Det at sige farvel(Langt) {{forumTopicSubject}}

<b> Jeg faldt lige over denne tekst jeg skrev for godt en måned siden, omkring det at sige farvel.. Jeg måtte selv lige fælde en tåre, da jeg læste den igen, og kan også huske jeg græs da jeg skrev den.. Her kan i læse nogle af mine tanker fra dengang jeg sagde farvel til Zoey </b>

Jeg har oplevet det at sige farvel, mange gange i mit liv. Godt nok er mit liv kun på 16 år og 10 måneder, og forhåbentlig kommer det til at vare mange år, og flere måneder endnu. Dog føles det som lang tid for mig. Det farvel der har sat sig de allerstørste spor i min erindring er helt klart, den dag som jeg nok hele tiden havde vidst skulle komme, den dag jeg skulle sige farvel til mit føl.

I 11 måneder og 12 dage havde jeg gået og ventet på min hoppe skulle fole, -11 måneder og 12 dage! Og endelig skete det, sent om aftenen en dag sidst i april. Jeg var ovenud lykkelig. Dog ændrede det hele sig da vi fandt ud af, at alt ikke var som det skulle være. Jeg blev bange, bange for sorgen, bange for det, at skulle sige farvel og aldrig mere føle lykken af, at være sammen med det dyr. Angsten var stor, på grænsen til uudholdelig. Føllet var født med en hjerneskade og kunne hverken gå, stå, løbe eller spise. Hvad var chancen for, sådan et føl skulle kunne overleve? Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det hele nok skulle gå godt, jeg måtte være stærk og kæmpe mod skæbnen. Men det at kæmpe mod skæbnen er svært, dog startede godt ud. Jeg lærte selv det lille føl at gå, ligeså lærte jeg det at spise og løbe. Hver gang det gik fremad, steg min selvtillid og tro på, at det hele nok skulle ende godt. Selvom jeg hver dag fik kommentarer som: ”Den kommer aldrig til at blive normal” og ”Afliv den dog, det er ren mishandling, det du har gang i” følte jeg, jeg måtte være stærk, og tro på min første indskydelse om, at jeg skulle nok klare det.

Der gik nogle måneder, og ligeså stille bevægede folk sig over på min side, og pludselig forstod de mine valg. Faktisk var det på grund af en film jeg lavede, og hvis bare det var det der skulle til, en film. Så ville verden være nem… Filmen er der nu lige omkring 5.000 mennesker der har set. Men det er ikke pointen, pointen er, at de begyndte at se det fra min side.

Føllet blev stærkere, og opførte sig nærmest som en hund. Hun fulgte en overalt, gik rundt på gården uden at være spærret inde på en fold, og så havde hun et harmonisk lille brum, hver gang jeg kom. Det var jo det, alle de små ting, det var jo dem der betød allermest? Så hvorfor sige farvel? Når alt så begynder at gå godt, undre det vel ingen at uheldet igen skal komme. Selvfølgelig, uheldet kommer altid lige når alt går som det skal, når fremtiden ser lys ud, og når solen skinner for en.

Det begyndte at gå ned af bakke igen, som i sikkert kan regne ud. Føllet fik sværere ved at holde balancen og væltede ofte. Sommetider skete det at det var mig, hun væltede ned over. Det var ikke fordi det gjorden ondt, hun vejede måske kun lige omkring 90 kilo, men når hun så blev større og voksede ville det i sidste ende være farlig for både hende og jeg. Og det var her jeg tog beslutningen. Hun havde haft et kort liv. Men med helt utrolig mange oplevelser i bagagen kunne jeg forestille mig, at jeg nu kunne acceptere et farvel. Jeg græd. Bare tanken om, at hun ikke ville være der for mig i fremtiden, at jeg ikke ville kunne mærke hendes silkebløde pels, eller høre på det kærlige lille brum. Igen følte jeg, at jeg var bange, ligesom da hun blev født.

Det var en dag i oktober, det regnede, en klassisk efterårsdag. Dagen var kommet hvor jeg måtte sige farvel. Jeg hørte dyrlægens bil køre ned i gårdspladsen, vidste, at nu var det nu. Jeg kunne ikke længere nå at ændre mit valg. Føllet lå så fint helt stille dér, i hjørnet af boksen, ovenpå det bløde gule halm. Alt så, så stille og fredsfyldt ud. Jeg lå mig ned til hende, og hun åbnede de store mørke mandelformede øjne. Hun rykkede lidt på sig. Jeg kan huske hver bevægelse hun gjorde, før jeg nikkede til dyrlægen. Få sekunder igen, længere tid havde jeg ikke sammen med hende, få sekunder. Jeg lagde mit hovedet helt ind til hende, kyssede hendes søde grå mule, og blev ved med at viske: ”Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig…” Og der skete det. Jeg mærkede hun stoppede med at trække vejret, hun var væk, ikke længere ved min side. Jeg havde sagt farvel.

Sangen der blev spillet i radioen lige det sekund, husker jeg stadig. U2, med One. I sangen synger de bl.a. One love, one life – en kærlighed, et liv. Føllet var min kærlighed, og jeg var hendes liv. Senere har mange mindet mig om, at hvis ikke det var for mig var hun blevet aflivet lige efter fødslen. Hvis ikke det var for mig, ville hun aldrig have oplevet det at leve – to live.

De 5 måneder, 27 dage, 7 timer og 50 minutter føllet var i mit liv, er den tid jeg har lært allermest. Jeg tænker på hende hver dag, for det var noget helt specielt. I dag har jeg bestemt mig for, det ikke var et ”Farvel” dengang, men et ”Vi ses” Fordi jeg tror på, at vi en dag vil mødes igen.

Et farvel for mig, er aldrig et farvel, men et vi ses.