PLEASE, LÆS DETTE {{forumTopicSubject}}

ja igår aftes postede jeg et indlæg, men da INGEN svarede prøver jeg lige igen...


jeg har fået til opgave i skolen at skrive en afslutning på en bog som hedder bomuldens dronning, det foregår i sydafrika under apartheid, det kan måske virke lidt uforståeligt når man ikke har læst bogen, men prøv alligevel og fortæl mig hvad i synes, jeg har ikke rettet komma(og andre) fejl endnu...


Bomuldens Dronning


Livet med den lange var præcis som Mewa havde forestillet sig, plus lidt ekstra.
De levede livet farligt, smadrede butikker, men var over alle bjerge så snart politiet var der.
Han gjorde alt der hidtil ville have fået ham til at føle sig komplet-men han var ikke komplet, Mewa var langtfra komplet. Indeni ham voksede et hulrum sig større end nogensinde før. Det var Regina som han havde elsket og mistet, men Mewa ville ha sin hævn. Han ville smadre de hvides samfund om så det skulle koste ham hans liv.

Da denne rejse først begyndte for Mewa vidste han ikke meget, hverken om de hvides samfund, eller om hvordan verden fungerede, han havde levet i en beskyttet skal, han havde levet som blommen i et æg, i hvert fald hvis man tog i betragtning at han var sort. Mewa´s forældre havde passet på ham, og beskyttet ham fra den grufulde verden hvor de hvide har magten og kontrollen, han havde troet så inderligt på at han kunne rede Regina, men Mewa’s far vidste at det var umuligt. Umuligt og alligevel sendte han ham ud på en mission som han havde sat sin lid til. Mewa huskede skuffelsen da missionen viste sig at være mislykket, han huskede hadet til de hvide på politistationen da de spøgte med det, ikke alene huskede han det-det brændte i ham endnu. En vilje og et had så stort som intet menneske før havde følt, Mewa var forandret- forandret for altid, før havde han været den stille type der legede med sin søster i bomulden, dengang hvor de var høvding og dronning, dengang hvor Mewa var i sin beskyttende skal. Dengang der var, og som aldrig mere skulle komme. Tiden med den glade høvding Cetawayo og bomuldens dronning var forbi.

Mewa var på en måde også sur på Regina, han elskede hende af hele sit hjerte, og hun forsvandt. Han huskede det første brev de havde fået fra fængslet i Johannesburg, huskede de bedende ord Regina havde sendt ham ”du skal” Hvorfor sku han det? Hun havde vidst fra starten at håbet var småt, hvis ellers der var noget. Hun havde sat håbet op på ham, fået ham til at føle at han kunne gøre en forskel for hende. Men det havde været nyttesløst. Hvor vovede hun at sende ham ud på en livsvigtig mission når der intet liv var at rede?
Det var disse tanker der fik Mewa’s hulrum i maven til at vokse sig større og større dag for dag. Disse tanker der drev ham ind i de hvides områder for at terrorisere deres foretninger, ødelægge deres liv som de ødelagde hans da de arresterede Regina.

Den lange afbrød hans tanker med et forslag om at lave en demonstration mod apartheid, den skulle være vildere end nogensinde før - han havde allerede kontaktet nogle venner om det. Mewa rejste sig og fulgte med. Under demonstrationen skreg han at de havde slået hans dronning ihjel, nogle spurgte hvorfor han sagde det, men det var hans hemmelighed, ingen behøvede at vide noget om høvding Cetawayo og bomuldens dronning, de eksisterede ikke længere.
Mewa kastede sten mod en hippo som kom kørende for at dele demonstranterne i grupper, han slog en betjent. Bang. Stilhed, Mewa var ramt. Den lange løb hen til ham, samlede ham op, sagde at han skulle kæmpe for sit liv. Mewa rystede på hovedet ”Jeg døde den dag de dræbte Regina, der er masser at kæmpe for, men det er ikke min kamp. Ikke denne gang, apartheid vil fortsætte i mange år, men du må kæmpe for det vi tror på.” Mewa blev stille, den lange begyndte at græde. Han lagde Mewa på jorden og knælede foran ham, kampen på gaden fortsatte men i disse sekunder stod hans verden stille. Mewa kiggede op og hviskede ” husk – det er kun vores krop de slår ihjel, vores sjæl vil inspirere nye, apartheid vil blive afskaffet, Afrika kan blive et godt land at bo i. Hvis blot vi husker på hvem vi kæmper mod. Det er kun vores krop de slår ihjel.”