Gyser!:-) {{forumTopicSubject}}

Halløj Hvis I har tid, vil I så ikke lige læse min gyser? Jeg tager gerne imod kritik, ros eller rettelser, men vil ikke svines til!(;

Karina stod foran spejlet og børstede tænder, da hun kunne høre uret ude i stuen. Tolv slag, nu var det også på tide at hun gik i seng. Da det sidste slag ringede ud, bankede det pludseligt hårdt på døren. Hun for op og løb ud til vinduet for at se hvem det var. Det lignede Mette, en af hendes veninder, som egentlig var kørt her fra i formiddags efter de havde afsluttet deres sædvanlige venindeweekend. Hvis hun havde glemt noget, var faktisk lidt sent at hun kom tilbage, men der var jo selvfølgelig lidt langt derop...

Karina åbnede døren: ”Har du gle....” hun stoppede midt i sætningen da hun så at det ikke var Mette. Udenfor stod en pige, på højst seksten år, og rædsel stod malet i hendes ansigt. Hun trak vejret i små korte stød, og havde blå mærker på halsen.

”Han, han.... er efter mig” fik pigen fremstammet, og kiggede sig over skulderen, ”må jeg ikke godt komme ind?” Karina nikkede, og flyttede sig til side så pigen kunne komme ind. Tankerne for gennem hendes hoved, hvem var pigen, hvorfor var hun her nu og hvem var ham der var efter hende? Og var det overhovedet klogt at lukke hende ind?

Pigen stod lidt forvirret midt i stuen, og blev ved med at kigge nervøst over mod vinduerne. Karina låste døren, og tog derefter sig selv i at stå og stirre spørgende på pigen.

”Jeg.... Undskyld at jeg kommer brasende så sent” startede pigen, ”men jeg så at der kom røg op af din skorsten, og der var ikke andre huse i nærheden”. Mens hun talte kiggede hun stadig over i mod vinduerne. ”Må jeg ikke godt trække for?” spurgte hun til sidst.
”Øh jo, gør bare det” svarede Karina lidt forvirret. ”Hvorfor er du i skoven så sent?”
”Jeg var på vej hjem og ville skyde genvej, men så var der pludselig nogen efter mig, og jeg kom bare til at køre længere og længere ind i skoven, og så.....” pigen stoppede, og en tåre trillede ned af hendes kind.

Karina, som nu også var blevet lidt nervøs, tjekkede en ekstra gang om døren var låst, og gik så over til pigen.
”Org, det var ikke min mening at gøre dig ked af det” sagde hun med en undskyldende tone, ”sæt dig bare ned, jeg kommer tilbage lige om lidt”. Pigen satte sig, og stirrede ned på hendes hænder, mens endnu en tåre ramte sofaen. Karina skyndte sig ud på badeværelset med sin tandbørste og vendte så tilbage til stuen.
”Vil du have noget? Frugt eller måske varm kakao?” spurgte Karina, og kiggede på pigen. Hun rystede på hovedet og krummede sig lidt mere sammen. ”Vil du låne et tæppe?” Karina fandt et frem som lå under nogen puder, ”det ser ud til du fryser lidt”. Pigen tøvede, men tog så imod tæppet som Karina rakte hende.

Pigen sagde ikke længere noget, og Karina var bange for at gøre hende ked af det igen, så hun tog fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet. Et højt grin var det første man hørte, og det gav et sæt i pigen. De sad længe bare og så en mærkelig komedie, og til sidst faldt Karina i søvn...

Da hun vågnede næste dag op ad formiddagen var pigen væk. Karina kiggede ude i køkkenet og på badeværelset, men der var intet spor af hende. Selv tæppet var lagt pænt sammen og lå præcis der hvor Karina havde taget det aftenen før. Det var som om pigen aldrig havde været der. Rimelig forvirret, begyndte Karina at pakke sine ting, for hjem skulle hun jo.

Halvvejs hjemme holdt Karina ind for at tanke. Alle ved kassen stod vendt mod det fjernsyn som hang i hjørnet.
”Tidligt i morges fandt to løbere liget af den 15-årige Signe Nyrup, som blev meldt savnet i går formiddags” et billede rullede over skærmen, og reporteren forsatte; ”Retsmedicineren anslår at pigen blev kvalt sent igår aftes, et sted mellem halv elleve og halv tolv”. Karina gispede. Det var jo pigen fra i aftes. Men halv tolv... Uret havde jo lige slået tolv da hun bankede på døren!