Maskefald på messen(Andreas & Andreas) {{forumTopicSubject}}

Synes lige i bør læse denne nyhed på epona. Der kommer en tilhørende videoraport senere på siden.


Toprytter Andreas Helgstrand indrømmer nu, at han ikke kan finde ud af at ride efter FEIs reglement og fordringer. ”Gammeldags tyskerridning” er yt. Moderne McTræning er in. Det er nemlig for svært at ride foran lod, og desuden skal hesten ned med nakken i piaffe, så den kan få bagbenene op. Sådan lød falliterklæringen fra Danmarks angiveligt dygtigste dressurrytter torsdag aften i Messecenter Herning.


Det var med julelys i øjnene at EPONA.tvs udsendte i aftes ankom til LDR-clinic med Andreas Schou og Andreas Helgstrand i Hal B. Ligesom mange andre har vi nemlig længe ønsket os en forklaring på, hvad i alverden al den bag lod ridning skal gøre godt for. Hvor meget kan man krølle hesten sammen ved hjælp af biddet, før det er synd og modproduktivt for samling? Hvorfor insisterer topryttere som Andreas og Andreas på at ride på en måde, som får hesten til at hule lænden, og skubbe bagbenene ud bag sig? Hvordan gavner det hestens uddannelse?


Svarene kom overraskende ærligt fra Andreas Helgstrand i løbet af aftenens anden halvdel, hvor der ikke blev lagt skjul på, hvad der vægtes i dressurhestens såkaldte uddannelse i dag. Og det er tilsyneladende ikke samling.


”Hvis denne her hest skal kunne gå piaffe, skal den have lov at få hovedet ned, så den kan få bagbenene op,” forklarede Andreas et begejstret, tusindtalligt publikum, om den øvelse, der ellers traditionelt fordrer det omvendte – samling og en deraf rejst forpart. Han holdt godt fat fortil i den aldrende lånehest, der var bragt ind som lysende bevis for, at en hest godt kan blive 17 år på trods af LDR. Det vides ikke, om det var forsøgt at fremskaffe en hest på 17 år, som Andreas Helgstrand selv havde trænet, men for god ordens skyld skal det nævnes, at Lotte Vagners Grand Prix-veteran, Tannenhof’s Solero, er indkøbt for et års tid siden i en alder af 16 år. Andreas Helgstrand mente, det var den fineste, blødeste hest, han nogensinde havde siddet på.


For at få den faglige debat til rigtigt at sprudle, havde arrangørerne indkaldt to eksterne fagfolk, som på forhånd havde erklæret sig enige med Andreas Helgstrand i, at Low, Deep and Round lige er sagen for en dressurhest. Berider Bjarne Nielsen skulle angiveligt være en autoritet inden for dansk dressursport, så det var overraskende at høre ham sige, at hesten smider ryggen, når den rejser halsen, og går i dressurholdning, og at den kun kan bruge ryggen, når næseryggen er bag lodret. I det hele taget var det en rød tråd igennem aftenen, at ingen af foredragsholderne skelnede mellem en hest, som er rejst fortil, fordi den er korrekt samlet bagfra og en hest, der bare går med hovedet oppe i luften.


Andreas Helgstrands opfattelse af samling er tilsyneladende, at ”…den skal op fortil, så bagbenene kan komme ind under den.” Den gængse definition på samling, hvorved hesten sætter sig bagtil, og derved rejser forparten, hvælver halsen, og strækker sig frem og op, blev der ikke talt om. ”når jeg samler hende her, tager hun automatisk hovedet derned,” demonstrerede Andreas veloplagt, mens hesten skubbede sig rundt i en cirkel med høj bagpart. Og ganske rigtigt dykkede Polka Hit Nexen kraftigt bag lod, når hun blev bedt om at udføre ”samlede” øvelser. Dermed var det bevist, at hesten har brug for at gå bag lod for at kunne samle sig rigtigt, syntes rationalet at være. Ingen spurgte om det kunne betyde, at Polka Hit Nexen bare ikke kan samles, fordi den er trænet forkert. Eller om, hvorfor Andreas Helgstrand både mener, at hesten skal op med hovedet for at kunne samles, men samtidig siger, at den er nødt til at gå bag lod i en galoppiruette.


I det hele taget var det interessant at opleve, hvordan Andreas Helgstrand forsøgte at skabe en illusion om, hvorfor alle hans heste går bag lod. Det handler slet ikke om, at de unddrager sig ubehag fra biddet, men om, at de selv søger derned. Hans største udfordring er åbenbart at få hestene til at lade være med at gøre det af sig selv. Et hidtil ubeskrevet problem i dressurhistorien.


For at publikum kunne se, med hvilken frivillighed, femårshoppen Tørveslettens Stamina søgte ned i LDR, demonstrerede Andreas gentagne gange, hvordan en kortvarig afbrydelse af støtten på tøjlen fik hoppen til at slippe biddet helt, og vælte frem på forparten. Han gjorde sig også stor umage for at anskueliggøre, hvor svært han har ved at få Polka Hit Nexen til at række halsen frem. ”Grunden til at det står i alle programmer og bøger, hvordan det skal være, at hesten skal være foran lod - ja det er vi med på alle sammen, men det er det, der er så pokkers, pokkers svært at få det der hoved hen der på plads,” mente han. Og Andreas Helgstrand lader ganske rigtigt til at have meget svært ved det, som en hver L-rytter forventes at have mestret, når der mødes til det allerførste ridestævne. På intet tidspunkt i løbet af clinicen lykkedes det ham at vise en hest, der rakte halsen frem, og søgte efter biddet. På intet tidspunkt i løbet af clinicen lykkedes det ham at ride en hest med naturligt rejst hals. Et par gange blev det forsøgt – hver gang ved, at hestens hoved blev hejst op med hiv og sving, og ikke overraskende var resultatet en uskøn karikatur af den samling, som dressurreglementerne foreskriver.


Ikke alene kunne Andreas Helgstrand ikke finde ud af at samle en hest. Han vidste ikke engang, hvordan man gør, og han kunne tilsyneladende ikke hente hjælp fra Bjarne Nielsen eller den håndplukkede, LDR-positive dyrlæge, Svend Kold. Der var heller ikke nogen af dem, der kunne huske, hvad samling gik ud på. De mente tilsyneladende begge, at det eneste alternativ til ”konkurrenceholdning”, hvor de mener, at det er uundgåeligt at ryggen sænkes, er LDR. Og pinligt var det, for den ganske forsamling, at det fremgik af Bjarne Nielsens ”faglige” oplæg, at det er forpiben, og ikke underarmen, der skal være parallel med bagpiben i trav. Man fik i det hele taget lyst til at gemme sig i et musehul på vegne af Bjarne Nielsen, som i den grad udstillede sin uvidenhed, så man ikke engang har hørt mage, når han kommenterer ridesport på TV.


Antallet af eksempler på arrangementets usaglighed og selvmodsigelser er for overvældende til at inkludere her, men vi tør godt love, at EPONA-brugere med sans for det absurde kan glæde sig til et sjældent muntert reportageindslag.


Det var ikke kun den teoretiske basisviden, fremadsøgningen, lydigheden og bæringen, det kneb med i Hal B. Selv Andreas Helgstrands bedste heste kan ikke spore lige på buet spor – hvis de overhovedet formåede at træde op i forhovens spor, gik de stadig skævt i hjørnerne. De mimrede med læberne, slingrede og havde fået lukket munden grundigt med næsebånd så stramme, at det ville have været svært at få en tandstik ind under. Med andre ord så det ud, som det plejer. Bare lidt pænere. Der sad jo hestevenner på tilskuerpladserne.


Både Andreas Helgstrand og Bjarne Nielsen udtrykte stor indignation over, at der kan være nogen, der synes, at deres form for ridning er forkert. ”Det er folk, der ikke har forstand på heste,” gentog Bjarne Nielsen flere gange, og Andreas Helgstrand sagde, at han var ked af at være blevet kaldt en dyrplager i fjernsynet, fordi der var nogen, der havde taget et billede eller ét sekund video af, at han lige så forsigtigt havde taget blidt i tøjlerne, så hesten kunne få hjælp til at skridte mere taktfast. Så fik publikum at se, hvordan det går til, når Andreas lige så forsigtigt tager blødt i tøjlerne, så hesten bukker nakken. Den voldsomt uskønne form for LDR, hvor Andreas Helgstrand saver hesten i munden, og tvinger den ned med nakken i stramme glidetøjler, var der ikke afsat tid til at demonstrere, ligesom der heller ikke var mulighed for at publikum eller pressen kunne stille spørgsmål.


I det hele taget var der ikke gjort de store forsøg på at skjule, at clinicen var ét stort propagandashow for LDR, bortset fra de første 45 minutter, som var et reklameindslag for Schou og Skouboe. Tonen var en blanding af vækkelsesmøde og TV-shop. ”Svend Kold, vil det sige, at du står og siger, at hvis vi træner vores heste på den måde, som vi gerne vil, er det ikke synd?” spurgte Bjarne Nielsen langsomt og velartikuleret. Det fik Svend Kold aldrig helt svaret på, men han fik da sagt, at rollkurdebatten er triviel. Og så klappede publikum. Et bifald, der ifølge den forsmåede Andreas Helgstrand var ”det hele værd.” Ikke et øje tørt.


”Hestene skal trænes i den form, som de har behov for,” messede foredragsholderne, uden på noget tidspunkt at komme med en eneste faglig begrundelse for, hvorfor den form nogle gange skulle være LDR. Og hvem kan sige sig uenig i, at en hest skal trænes, som den har behov for? Publikum var ikke kommet for at blive klogere på effekten af LDR på hestens velfærd. De snakkede indbyrdes under Bjarne Nielsens oplæg, og mange forlod hallen, da Svend Kold begyndte at fortælle om kissing spines. Folk var kommet for at tiljuble idolerne, og idolerne var kommet for at blive tiljublet.


Desværre for den vidt publicerede og længe efterspurgte faglighed, som arrangementet skulle byde på, kunne selv ikke dyrlæge Svend Kold forklare EPONA.tv, hvad der er så godt ved LDR. Alle hans anatomiske illustrationer af ”den sunde holdning” forestillede heste foran lodret – flere af dem var paradoksalt nok identiske med de illlustrationer, man finder i Dr. Gerd Heuschmanns dressurkritiske bog. Svend Kold havde ikke nogen fyldestgørende forklaring på, hvad man får ud af LDR, som man ikke kan få ud af almindelig, klassisk frem og ned-ridning. Han mener, at bag lod er bedre end foran lod, når man skal have løftet forreste del af ryggen. Men hvorfor står stadig hen i det uvisse. Han er ikke dressurkyndig, siger han selv. Og træning er ikke hans fagområde. Han synes, at pessoaliner og LDR er sagen til kissing spines-heste, fordi torntappene bliver skilt ad. Men han erkender, at man har den samme fordel ved at træne hesten i en naturlig, afspændt holdning. Han tror bare, det er endnu bedre, hvis hesten går bag lodret, selv om han godt ved, at lænden derved hules. Han kan ikke forklare, hvorfor den ekstra dybe holdning er den blokerede lænd og de småt gående bagben værd. Han synes, hestene i hal B så meget tilfredse ud, men han har ikke nogen professionel eller faglig baggrund inden for stressbiologi, adfærd eller hestevelfærd, siger han selv.


´Julelysene var ikke slukkede, da EPONA.tvs udsendte forlod hal B i Messesenter Herning igen sent torsdag aften. Nu havde vi fundet ud af, hvorfor topryttere som Andreas Helgstrand bruger en teknik som LDR, der ødelægger hestens gangarter, og umuliggør samling. Det er fordi samling ikke er målet. Målet er præmier, og præmier får man for at benene kan løftes højt. Derfor skal nakken ned for enhver pris, og for at man kan leve med sig selv, taler man om det, man gør, i dressurjargon. Man siger, at man løsgør, når man krøller hesten sammen som en søndagskringle. Man siger, at man samler, når man hiver nakken op med kandaren. Man siger, at man vil sin hest det godt, men man spænder næsebåndet, til dens øjne er ved at poppe ud. Man smiler sit drengede smil til damerne på rækkerne, som alle sammen er medlemmer af Hestens Værn, og så holder man vejret hele vejen til banken, og håber på, at man når pensionsalderen, inden ridesport bliver forbudt ved lov.

EPONA arbejder på højtryk med at færdigredigere optagelserne fra Herning.



-Hvad synes i?