Globaliseringens tabere? {{forumTopicSubject}}

Hej HG

er igang med en samf opgave ogkring Globaliseringens tabere

Lægger den ikke herind for at i skal rette fejl osv i den, da den sletter ikke er set igennem eller noget, men kunne være sjovt hvis i smed en kommentar til den, omkring hvilke tanker den sætter igang? tilføjelser? eller bare et eller andet der slår jer?

Globaliseringstabere
Hvad er årsagerne til, at mange ulande oplever, at globaliseringens fordele går uden om dem?
Mange af ulandene føler at de positive konsekvenser ved globalisering som er blevet spået ikke er blevet til virkelighed. Globalisering skulle få det frie marked til at sprede sig. Dette skulle give ulandene en langt bedre mulighed for at handle med andre lande. Derved ville landets eksport forøges hvilket ville havde en positiv effekt på deres betalingsbalance. Dog føler landene ikke at konkurrencen på det nye ”frie” marked er så lige. Uligheden består bl.a. i den støtte som både USA og Europa yder til deres produktioner. Ved at støtte bl.a. landbruget kan landmændene bruge nogle af denne støtte til at sænke priserne på deres varer. Derved øger de rige lande deres produktions konkurrence evne markant. Nok har de rige lande mindsket deres toldbarriere, men ved at støtte deres egen produkter er ulandende i forhold til en gavnlig samhandel lige så langt som tidligere. Ifølge artiklerne er handlen kun en envejs. Handlen glider smertefrit fra USA og Europa til Asien, Afrika og Mexico. Når varerne derimod skal den anden vej er det langt mere problematisk. Derved er det ikke ulandene der får positive resultater i betalingsbalancen, men de rige lande der øge deres eksport yderliggere.
En anden problemstilling er at ulandene ikke er blevet industrialiseret i samme grad som ilandene. Derved sælger ulandene deres råvare uforarbejdede. Hvis ulandene havde været i stand til at forarbejde råvarerne selv havde det skabt yderliggere arbejdspladser. Derved ville arbejdsløsheden falde. Dette ville være meget gavnligt for ulandene, da den enkelte familie ville få flere penge. Når den enkelte familie får flere penge vil den kunne forbruge mere, og derved støtte virksomhederne i landet! Et andet problem ved at de udenlandske firmaer forarbejder råvarerne er at de udenlandske virksomheder ofte ikke betaler skat til det pågældende land, men tager pengene med hjem.
Hertil nævnes også at mange af de store selskaber kun står sig ned for en kort til i ulandene, imens de udnytter deres ressourcer uden yderliggere tankegang for landets fremtid. Mange af u -landene har ifølge Daniel Nunez ikke nogen reel udviklingsplan, hvilket yderliggere stiller dem dårligt i forhold til de store udenlandske firmaer. Han mener at politikkerne er plot dukker i hænderne på Verdensbanken og den internationale valutafond.

Hvordan kan u -landene i højere grad inddrages og drage fordel af globaliseringens positive sider?
Hvis u -landene skal kunne Drage fordel af globaliseringen skal konkurrencen ske under fair vilkår for begge parter. Her er den støtte som staterne yder til deres egne produktioner. Vil man støtte u – landene kan dette gøres det ved simpelthen at stoppe støtten til egne produkter. Så vil u – landene kunne sælge deres produkter i hele verden og derved få deres land op og stå. Problemet ved denne løsning er selvfølgelig dog at landene ikke er interesserede i at gøre det sværere for deres egne producenter. Ved at lade u – landene komme ind på markedet på samme vilkår som i – landenes producenter øges konkurrencen for i – landenes produktion og prisen presses ned på et niveau hvor i – landene ikke kan følge med p. g. a. en større udgift til lønninger osv.
Hvis landene skal konkurrer på lige vilkår skal der også være nogle produktionsmæssige retningslinjer landene imellem.
Det ville gavne u – landene mere hvis de selv stod for en større del af bearbejdningen af deres råvarer. Dette ville skabe flere arbejdspladser og derved øge velstanden og kunne hjælpe landet ind i en positiv udviklingsspiral. Hvis dette skal kunne lykkes skal landene dog bruge en konkredt udviklingsplan, der skal hjælpe med at få opstarter dette. Det kræver dog penge, der kan investeres i fabrikker til videre bearbejdelse. U – landene har arbejdskraften til at forarbejde, men mangler kapital. Derfor kunne man øremærke noget af u – landsstøtten til specifikt at gå til udviklingen af landets produktion. At dette bliver en succes afhænger dog også i høj grad af at u – landene kan sælge de færdige varer, hvilket leder os tilbage til problematikken med de lukkede handelsgrænser.
Man kan også forsøge først at opbygge landet indefra inden man kaster det ud på det internationale marked. Dette kan gøres ved at lade landet handle med sig selv. Dette gøres ved at de enkelte virksomheder i landet skal handle med hinanden. Hvis regering fx sætter gang i et byggerig af en offentlig bygning vil dette skabe arbejde til håndværkere. Håndværkerne vil dermed få et arbejde og løn. Dette vil ikke blot forbedre levestandarten for den enkelte håndværker, men for hele samfundet. Når Håndværker forbruger sine indtjente penge på at købe varer produceret i sit eget land støtter han også industrien. Når efterspørgselen i industrien stiger vil fabrikkerne forsøge at følge op med øget udbud. Dette vil skabe flere arbejdspladser, og endnu flere mennesker vil blive påvirket af de positive følger. Statskassen vil vokse, og der vil blive råd til yderliggere forbedringer såsom uddannelse og sundhed. Øget uddannelse vil løfte landene ydermere og sætte skub i udviklingen. Ved uddannelse kan der u – landene begynde at følge med rent teknologisk. Efter et stykke tid vil landet være stærkt nok til at konkurrer med andre lande på det internationale marked. Denne meget socialistisk prægede tankegang har dog en stor problematik, kapital. For at kunne sætte gang i denne form for store projekter Mange af u – landene har store lån, og så længe de skal betale af på disse kan det være meget svært, ja næsten umuligt for landene at skabe penge sammen til at løfte sig selv ud af problemerne. Derfor ville det være en stor hjælp hvis Verdensbanken kunne udsætte u -landenes tilbagebetaling yderliggere, dog uden at lægge voldsomme renter oven i. Dette vil ifølge Daniel Nunez dog ikke være en løsning, da verdensbanken og den internationale valutafond har for stor indflydelse på landenes politikkere. Så længe landene har stor gæld har disse instruktioner også stor indflydelse på landene
Dette er hvad regeringen har forsøgt på i Rwanda, der har oplevet en rivende udvikling. Regeringen har investeret mange penge i blandt andet uddannelse og indført sygeforsikring til alle. Arbejdsløsheden er faldene. Umiddelbart lyder dette som et glansbillede eksempel, men Rwandas leder beskyldes dog også for at undertrykke ytringsfriheden. Rwanda er ikke et land hvor regeringens politik er til debat. Det er centralt at overveje hvor vigtig økonomisk udvikling er i forhold til forskellige menneskerettigheder såsom ytringsfrihed. Dette leder hen imod et andet meget aktuelt spørgsmål i international politik, nemlig hvor meget skal landene overhovedet blande sig i andre landes affærer?
Hvor stor en pligt har I – landene overhovedet til at hjælpe u – landene? Stor rent idealistisk har i – landene pligt til at hjælpe lande i nød, simpelthen fordi der er mennesker der har brug for hjælp, og skal ”befries” fra sult og evt. også undertrykkelse. Dette virker selvfølgeligt meget rigtigt, men man kan også argumentere for at der også er en realistisk forklaring på landenes vilje til at hjælpe. Ved at hjælpe u – landene får i – landene en helt ny handelsmæssig mulighed. I – landene kan udnytte den billige arbejdskraft i u – landene og derved styrke sin egen produktion. Ydermere kan i – landene sælge deres produkter lettere i u – landene, men samtidig bliver de ikke truet af billige produkter.
Heri ligger to centrale modstødende konflikter, på den ene side vil u – landene gerne hjælpe, men de vil ikke selv give afkald på deres markedsfordele. Hvis i– landene hjalp med at opbygge u- landenes industri ville de også kunne drage fordel af det. Ved at opbygge u – landene vil der opstå en stærk handels partner til ilandene. I den vestlige verden er vi efterhånden blevet stærk i viden og teknologi. Hvis ulandene kunne komme op på samme niveau som os ville vi kunne sælge disse ydelser til dem, og kunne modtage værdier tilbage! Men for at dette skal kunne lykkes skal i – landene først bringe u – landene ud af deres onde cirkel.
Ud fra dette kan ses at når det kommer til løsning af ulandenes problemer et der ét problem der hele tiden står bag, manglen på penge. Det er dog ikke nok bare at sende million efter million ned i et sorthul af gæld. Vi skal hjælpe ulandene til at bruge pengene på en måde så de kan udvikle sig, og ikke bare som et midlertidigt plaster på såret. Dette kan gøres ved at øremærke pengene til specifikke formål, såsom bygning af skoler eller hospitaler der kan sætte gang i hjulene, eller ved at rådgive lederne i ulandene i en så tilstrækkeliggrad at de selv bliver i stand til at forvalte pengene på en mere produktiv måde. Dog skal udviklingen også vægtes med værdien af menneskerettighederne, så man ikke skal gå på kompromis med disse.