Bange/paranoid om natten ;/ {{forumTopicSubject}}

Hej alle HG'er, jeg må bare lige ud med det her.

Sagen er den at min mor døde da hun var 40 år for snart 7 år siden. Efter hendes død er jeg blevet utrolig overtroisk, så jeg sover med radioen tændt hele natten da jeg eller er bange for at høre stemmer. Mit vinduet tør jeg heller ikke kigge ud af (der er ik gardin) da jeg er bange for at min mor sidder i vindueskarmen eller er uden for vinduet. Jeg skal altid helst falde i søvn så snart jeg har lagt min i sengen for ellers så begynder jeg at tænke på døde mennesker og alt muligt andet. Det skete i nat. Jeg kunne ikke falde i søvn, jeg ligger og vender og drejer mig. Falder så i søvn i 5 minutter, men drømmer så at vi får indbrud og at jeg ser at mine plejeforældre og hund bliver skudt. Det vågner jeg af, og så starter paranoiaen, kommer til at tænke på Hvidstensgruppen og tror at min mor sidder i vinduet. Jeg begynder at græde i frustration over at jeg ikke kan falde i søvn, da jeg kan mærke jeg virkelig har brug for det. Tilsidst står jeg op og løber ind til mine plejeforældre fordi jeg tror der står nogen i mit værelse (overtro). De tror så først at det er fordi jeg har vendt om på nat og dag, det siger jeg så det ikke er derfor, og jeg fortæller dem hvad jeg tænker på, min plejemor spørger så om jeg er bange for at sove på mit værelse, hvilket jeg svarer ja på. Hun siger så at jeg kan hente hyg-og-byggen samt dyne og pude og lægge mig på gulvet inde ved dem hvilket jeg gør, og så snart jeg ligger der falder jeg til ro, og falder i søvn. Det har aldrig været på den måde før, radioen plejer at berolige mig, men ikke i nat. Jeg prøvede at tænke på noget godt, men alle de dårlige tanker blev ved med at komme ;/

Undskylder for stavefejl og sætningsfejl.
Jeg måtte bare lige ud med det.

Se svar (15) >>

Spar penge på din forsikring

Gå til sidste svar

Kommentarer på: Bange/paranoid om natten ;/

Sanni Tilmeldt:
jul 2005
Følger: 28 Følgere: 28 Heste: 3 Emner: 102 Svar: 560

#1 2. aug 2012 Det er da ikke sjovt at have det sådan
Jeg har det slet, slet ikke så slemt som dig. Men når det bliver mørkt i mit hus(bor sammen med min kæreste), tvinger jeg mig selv til IKKE at kigge ud af vinduerne fordi jeg er bange for at se en eller anden kigge tilbage på mig, og vi har IKKE gardiner i huset. Jeg HADER at gå i seng om aftenen alene (vores hus er i 2 plan) når jeg skal op ad trappen har jeg en rigtig ubehagelig følelse i min ryg? Jeg har heldigvis en hund som jeg så koncentrerer mig om Men ellers sætter jeg en film på som jeg synes er sjov fx The Hangover så der er en handling jeg skal koncentrerer mig om, så plejer det at virke på mig
Cecilie... ! Tilmeldt:
sep 2008
Følger: 63 Følgere: 62 Heste: 4 Emner: 106 Svar: 538

#2 2. aug 2012 Dejligt du har nogle gode plejeforældre... Det lyder meget ubehageligt, mon ikke du bør se en psykolog for at få bearbejdet tabet af din mor...?
Mie M Tilmeldt:
aug 2010
Følger: 9 Følgere: 7 Heste: 2 Emner: 92 Svar: 1.993

#3 2. aug 2012 puha det lyder ikke rart. Havde du psykolog da din mor døde? det lyder virkelig som om du har brug for en at snakke med.
Louise G Tilmeldt:
nov 2006
Følger: 92 Følgere: 72 Heste: 3 Emner: 122 Svar: 659

#4 2. aug 2012 Jeg tvinger os mig selv til ikke at kigger ud, men alligevel kigger jeg ud for at overbevise mig selv om at der ikke er nogen, som der heller ikke er. Men tør næsten ikke stå ud af sengen om aftenen fordi at når jeg skal over i min seng kigger jeg næsten direkte mod vinduet, så jeg fokusere altid på min seng. Jeg må desværre ikke se film om natten, jeg fik afvide at jeg måtte læse, men det ville jeg ikke kunne koncentrer mig om.
Louise G Tilmeldt:
nov 2006
Følger: 92 Følgere: 72 Heste: 3 Emner: 122 Svar: 659

#5 2. aug 2012 Havde ikke en psykolog da min mor døde desværre, men snakkede meget men familien og sagbehandler
Mie M Tilmeldt:
aug 2010
Følger: 9 Følgere: 7 Heste: 2 Emner: 92 Svar: 1.993

#6 2. aug 2012 selvfølgelig er det godt du snakkede med familien dengang, men en psykolog er uddannet i netop det at tale med mennesker, og ved hvordan de skal takle det. For mig lyder det nemlig som om du aldrig helt er kommet dig over din mors død (selvfølgelig kommer man sig nok aldrig over det), men hvis du efter 7 år frygter at se hende sidde i vinduet, lyder det virkelig som noget en psykolog burde tage sig af ;(
Louise G Tilmeldt:
nov 2006
Følger: 92 Følgere: 72 Heste: 3 Emner: 122 Svar: 659

#7 2. aug 2012 Ja, vil snakke med min plejemor om det tak allesammen
Pernille K Tilmeldt:
jul 2005
Følger: 55 Følgere: 62 Heste: 5 Emner: 359 Svar: 4.362

#9 2. aug 2012 Jeg har haft det på nøjagtigt samme måde og har det stadig en smule.

Min mor døde da jeg var 2 år.

Jeg har hele min barndom, været panisk for, at skulle være alene hjemme, sove selv, sove med lyset slukket, jeg følte mig konstant overvåget osv osv.

Jeg tør stadig ikke (i en alder af 22) gå ud med skraldet, efter mørkets frembrud.
Jeg har intet sagt til nogen, før jeg blev 21 år. Min søster, son er 10 år ældre end mig, fik en ny veninde, som hævdede at kunne snakke med ånder. Jeg tog en dag mod til mig og besøgte hende.
Hun fortalte mig, at min mor vidste jeg var utrolig bange hele tiden. Derfor havde jeg den konstante følelse af, at jeg blev overvåget (jeg havde på dette tidspunkt ikke nævnt, at jeg følte mig overvåget konstant). Det var min mor, der ville mig det bedste. Men un vidste jeg var panisk bange, derfor havde jeg ikke set hende og det ville jeg aldrig komme til.

Hun fortalte mig, at min mor ville beskytte mig og når jeg følte mig overvåget, var det hendes nærvær jeg kunne mærke. Jeg skulle ikke være bange for det, for jeg ville aldrig få hende at se, for hun vidste hvor bange jeg var.

Efter denne snak med min søster veninde, var jeg endnu mere rædselsslagen i nogle dage, men tænkte over tingene. Jeg er nu nået frem til, at jeg ikke skal være bange. Der sker mig intet. Min mor passer på mig, som det var meningen hun skulle have gjort, nu gør hun det bare på en anden måde.

Efter jeg ikke er så bange mere, for alt muligt, så den konstante følelse af, at jeg bliver overvåget, ikke så konstant mere. Den kommer måske 1-2 pr. uge.

Jeg tror det er fordi, min mor ved jeg har fået det bedre.

Jeg har altid savnet min mor, på en måde ingen andre har kunnet forstå. Min bror og søster var henholdsvis 15 og 17, da hun døde, så de har haft mange år med hende, kendt hende og vidst hvordan un var, hvordan hun så ud osv.
Jeg får hele tiden af vide, fra folk der har kendt hende, at jeg ligner hende på en prik, jeg siger de samme ting som hende, ser ud som hende, griner som hende, har samme mimik som hende.

Det er utrolig svært for mig, at få de ting af vide, for jeg ved i bund og grund ikke hvem de snakker om.

Men vigtigst af alt, så ved jeg nu hvad der er sket gennem hele mit liv. Jeg har haft en forfærdelig opvækst grundet det her. Min far har været den bedste far i hele verden. Han har gjort hvad han kunne for mig. Prøvet alt hvad han kunne, for at få mig på ret køl, men ingen har kunnet forså, hvad jeg egentligt har følt.

Efter jeg ved, hvad der har forfulgt mig, er jeg blevet en helt anden. Jeg har ro i mig selv, tør være alene hjemme.

Min kæreste går ud med skraldet, når det er mørkt. Jeg falder i søvn med lyset tændt, men han slukker det inden han ligger sig til, at sove. Jeg vågner stadigvæk om natten, men jeg falder i søvn med lyset slukket.

Alt hvad jeg vil sige til dig er: Du skal ikke være bange. Snak med nogen om det. De forstår dig nok ikke, men det hjælper.
Louise G Tilmeldt:
nov 2006
Følger: 92 Følgere: 72 Heste: 3 Emner: 122 Svar: 659

#10 2. aug 2012 Det satte nogle tanker igang, men det skal jeg huske, tusind tak
Nadia & Guldhestene <3 Tilmeldt:
sep 2007
Følger: 33 Følgere: 50 Heste: 2 Emner: 290 Svar: 3.672

#11 2. aug 2012 Ej hvor ubehageligt men ja som de andre siger, så synes jeg også du skal snakke med en psykolog
der er intet galt i det, og det betyder ikke at man er "syg" eller at der er noget galt med en, men når man har været igennem noget ubehageligt, ja så har man brug for en professionel hjælp til at komme igennem det
Fünke Tilmeldt:
jan 2008
Følger: 13 Følgere: 19 Heste: 2 Emner: 34 Svar: 3.577

#12 2. aug 2012 Puha, det er ikke rart! jeg har/har haft det på præcis samme måde! dog kan jeg ikke sige at jeg forstår det 100% da ingen i min familie er døde, men jeg har altid haft det utrolig svært med at falde i søvn og sove - jeg er generelt bare meget overtroisk. Jeg har indtil jeg var..16 år, tror jeg (inden jeg tog på efterskole dette år) ALTID sovet med døren åben, kunne simpelthen ikke sove med døren lukket hvis ikke jeg sov med veninder osv, af frygt for mørket og ånder.
Jeg begyndte så at sove med døren lukket derhjemme, for at sige til mig selv, at der IKKE skete noget - og det var jo rigtigt!
Men ligesom dig er jeg også bange for at kigge ud ad vinduet, kigge rundt i rummet, tænde lampen fordi jeg er bange for at der står nogen. Aner ikke hvor jeg har fået denne frygt fra, men ligesom dig skal jeg også overbevise mig selv om, at der altså ikke sidder nogen i fodenden osv, ved alligevel at kigge, selvom jeg er bange. Jeg ved ikke præcis hvad der har hjulpet mig, men jeg sover med døren lukket og kan sove alene hjemme uden nogen, hvilket har været et stort problem for nogle år siden.
Personligt har jeg nogle ting der beroliger mig, hvis jeg bliver bange, hvor du fx. har radioen normalt. Det lyder til at du har nogle super gode plejeforældre, som forstår dig og det bedste er jo, at du har nogle du kan snakke med, og at du får bekræftet, at der altså ikke sker noget.
- SORRY for det lange indlæg! men jeg tror godt jeg forstår, at du er bange for at din mor sidder der, men husk på, at hun jo er en engel der våger over dig
Pernille K Tilmeldt:
jul 2005
Følger: 55 Følgere: 62 Heste: 5 Emner: 359 Svar: 4.362

#13 2. aug 2012 Vil også lige nævne, at jeg ofte tænde fjernsynet, når jeg var tæt på et angst anfald midt om natten.

Jeg har aldrig rigtig fortalt nogen om det, min far har vidst, der var noget galt, det kunne han jo se på min opførsel, men ellers har jeg indtil for et år siden kun fortalt det til nogle få.

Jeg har stadig svært ved, at sove selv. Er blandt andet alene hjemme indtil Mandag, hvor jeg faktisk har overvejet at spørge mine svigerforældre, om jeg må sove ved dem, men har besluttet, at det vil jeg ikke. Hvis jeg kan klare de næste nætter selv, så er jeg bare for cool.

Når jeg kan mærke, jeg bliver utryg, så husker jeg tilbage på mødet med min søster's veninde. Min mor viser sig ikke for mig, hun vil ikke forsøge, at gøre opmærksom på sin tilstede værelse, det er kun vores stærke bånd, der gør, at jeg kan mærke hende.
Fünke Tilmeldt:
jan 2008
Følger: 13 Følgere: 19 Heste: 2 Emner: 34 Svar: 3.577

#14 2. aug 2012 Pernille K - synes det er fedt, at du beslutter dig for at klare dem! nu er du også et par år ældre end mig, men jeg sov i hvert fald alene hjemme for et par uger siden, og det bekræftede mig i, at jeg sagtens kunne "overvinde" det
Pernille K Tilmeldt:
jul 2005
Følger: 55 Følgere: 62 Heste: 5 Emner: 359 Svar: 4.362

#16 2. aug 2012 Nemlig.
Men det er næsten ligeså slemt, at ingen nogensinde har kunnet forstå, hvad man går igennem.
Udadtil er jeg en fuldstændig normal, fungerende pige. Jeg bor på landet med min fantastiske kæreste. Vi klarer os igennem hverdagen perfekt.
På ydersiden er jeg en ganske normal pige på 22 år.

Men bagved er jeg først rigtigt begyndt at leve for et-to år siden.

Og jeg håber for andre, at de også kommer igennem det. Jeg troede faktisk ikke rigtigt, der var andre med det her problem, så det er vildt befriende, at andre oplever det samme helvede, som jeg har oplevet.
Louise G Tilmeldt:
nov 2006
Følger: 92 Følgere: 72 Heste: 3 Emner: 122 Svar: 659

#17 2. aug 2012 Super god plan Pernille :), og tror os at jeg vil til at sin min mor som en skytsengel, og ikke som en frygt

Gå til toppen

Kommentér på:
Bange/paranoid om natten ;/

{{ group.groupName }}

Bange/paranoid om natten ;/ {{forumTopicSubject}}