Uretfærdig? {{forumTopicSubject}}

Hej mennesker,

sidder lidt med en følelse af at være et retfærdigt svin (selv om det lyder underligt ...), og jeg tænkte lidt på om det måske bare var mig der er underlig.

Sagen er at jeg har været ret meget igennem i min barndom med mine forældre og har derfor de seneste par år gået på efterskole og skal her efter sommerferien højest sandsynlig på kostgymnasium. Ingen af mine forældre elsker ideen, men min mor synes det er fair nok og min far er tydeligt modstander af den.

Min far blev her i slutningen af april gift med en ukrainsk kvinde som nu er flyttet herop med sin datter. Brylluppet var 2. gang jeg mødte hende og da hun flyttede herop var 3. gang, datteren havde jeg aldrig mødt før hun flyttede herop.
Jeg har inden de flyttede herop udtrykt overfor både min far og hans ekskone (min ekstramor, som så har snakket med min far om det) at jeg overhovedet ikke har følt mig tryg ved situationen og rent faktisk får det både fysisk og psygisk dårligt af at komme i "klemme" på den måde. Min far har i hans handlinger gjort klart at jeg ikke er hans første priotet (han har gentagene gange brudt løfter, ignoreret råb om hjælp samt været enormt uforstående overfor mine psygiske problemer, plus at han altid har sat sig selv og sine penge som første priotet i alting).

Første aften de var her sagde jeg pænt hej og gik derefter op på mit værelse, tanken om at jeg skulle nedenunder og være sammen med de "nye" fik mig til at hyperventilere og ryste fuldkommen ukontrolleret, så jeg gik ikke ned før klokken var lidt i tolv. Jeg snakkede kort med min far som endte ud i et kæmpe skænderi hvor han bl.a. siger at jeg skal til lægen fordi der er noget galt med mig, grundet at jeg ikke brydes mig om at skulle bo sammen med to fremmede mennesker jeg ikke kan kommunikere med.

Nu er der så gået noget tid, og jo de er da flinke nok (jeg har ikke været hjemme mere end ca. en uge sammenlagt siden de kom), men jeg er ved at blive skør. Fordi jeg er på alder med min fars nye kones datter er vi ofte sammen, meget tilskyndet af min far og alle omkring os (udentan min mor som er meget i mod det hele). Hun kan ikke dansk og snakker ikke specielt godt engelsk (fkun lige forståeligt). Jeg plejer at ELSKE at snakke engelsk, skrive på engelsk og har en drøm om at leve i England, men jeg er simpelthen blevet så træt af engelsk efter at det er den eneste måde vi kan kommunikere, jeg har behov for at snakke DANSK når jeg er hjemme, selv mine søstre på hhv. 6 og 3 år er begyndt at snakke engelsk!

Det var så meningen vi skulle til grøn koncert i dag. Jeg meldte klart ud da der blev snakket om det til at starte med at jeg hellere ville blive hjemme og passe mine søskende end at tage til Grøn med Anastacia som datteren hedder, bl.a. fordi jeg havde en aftale med en veninde om at tage i byen igår (kom hjem lidt over 6 i morges) .. Det blev dog lavet sådan at jeg skulle tage til koncert med Anastacia. Vejret, lysten eller humøret har dog ikke været til det og jeg valgte at sige jeg gerne ville sove ud og helst bare ville være hjemme.
Jeg får derefter smidt i hovedet at jeg bryder løfter og skuffer andre mennesker ...Nu er jeg så fritaget da vejret er helt af helveds til.

Er det bare mig der er helt galt på den eller er det rent faktisk noget fuldkommen umuligt lort?

Respekt til jer hvis i har læst det hele!