Det jyske barn {{forumTopicSubject}}

Lars og Cecilie, et sundt og raskt og helt igennem københavnsk par, er endnu ikke kommet sig over den forfærdelige nyhed, de fik i sidste uge, da lægerne på Rigshospitalets børneafdeling gav dem den knusende besked: "Jeres barn er jyde." Udadtil virker Lars og Cecilies dreng, den 4 år gamle Klaus, som et helt normalt barn. Men månedlange undersøgelser på Rigshospitalet efterlader ingen tvivl om, at han er uhelbredeligt jysk. "Selv om vi længe vidste, at der var noget galt med Klaus, så var den endelige dom alligevel et hårdt slag," fortæller Cecilie. "Det er svært at fatte, at han er fuldstændig jysk, og at han vil være det resten af livet." Også lægerne er forbløffede og forfærdede: "Vi har testet begge forældre, og de besidder absolut ingen anlæg for jyskhed," udtaler Overlæge Peter Krogstrup fra Rigshospitalets børneafdeling. "Indtil videre håber vi, at det er et enkeltstående fænomen. Men vi vil indtrængende opfordre andre forældre til at henvende sig, hvis de mistænker deres børn for at være jyder. Det er særdeles vigtigt at få klarlagt, om dette er et omsiggribende fænomen." Som spæd udviste Klaus ingen klare tegn på, at han var jysk. Først omkring 3-års alderen begyndte han at opføre sig underligt, og vakte forældrenes bekymring. Lars fortæller: "Første gang vi blev urolige var en dag da jeg sad og kiggede i billedbog sammen med Klaus. Der var en lille gris, der havde gemt sig, og så spurgte jeg Klaus: 'Hvor er grisen henne?' Han pegede på grisen og sagde: 'Dær er æ gris.'" Så grinte jeg og sagde: 'Det hedder altså grisen, ikke æ gris.' Og så stirrede han bare på mig, med en vrede der var helt unaturlig for en lille dreng, som om jeg havde sagt noget fuldstændig blasfemisk, og han sagde med sammenbidte tænder: 'Æ gris! Det bløwwer do nød te å husk, fatter!' Jeg blev faktisk ret bange for ham." Til at begynde med håbede Lars og Cecilie, at Klaus' mærkværdige adfærd bare var noget, der gik over med tiden. "Men det blev værre. Det blev meget værre," siger Cecilie med smerte i stemmen. "Han begyndte at æde enorme mængder mad. Især havregrød. Og han krævede, at vi altid spiser op. Hvis vi levner lidt ved aftensmaden, siger han straks: 'Ka I så fo'ed nier! Ska den goe ma bår gå te spill?'" "Og det er umuligt at diskutere med ham," fortsætter Lars. "Han er helt unaturligt stædig. Hvis han ikke får sin vilje, truer han med at melde os for incest og børnemishandling. 'Spis jeres ma, eller a kommer å børnehjem!' siger han." Efterhånden som tiden gik og Klaus' adfærd blev værre, måtte Lars og Cecilie indse, at der var noget helt alvorligt galt. "Vi blev for alvor bange for at han var jysk, da vi var i Zoologisk Have for første gang," fortæller Cecilie. "Det virkede slet ikke, som om han syntes, at dyrene var sjove eller spændende. Han var mest interesseret i hvor mange æg, pingvinerne gav, og hvad kiloprisen på kamelerne var. Girafferne var han især interesseret i. 'Der ka dælme bløwe mange nakkekoteletter a dem,' sagde han. Vi prøvede at forklare ham, at det var meningen, at man bare skulle kigge på dyrene - ikke købe dem eller spise dem. Men det kunne han overhovedet ikke forstå. Og så sagde han: 'Waffor holler de dyrskue når en it ka køwe æ kreaturer? De' dælme da tovligt.' Så kørte vi direkte på hospitalet med ham." Klaus var indlagt i næsten et halvt år, mens børneafdelingens læger forsøgte at stille en sikker diagnose. "Selv om forældrene med rette følte, at deres barn led af jyskhed, så er det en anden sag at stille en klinisk diagnose," udtaler overlæge Peter Krogstrup. "Klaus måtte igennem mange systematiske undersøgelser, før vi var sikre." Krogstrup observerede bl.a., at Klaus var ganske fascineret af Pia Kjærsgaard. "For det meste ville han helst se børne-tv, som ethvert normalt barn. Men vi opdagede, at når der var nyheder på TV, og der var indslag med Pia Kjærgsaard, satte han sig lige foran fjernsynet og lyttede til hende og nikkede roligt. Han var ofte fuldstændig opslugt. Hvis vi prøvede at fortælle ham, at Pia Kjærgsgaard ikke er en sød dame, så stirrede han uforstående på os og rystede langsomt på hovedet." Lægerne blev dog først sikre på, at Klaus var jysk, da de undersøgte hans humoristiske sans. "Til vores store forfærdelse manglede den fuldstændig. Vi prøvede at få ham interesseret i f.eks. South Park, satire.dk og Casper & Mandril-aftalen. Men han fattede det ikke, og syntes det var dybt åndssvagt. Derimod brølede han af grin og rullede rundt på gulvet af latterkramper hvis han så Finn'sk Fjernsyn. Så var vi desværre temmelig sikre på, at han måtte være jysk." Klaus har nu været udskrevet i en uge, og Lars og Cecilie er i gang med den vanskelige proces at lære, hvordan man lever med et jysk barn. "Det er meget svært at vide, hvordan man skal gøre, når man ikke selv har haft med jyder at gøre," sukker Cecilie. "F.eks. nægter Klaus at gå i andet tøj end Jack&Jones eller Helly Hansen. I går prøvede vi at give ham noget pænt Benetton-børnetøj på, men han skreg som besat, som om vi prøvede at slå ham ihjel. Jeg har aldrig hørt noget barn skrige sådan." "Vi forsøger at gøre det så godt som muligt, og at holde af ham. Selv om det er svært, så er han trods alt vores barn. Og selv om han nok aldrig bliver rask, så håber vi, at han alligevel få en nogenlunde normal tilværelse. Vi håber, at hvis han bare kan gennemføre folkeskolen, så kan han blive politimand, og være sammen med sine egne. Det vil nok være det bedste for ham."
.
?