Dansk stil {{forumTopicSubject}}

Vil ii ikke li læse den og skrive hvad i syntes? (;

Fra mit liv.

Det hele startede da jeg var 7 år. Jeg havde gået til mange sportsgrene, men ingen havde rigtigt fanget min interesse. Jeg begyndte så at tage med dussen til ridning, og jeg syntes det var så sjovt, at jeg begyndte på klarup rideskole kort tid efter.
Ca. 1 år efter mente mine forældre at jeg var blevet så god at jeg godt måtte få min egen pony. Vi har ude at se på mange, men ingen af dem blev købt.
En dag var vi ude ved en hestehandler for at se på en rød vallak. Vi skulle køre over til en mark lidt væk. Der stod 5 heste på marken. Jeg hørte slet ikke efter hvad de sagde om den røde, for mit blik lå på en pjusket sort hoppe der stod og græssede. Jeg gik over til hende, men hun var noget sky og gik derfor væk. Jeg snakkede til hende og gik igen over til hende. Så stoppede hun op og kiggede på mig. Jeg gik tættere på og aede hende på panden. Mine forældre var enige med mig, det var bare hende det skulle være. Jeg spurgte dem hvad hun hed, de sagde så hun ikke havde noget navn. Du er så smuk, tænkte jeg. Og hendes navn blev så til Beauty.
Endelig kom dagen, dagen hvor min nye pony ville komme op på rideskolen. Jeg ventede utålmodigt deroppe. Hver gang en bil kørte ind på parkeringspladsen spurtede jeg ud for at se om det var hende, men der gik længere og længere tid uden hun kom. Efter en time kom der endelig en lastbil kørende op ad vejen. Jeg skyndte mig ind til mine forældre og råbte at nu kom hun. Lastbilen kørte ind på parkeringspladsen, og jeg hørte hende vrinske. Manden steg ud og åbnede lastbilen, og trak Beauty ud. Hun var meget bange, hun havde jo aldrig været på rideskolen før så det hele var nyt for hende. Jeg trak hende rundt på hele rideskolen, og stille begyndte hun at slappe mere og mere af.
Da jeg fik hende havde hun ikke været redet så meget, så det første hun gjorde da jeg bad hende om at sætte i galop var at bukke så højt at jeg faldt af. Jeg var stædig og satte mig op igen, men inden længe tog jeg en flyvetur til. Jeg måtte indse at det her kunne jeg ikke selv klare, så heldigvis ville en ældre og mere rutineret pige gerne hjælpe mig. Derefter gik det bedre, og jeg knyttede et meget tæt bånd til hende. Hun var meget sur på andre, og stolede ikke så meget på andre mennesker, men hun stolte på mig.
Efter et år begyndte vi at træne lidt mere. Og startede nogle stævner, især spring fangede vores interesse. Vi vandt mange klasser, og springene blev højere og højere. Vi begyndte at starte distrikts stævner. Og startede næsten stævner hver weekend. Vi vandt 43 rosetter og 3 pokaler, før jeg desværre blev nød til at sælge hende. Hun har blevet for lille til mig, men det var blevet til 5 gode år sammen med hende. Hun steg fra 10.000 kr. til 30.000 kr. Vi havde lært utrolig meget af hinanden, og det var svært at sige farvel.
Det hjalp da vi begyndte at se på hest igen. Frieserhesten havde vundet mit hjerte, så det var mest dem jeg kiggede efter, men den nærmeste stod ved tyskland. Men en dag ringede den familie der havde købt Beauty og sagde at de havde en frieser vallak, og hvis jeg havde lyst kunne jeg komme ud og se på ham. Han var egentlig ikke til salg, men de syntes at jeg havde redet Beauty så godt, at jeg godt måtte købe ham.
Vi tog derud for at se på ham. Mine forældre stod lidt og snakkede med dem, imens gik Nadia og jeg ud på marken for at se til Beauty. Da vi havde stået lidt ved hende gik vi over for at se på frieseren. Først troede vi det var en der stod på marken, den var ikke særlig køn, jeg blev lidt skuffet. Heldigvis kom mine forældre og ejeren hen til os og spurgte om vi ikke skulle gå ind og se frieseren. Puha, så var det ikke den. Vi gik sammen ind i stalden, og der stod han. Både mig og Nadia stod næsten med hagen hængende ved jorden. WOW! han var en hest med højt stillet hals, han vrinskede højt og prustede. Hans næsebor var store og han dansede rundt i boksen som om han gik på ild. Manden åbnede boksen og trak ham ud, han blev trukket over på en mark ved siden af de andre heste, der slap han ham løs og lod ham løbe rundt. Han svævede han over jorden med halen i vejret og manen blafrende i vinden. Han måtte bare være min! Vi snakkede så lidt med dem, og blev enige om at dyrlægen kunne komme engang i ugen for at lave en bøjeprøve på ham. Bøjeprøve er en test hvor dyrlægen undersøger hesten, og ser om alt er i orden.
Vi tog så derud igen da dyrlægen kom. Denne gang var det Emilie der var med. Heldigvis gik han igennem prøven uden nogen fejl. Samme dag blev han kørt op på rideskolen. Da mig og Emilie havde ordnet hans nye boks gik vi ud for at se efter dem, og i det samme kom en bil med trailer kørende ned af vejen. Vi stod spændt og så på hans de kørte ind på parkeringspladsen, de stoppede op og åbnede for traileren. Min far tog ham ud og så overtog jeg ham. Han prustede vildt og kiggede rundt på dem der stod og kiggede på. Jeg trak ham ind i stalden og videre ind i hans boks. Han vrinskede så højt at stalden var ved at falde sammen. Han var lige blevet kastreret så han troede stadig han var hingst.
Han var rimelig besværlig i starten, og ikke spor samarbejdsvillig. Jeg arbejde kun med ham fra jorden i starten da han slet ikke var tilredet. Han begyndte stille at stole mere og mere på mig, og det hele så ud til at blive bedre, men netop som jeg skulle til at prøve at ride på ham skete der et uheld. Det var en dag hvor Emilie, Fie og jeg var ude at ride på en græsbane. Jeg red på en stor hest der hedder Jessi. Efter vi havde redet lidt rundt skulle jeg lige prøve Larry, Emilies pony. Jeg galoperede lidt rundt på ham, og så satte jeg fuld fart hen over græsset, det var mægtig sjovt, lige indtil Larry begyndte at bukke og jeg gled ned på siden af ham, jeg indså at jeg ikke ville kunne holde mig på meget længere, så jeg lod mig falde af. Desværre lander jeg lige på skulderen. Det gjorde sindssygt ondt. De andre skynder sig at fange Larry og ride efter hjælp. Jeg satte mig over på en lille bakke og ringede efter min far. Det gjorde mere og mere ondt. En voksen kommer så ridende over til mig. Hun hopper af og kigger på min arm. Hun sagde den ikke var brækket, men det var jeg rimelig sikker på at den var for jeg kunne slet ikke bevæge den. Min far kom kørende på hans scooter og skyndte sig over til mig. De hjalp mig over i rytterstuen, hvor jeg fik nogle frosne ærter lagt på. Min far ringede så til min mor som var på vej til arbejde, og hun kører over til rideskolen, og vi kører med hende til sygehuset. Der sad vi så og ventede i en halv time og ventede indtil det blev vores tur. Vi gik ind i et rum hvor en læge så kom og undersøgte min arm. Han sagde at den muligvis var brækket og sendte mig så til røntgen. Der blev taget billeder og det viste sig at den var brækket lige ved vækst båndet, derfor var det ikke muligt at operere, så jeg fik en slynge på og tog hjem.
Det var svært at arbejde med Ian når jeg havde slyngen på. Min mor mente jeg skulle tage den lidt med ro, men det blev ikke overholdt så godt. Efter en uge med slynge gad jeg den ikke mere. Mine forældre var ikke glade for at jeg belastede skulderen så meget, men alligevel fik jeg lov til at prøve at sætte mig op på Ian. Min far holdt ham og jeg lagde mig hen over ryggen på ham. Han sagde ikke noget til det, så efter min far havde trukket mig et pat runder prøvede jeg at sætte mig helt op på ham. Han blev bange og jordede af sted, min far kunne næsten ikke holde ham så jeg skyndte mig at hoppe af. Vi prøvede igen de næste dage og han begyndte at slappe mere af, og til sidst kunne jeg selv ride rundt på ham. Jeg var både stolt og glad. Han blev bedre og bedre og det gik bare derud af. Jeg begyndte at ride undervisning ved en berider, det gik godt i starten men Ian begyndte desværre at køre træt i dressur, og det gik stærkt ned at bakke. Vi stoppede ved berider og fik en ny underviser. Lene var flink og go til at undervise os. Ian blev igen glad for dressur.
I dag går stadig bedre og bedre. Ian er nu den kærligste hest på jorden, og vi forstår hinanden og stoler på hinanden. Han har læst en masse ting. Som at ligge sig ned på kommando og andre sjove ting. Vi øver noget der hedder horsemanship, det går ud at skabe et bånd mellem hest og rytter, og er baseret på tillid og respekt overfor hinanden. Vi har været med til juleafslutning på rideskolen, hvor vi optrådte overfor 150 voksne og børn, og Ian elsker det. Elsker ham af hele mit hjerte og håber på at vi skal være sammen mange år endnu.