Kan I bedømme genren - og vil i bedømme min afgangsstil? {{forumTopicSubject}}

"snød" lige med at snuppe min egen stil med hjem på papir, selvom vi ikke må

Så til jer der keder jer.. :P

Min mor synes selv den lød god - meeeen

At turde flytte sig:

Det handler ikke om at turde flytte sig på den måde, at man bare lige flytter fødderne længere frem end hvor man stod før. Det gør alle jo, medmindre at der ligger en krokodille foran ens fødder og klar til at sluge en. Vi flytter os hver eneste dag med vores fødder når vi skal begive os rundt. Nej, det handler om, at turde flytte sig ved at tage chancer, og få startet et nyt kapitel ud fra det. Her kan man så tage eksemplet med krokodillen fem igen. Flyt fødderne to skridt længere frem. Snup den dumme chance med at komme tættere på den farlige krokodille, der står klar med sin vidde gab, for man ved aldrig, om det så viser dig at du er så heldig, at du er den nye krokodille-hvisker.

Eller hvis man f.eks. er til en dansk eksamen, og man sidder bare og kigger på at alle andre slår løs ned på tasterne, der bliver til flere ord, og siden bliver mindre og mindre blank. Gået i stå fordi man ikke tør, at prøve noget nyt. Vælge et stilemne som man ikke er helt sikker på, men hvor fristelsen står og hiver i en, men man sidder bare der og tør hverken at vælge det ene eller det andet, i frygt for, at man ender op med et syv tal når man ønsker dig et ti tal.

Det nytter ikke noget med at man bare står og kigger på, at andre tør flytte sig. For hvad får man ud af det selv?

Bare fordi du kigger på deres fyldte sider, betyder ikke at den fyldte side hos makkeren flytter sig over på din blanke side. Godt nok har du så måske fået en stil ud af det, men hvad har du i virkeligheden fået ud af det? Har du overskredet en grænse, som gør at du fremover kan overskride andre grænser nemmere, fordi du turde flytte dig, og har fundet ud af hvilken lettelse det er? Også selvom det til tider har været en fejl, og man selv synes man har kæmpet benhårdt og det så ikke er lykkes. Og det betyder jo så hellere ikke at du får en succes, fordi du har arbejdet hårdt på stilen, virkelig gjort dig umage og brugt lang tid på den. Men du tog modet, og flyttede dig.
Du skubbede dig selv i gang, endnu en gang tog du en chance, hvor alt kan fejle, eller hvor det bare er guld og grønne skove.

Alle tør at trykke på tasterne og få dannet et ord, men det er ikke det, det handler om. Det er måske en og samme ting, det med at man skal få trykket på tasterne, men det har to vidt forskellige betydninger.

Det er efterhånden normalt at man tænker; fejl = nu bryder helvede løs. Og det er måske også derfor mange ikke tør flytte sig, for er du ikke sikker på det du laver, så er det meningsløst. Det er en skam, en stor skam. Fejl betyder ikke nødvendigvis, at det er dårligt og det er håbløst at tro, at man altid kan gøre det rigtige, hvis bare man ikke tager chancer. Som man siger "nogen gange kan det være forkert, at gøre det rigtige" så er det nogle gange måske også bare rigtigt at gøre noget forkert. Du lærer ved dine fejl, og det er noget af det skønneste her i livet i bund og grund.

Uden alle vores fejl ville vi aldrig kunne forbedre noget andet, skabe forandringer eller udvikle os. Min mor var en trøster og det var hende, som fik mig lært, at det er okay at lave fejl. Min far derimod ville altid have jeg skulle gøre tingene rigtigt. Ikke betydning med at han slog hånden af mig og blev stiktosset hvis jeg havde gjort noget, og det viste sig at være forkert. Han accepterede det og sagde bare, "nu ved du det da til næste gang", men jeg kunne mærke skuffelsen i hans stemme og se det i hans udtryk, hvorfor jeg dog ikke bare havde ventet indtil jeg var sikker. Det er ligesom når jeg gerne vil træne en hest oppe i hans stald. Jeg tager gerne chancen ced at rende rundt med en hoppende hingst, som kan slå ihjel med ét spark hvis det lyster. Jeg gør det for at gøre noget jeg ikke havde mod på før, og for at kunne tage chancen og se om jeg godt kan forandre denne farlige hingst, til at være en jeg kan bevæge mig rundt om uden at skulle bekymre mig om at være nervøs for, at jeg det næste sekund vil ligge død på jorden.

Men min far... Han ryster på hovedet, står altid og kigger på, venter på det sekund hvor jeg fejler for at kunne huske mig på hvor dumt det var jeg tog modet til at turde flytte mig, og gøre noget jeg kan fejle ved, eller få en succes ved.

Alle bør være omgivet af folk, som vil opfordre en til at skabe forandringe selv, som står og roser når du har gjort dumme ting, eller hvis det lykkes. En fejl er ikke altid en fejl.


Hvad synes I ? :-PP og kan i gætte hvilken genre det er?