Kærlighed og utroskab.. Hjælp. {{forumTopicSubject}}

Jeg ved godt at dette måske passer bedre i en gruppe, men jeg er ikke lige medlem af nogen, så jeg skriver her, og håber der er nogen der gider hjælpe..

Forbeholdt voksne.

Jeg er en ung pige på 21 år, som har et problem, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har en kæreste som jeg bor med i nordsjælland, og vi har været sammen i 2 år. Jeg elsker ham overalt i verden, men her det sidste stykke tid er vores forhold gået ned ad bakke. Jeg har haft en dårlig periode men istedet for at hjælpe, har han udnyttet at jeg har været sårbar. Han har lovet igen og igen at være der for mig, men hver gang jeg har brug for det, kommer han med en undskyldning og jeg bliver ked af det og det ender i et skænderi.

Jeg er virkelig ked af det her, for jeg elsker ham rigtig meget, men jeg er begyndt at tage afstand til ham og jeg synes ikke længere det virker som om han egentlig elsker mig.

Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men han er virkelig ikke snakke-typen, og der er aldrig kommet noget ud af det.

Jeg har sagt til ham at jeg elsker ham, men hvis det her ikke stopper (alle skænderier og hans ligeglade holdning) så bliver jeg ikke hos ham. Ikke som en trussel, men som et desperat håb om, at han vil tage sig lidt sammen. Han har dog alligevel intet ændret, tværtimod. Han bliver sur over INGENTING

Jeg ved godt at det her er ligeså meget min skyld, slet ingen tvivl om det, men jeg prøver virkelig. Hver gang vi begynder et skænderi prøver jeg at stoppe og spørge om vi ikke stille og roligt kan snakke, men jeg får altid samme respons: Jeg er pisse ligeglad med hvad du vil ha, din egoist.

Han er en fantastisk sød kæreste til daglig, men jeg kan ikke holde det her ud mere. Han er meget utilregnelig og til dels aggressiv og det gør mig bare så ked af det når han siger han er ligeglad. Han har også flere gange sagt at han var ligeglad med om jeg gik fra ham.

For 3 uger siden besøgte jeg en ekskæreste (ven) på lolland.
Det var første gang i lang tid hvor jeg bare kunne være glad uden at "lade som om" og hele tiden tænke over hvad jeg sagde.
Vi drak en del, og ja, vi havde sex, og det var en kæmpe fejl. Jeg stoppede det også midt i det hele.
Jeg har det SÅ elendigt over det og det er på ingen måde ok, det jeg har gjort.

Jeg har ikke (og har ikke tænkt mig) at fortælle ham det, mest fordi at han selv før har sagt, at hvis sådan noget skulle ske, ville han hellere leve i god tro, uden at vide det.

Da jeg kom hjem igen blev min kæreste straks sur over, at jeg havde en veninde på besøg, og ikke ville have sex med ham.
Og han snakkede ikke til mig i 3 dage.

I de 3 dage overvejede jeg meget kraftigt at gå fra ham, både fordi jeg har det så elendigt pt, men også fordi jeg har været utro, og jeg synes han fortjener bedre.

Efter 3 dage tog jeg initiativ og snakkede med ham, for at høre hvor han stod, hvor han bare sagde at jeg var en dum ko, som bare kunne skride, så blev han sikkert gladere. Jeg blev vildt ked af det, og sagde at det nok bare var bedst at vi stoppede.
Jeg gik en laaaaaaaang tur, og da jeg kom hjem for at pakke mine ting, kom han ind og krammede mig og brød fuldstændig sammen, og sagde undskyld og en masse ting, og tiggede om en chance mere.

Jeg sagde ja, og nu bruger jeg al min tid på at tænke over hvad jeg skal gøre.

Oveni det hele vil min ekskæreste rigtig gerne have mig tilbage, og jeg er også rigtig glad for ham, og han er virkelig den sødeste og mest betænksomme person i verden.

Jeg har snakket med en ven om det, som synes jeg skal komme hurtigt ud af mit forhold, og ikke kigge tilbage.

Men hvad mener i?

Skal jeg droppe min kæreste fordi jeg ikke har det godt pt?
Skal jeg droppe ham fordi han fortjener bedre end en utro kæreste?
Skal jeg blive hos ham og håbe han gør en indsats?
Skal jeg blive og selv gøre en større indsats?

Er det mig der er en kæmpe idiot her?

- Tak for hjælpen.