Hygge læsning for de interesserede {{forumTopicSubject}}

Prinsen og træfløjten

Der var engang en prins. Han var ikke nogen mægtig prins, thi han havde ikke engang sit eget rige endnu. Det rige han skulle arve var heller ikke stort og ej mægtigt. Prinsen sukkede ofte over det liv der ventede ham, da han aldrig havde ønsket sig sådan et helt kongerige. Han ønskede sig så inderligt at komme på eventyr og opleve bjerge, skove, trolde og se fjerne lande.

Dagene gik, ugerne gik og ja, selv årene gik. Prinsen var efterhånden en flot ung herre, fuld af eventyrlyst og endnu havde han ikke lyst til at blive konge, hvilket efterhånden var lige om hjørnet da kongen var blevet gammel og syg. Så en morgen ved solopgang havde han bestemt sig, han måtte ud og opleve verdenen. Han pakkede det han mente var vigtigt, det vil sige rent tøj og en træfløjte han havde skåret da han var barn. Skuffe sine forældre ville han jo ikke, men beslutningen havde han taget. For at undgå noget større tumult sneg han sig igennem de lange korridorer på slottet, og hele vejen ned til den allerfjerneste indgang i grovkøkkenet. Ud i verdenen det gik. Han vandrede dagen lang, og da natten begyndte at sænke sig ned over det bakkefyldte landskab, slog han lejr. Da natten var kold, begyndte han at samle brænde. Han måtte gå længere og længere væk fra sin lejr for at samle træ og kviste, og efter en time havde han forvildet sig så langt ind i en mørk skov, at han helt havde mistet overblikket over hvor hans ting befandt sig. I sin fortvivlelse havde prinsen sat sig på en sten, men med et hørte han en lille stemme: ”Så du er rigtig nok faret vild”, prinsen fór op med et sæt og svarede så: ”Hvem er du? Giv dig til kende!” Han råbte det med sådan en kraft at han forskrækkede sig selv og de små dyr der befandt sig omkring ham. Igen lød den samme stemme: ”Du skulle ikke hidse sig sådan op, hvem ved hvem der kan lytte med her” Prinsen sad et øjeblik og studsede over dette specielle svar, før han svarede, med en mere rolig stemme end før: ” Hvem lytter da med? Vis dig du fremmede, jeg kan ikke stole på en jeg ikke kan se. Du kunne jo være en trold”. Igen sad Prinsen og ventede på svar, men i stedet dukkede der en lille nisse frem fra under den sten, han så solidt sad på. ”Her er jeg så” sagde nissen og forsatte: ”Jeg kan hjælpe dig tilbage til dine ting, men alt har sin pris”, prinsen svarede: ”Pris? Hvad kan jeg dog have, som kan have din interesse lille mand?”. Nissen stod og tænkte længe, før han svarede: ”Den fløjte du har i bæltet linningen ser smuk ud, den har garanteret taget lang tid at skære. Jeg kan give den magiske kræfter, men spille på den kan jeg ikke selv, så du må gøre mig en tjeneste”. Prisen blev ellevild ved tanken om den magiske fløjte og tøvede ikke med at sige ja til tilbuddet, han glemte dog alt om den tjeneste han skulle udføre. Nissen sagde så: ”Godt, godt lille prins. Nu skal du bare høre! I en dal, dybt inde i den mørke Skumlerskov, ligger der et gammelt slot, det er ældet af tidens tand og der har ikke levet en kongefamilie i over 100år. Derinde er min familie, men de er ikke som du og jeg, for den heks som bevogter slottet, har forstenet dem og dømt dem til aldrig at forgå. Jeg kan give din fløjte kræfter, som kan ophæve denne forbandelse, men som jeg sagde, vil fløjten ej spille i mine hænder. Det er kun en menneskesøn, født af kongelig slægt, der kan hæve forbandelsen!” Prisen var lettere forbløffet over denne tjeneste, men svarede raskt: ”Det lyder ikke svært, men sig mig nisse, lurer der andre farer end denne heks?” Nissen nikkede kortvarigt: ”På denne tur findes mange farer og udfordringer. Ting som du aldrig har, kunne forstille dig, men hvis du kigger godt efter, vil du kunne opdage at væsner som jeg selv, kan være meget hjælpsomme”. Med denne besked følte prinsen sig klar. Han fik instruktionerne til hvor hans ting lå, og gik så gennem aftenen, tilbage til sin lejr for at hvile inden den lange tur. Næste dag pakkede han, de få ting han havde, og vandrede af sted mod Skumlerskov. Da han havde gået i en halv dag, var han nået til en stor sø. Søen var omringet af et tyndt bælte af smukke, slanke træer, og sådan som søen lå hen der i eftermiddagens blide lys, var det nok det smukkeste prinsen nogensinde havde set. Prinsen besluttede sig for at tage en svømmetur, når muligheden nu endelig bød sig. Han afklædte sig og sprang i vandet. Da han var ude ved midten af søen, trak den i hans ene ben, og da han prøvede at svømme væk, blev han langsomt trukket ned under vandet:” Åh nej! Jeg er ikke parat til at dø nu” Tænkte prinsen, mens han stille og roligt blev trukket længere og længere ned i dybet. Men med et opdagede prinsen at han ingen åndenød havde, han prøvede at tage en stor indånding, og ganske rigtigt. Han kunne trække vejret uden det mindste besvær. Prinsen tænkte så: ”Det må være en fortryllet sø, andet kunne jo ikke være muligt!”. Da prinsen kiggede ned, opdagede han at det var en kæmpe stor drage der trak ham ned mod bunden. Dragen var ikke som dem han havde hørt om i fortællingerne da han var barn, den havde derimod store gæller, den var dækket af et tykt lag alger på hele kroppen og havde svømmehud på tæerne. Da prinsen var efterhånden kommet så langt ned, at han ikke længere kunne se lyset fra overfladen, stoppede dragen op, kiggede på ham og sagde: ”Du må undskylde denne overraskelse lille du, men den friske luft er min fjende og jeg kan kun hernede i dybet føle mig hjemme”, prinsen fremstammede: ”Ja det må du nok sige! Men hvem er du, og hvad vil du mig?”. Dragen tog en dyb indånding, pustede ud og forsatte: ”Jeg så din fløjte da du i vandet sprang, og aldrig har jeg hørt så skøn en klang. Hvor du er på vej hen kommer ej mig ved, men jeg kan fortælle dig en lille hemmelighed”. Prinsen havde hurtigt lagt mærke til dragens rim, og fornemmede at denne mystiske skabning ikke havde ondt i sinde og derfor spurgte prinsen: ”Hvilken hemmelighed gemmer du da på?”, dragen rimede videre: ”Skumlerheksens mørke sind, kan ej leve hvis musikkens toner når derind. Den smukke fløjte du ejer, kan måske heksen besejre!”. Med disse ord slap dragen sit tag om prinsens ben, og prinsen flød stille og roligt op mod overfladen igen. Mens han steg op imod overfladen, tænkte han: ”Se det var noget jeg kan bruge til noget! Nu kan jeg da ikke blive mere forberedt. Den heks har intet godt i vente”. Da prinsen nåede ind til søens bred, skyndte han sig at tage sit tøj på og forsatte derefter sin vandring mod Skumlerskov. Da natten brød frem og solen for længst havde slukket sine stråler i horisonten, blev han enig med sig selv om at slå lejr for natten. Den næste morgen begav han sig videre, og sådan forsatte de næste mange dage. Endelig så han skoven, men denne skov var bestemt ikke som andre skove. Træerne var tilgroet med slyngplanter og deres blade var for længst faldet af, i det hele taget så skoven meget trist og død ud. I takt med at han bevægede sig længere ind i skoven, fandt han hurtigt ud af at dette måtte være heksens værk, da ingen skov kunne være naturlig død på denne måde. Prinsen så dyr der lå forstenet rundt omkring i skoven, som var de blevet stoppet i deres daglige gøremål. Han havde gået i et stykke tid da han hørte en svag puslen fra det nærmeste buskads, da han før havde været af den overbevisning at hele skoven var død, kom dette meget bag på ham. Prinsen var gået tættere på busken før han hævede stemmen: ”Hvem der!”, en lille pibende stemme svarede: ”Jeg er bare mig, og jeg gør ingen fortræd. Er du på vej til heksen?”. Prinsen undrede sig over hvem det nu var der havde interesse i hans rejse, og svarede derfor spørgende: ”Ja det er jeg, men hvad kan min rejse have med dig at gøre? Jeg kender dig ej, og har ikke engang set om du er enten mus eller ræv”. Der var gået et øjeblik da en lille skabning krøb frem under busken. Den pilede frem mod prinsen og kravlede op af hans bukseben og satte sig i bukselinningen. ”Uden mig finder du aldrig slottet. Jeg er den eneste i hele skoven som har, kunne gemme sig for heksen! Jeg vil gerne hjælpe, men som tak for min assistance, skal du befri skoven og alle dens væsner” sagde det lille væsen. Det var først nu prinsen kunne se at det lille væsen i virkeligheden var en spidsmus, den var ganske lille og prinsen forstod nu at det slet ikke var underligt at heksen ikke havde, kunne finde den. Prinsen skyndte sig at takke ja til tilbuddet, for det var jo ikke hver dag man fik sådan et tilbud, der kunne være én ligeså behjælpelig som dette. Af sted de sammen gik, gennem den mørke Skumlerskov, og der var ikke gået mange timer da de kunne se slottet torne op bag de døde træer. De var end ikke kommet over vindebroen, før de hørte foruroligende hvin inde fra slottet og da de trådte ind på slotspladsen kunne de begge se at hele slottes beboere var på samme måde som resten af skoven, fastfrosset i deres daglige rutiner. Prinsen havde gået rundt og kigget på alle disse mennesker og dyr i et stykke tid, før han hæv fløjten op af lommen og satte i gang med at spille så godt som han kunne, og ganske rigtigt som nisse havde sagt, begyndte både dyr og mennesker at rører på sig. Planterne spirede på ny og lidt efter lidt var der kommet liv tilbage på slottet. Prinsen var gået ind i slottes haller og gange for at spille, da han opdagede en trappe der førte langt højere op end alle andre trapper han havde set på slottet. Han havde besluttet sig for at undersøge dette, da han jo havde lovet den lille spidsmus at befri alle væsner i skoven. Oppe for enden af trappen, kunne han høre fodtrin, banden og svovlen. Dette måtte være heksen havde han tænkt, hvorefter han lå sig på lur og satte fløjten for munden. Heksen havde, kunne fornemme dette, for ligesom prinsen skulle til at spille sprang hun frem inde fra tårnværelset! ”Du kan ikke besejre mig, dit grimme, lille menneskebarn! Du er de rene pjalter og lapper, og kun en kongesøn kan besejre mig!” Skreg Heksen, mens hun farede frem. Prinsen havde haft så travlt at det første var nu han fik øje på at hans tøj var slidt og ødelagt efter den lange tur. ”Dette kan give mig en fordel!” Tænkte prinsen, mens han med vilje havde ladet sig fange af heksen. Heksen havde båret prinsen ind i tårnværelset da han opdagede at der inde på værelset, befandt sig den smukkeste prinsesse han nogensinde havde set, for han havde jo efterhånden set en del. Heksen vandrede frem og tilbage inde i tårnet mens hun mumlede om at dræbe hver og en der ville komme i vejen for hende. Med et sagde hun: ”Jeg tror jeg vil starte med dig min fine ven, og bagefter vil prinsessen møde sit endeligt!” Prinsen trak derfor fløjten frem endnu en gang, og satte den for munden. Den yndigste melodi strakte sig nu ud i rummet og ud over skoven. Med et skrig, vred heksen sig i smerte. Hendes øjne blev grå og hendes hænder kolde, hun var nu som alt hvad hun før havde forhekset. Hård som sten. Prinsessen begyndte at røre på sig, hvorefter hun faldt sammen på gulvet. Prinsen sprang over til den skønne prinsesse og tog hende i sine arme og sagde: ”Åh du skønne, dig har jeg ventet på hele mit liv! Vil du følge med mig hjem til mine forældre og derpå gifte dig med mig?”, Prinsessen havde fået et mindre chok, for det var jo ikke hver dag man blev friet til, men denne mand der sad foran hende var jo både beskidt, ussel og ikke af adelig slægt, eller det mente hun jo. Derpå svarede prinsessen: ”Gifte mig med dig vil jeg ej, og egentlig synes jeg at du skulle gå din vej. Rid din vej og kom aldrig igen, her vil jeg vente på min sjæleven!”, prinsen blev ked ved dette budskab, men gjorde som prinsessen sagde. På hans vej tilbage igennem skoven spillede han for alt hvad han så på sin vej, selv de 2 små nisser der var familie til ham der havde gjort fløjten magisk, så han. I skovens kant så han en kvinde ligge mod en sten. Han spillede for hende, men røre på sig gjorde hun ikke. Han satte sig på hug, rørte hende på kinden og sagde: ”hvem er du? Og hvorfor ligger du her?”, hun svarede grædende: ”Min fader har sendt mig væk, og jeg kan ikke vende tilbage uden en ægtemand”, Prinsen tænkte lidt og svarede så: ”Smuk er du bestemt, hjerte må du også have. Hvis du vil gifte dig med mig, vil vi gøre din fader stolt, og mine forældre glade”. Kvinden takkede ja, hvorpå de rejste tilbage til prinsens rige og giftede sig og blev konge og dronning. Kongen og dronningen blev meget lykkelige og fik 3 børn, alt i mens prinsessen stadig sidder i sit tårn og venter på den rigtige prins.

Se det er et rigtigt eventyr.