikke bære at miste hende...
___________________________________________________
30.12.11
3. undersøgelse af Saga af en dyrlæge/kiropraktor udsendt fra forsikringen. Stadig ingen diagnose. Og ingen forsikring, hvilket er fuldstændig ligegyldigt! Det vigtigste er at vi gør det rigtige for Saga<3 Det er bare spørgsmålet hvad?
___________________________________________________
14.02.12
I morgen er dagen hvor Saga skal herfra, i morgen er dagen hvor hun skal aflives...:'(
Jeg fatter det ikke, kan ikke få det ind i mit hoved....
Men jeg ved at det er det rigtige valg vi har taget, for hendes skyld.

Saga...? Jeg husker tydeligt den dag du tog dit første åndedrag... I morgen tager du dit sidste...:'(

Love you!<3
Kommentér på:
Islænder Saga fra Gl. Rye *Hvil i fred<'3*
Annonce