Afleverings Gyser - "Øjne i natten" :D {{forumTopicSubject}}

HVIS DU KOPIRER MELDER JEG DIG

Øjne i natten
Når mareridt bliver til virkelighed

”Alles liv har en start, således også en slutning”.
~
Lyden af de lodne poter bag mig, var ikke til at tage fejl af. Det var Den igen… Jeg kunne høre Dens åndedræt mindre end to meter bag mig. Jeg var skrækslagen. Den mørke skov var som et stort nervevrag. Små dyr sprang ind og ud, mellem de store træstammer, fugle skreg fornærmet og vinden hylede. Pludselig sprang Den over mig. De skarpe tænder flænsede mit tøj, og bagefter fik Den fat i mig…
~
Jeg vågnede, kvalt i et skrig. Det var tredje gang i træk, jeg havde drømt denne forfærdelige drøm, hvor jeg blev forfulgt af Den. Jeg vågnede hver nat, igen og igen, badet i sved og med uhyggeligt klare billeder fra nattens flugt.
”Somaya!” Min mor kaldte. Jeg var åbenbart faldet i søvn igen. Jeg sukkede, og svingede mine ben ud over sengekanten. Jeg sad lidt. Prøvede at gennemtænke drømmen. Sjovt nok var det præcist den samme som alle de andre nætter. Skræmmende.
”Solle lille skat, kom nu op! Jeg må åbenbart have taget ekstremt lang tid om at tænke drømmen igennem, så jeg skyndte mig at finde noget tøj frem. ”Kommer nu!” Jeg løb ned af trappen, og fik mig hurtigt sat til rette ved spisebordet. ”Godmorgen lille skat! Har du sovet godt?” Min mors dejlige smil fik mig hurtigt i godt humør. ”Ja, strålende.” Der var jo heller ingen grund, til at ødelægge hendes gode humør over det ’dejlige’ nye hus. Det var tre dage siden vi flyttede. Før boede vi i det lækreste villakvarter, i det fedeste hus. – Men så forelskede min mor sig, i det her gamle faldefærdige hus. Hun og Aksel har en drøm om at få det sat i stand, og gøre det til vores hjem. Eller nok nærmere deres hjem. Ikke mit.
Pludselig slog det mig. Det var jo præcist tre dage siden vi flyttede herind, og det er i tre nætter jeg har haft mareridt? ”Jeg kan ikke lide det her hus…” Mumlede jeg lavt. ”Hvad skat?” ”Årh, ikke noget!” Jeg fremtvang et smil. Jeg skyndte mig at spise min morgenmad, og så var mor over mig som en høg. ”Nu da der stadig er et kvarter til du skal gå, kan du så ikke smutte en tur ud med Vilja?”
Vilja er min hund. Min bedste ven. Vilja betyder lille skovtrold, og det er hun virkelig. Hun elsker at være i skoven, og da det er vores baghave er det jo fint nok! ”Jo! det skal jeg nok.” ”Vilja!” Hun kom susende hen til mig, satte sig trofast ved mine fødder, og kiggede op på mig med sine store brune øjne. ”Jaja, vi skal nok gå i skoven!” Grinede jeg.

Vilja snusede til alt, hun vejrede mod vinden og hendes hale piskede af sted. Pludselig stoppede hun op ved en busk. Hun stod der længe. Hele hendes krop var som en spændt fjeder, og pludselig begyndte den mest uhyggelige knurren, at bevæge sig op igennem hendes svælg. Hun stod der bare. Med øjnende fast rettet mod noget inde i busken. Og det var ikke en lille busk, det var en stor busk, en stor og tæt tjørnebusk. Så begyndte hendes knurren at accelerere, hun begyndte at hyperventilere og en lille pibende lyd overtog den knurrende. Jeg var bange.
Pludselig fik jeg øje på noget inde i busken. Et par store gule øjne. Jeg syntes jeg havde set dem før…
Så rystede hele busken og en lodden hale kom til syne, og så var den væk. Vilja begyndte at trække i snoren. Hun ville hjem, og det ville jeg også.

Henne i skolen fortalte jeg Amalie om min oplevelse i skoven. Hun rullede bare med øjnende og sukkede opgivende. ”Solle, din fantasi spiller dig et puds, det er jo ikke første gang du ser noget i skoven, vel?” Jeg kiggede ned. ”Nej, det er ikke første gang…” Så kiggede jeg hende dybt i
øjnene. ”… Men det her var noget andet, noget med min drømme måske?” Så brast Amalie i latter. Hun grinede så meget, at hun til sidst ikke kunne få luft. ”Amalie, det er faktisk ikke sjovt det her!” Jeg prøvede at lyde sur, men det gik vist ikke så godt. ”Ej undskyld, men det der, er ligesom bare for langt u…” Jeg tog hånden op for ligesom at vise, at jeg ikke ville høre mere.
Da jeg kom hjem, sagde jeg intet til mor og Aksel. De var gået i gang med at male deres soveværelse. Jeg kunne høre dem pjatte og fnise. Min mor var helt smaskforelsket i Aksel. Jeg fatter bare stadig ikke at mor gik fra far… Jeg kunne ikke holde ud at tænke på det. I stedet gik jeg i gang med mine lektier.
Da min mor kaldte til aftensmad, gik jeg ned og sagde, at jeg ikke var sulten.
”Jamen lille skat du skal da have noget at spise!” Min mor rakte bekymret armen ud efter mig. ”Anina, lad hende nu være!” Aksel hev mor til sig, og kyssede hende på panden. På en måde var han god nok, ham Aksel. Men jeg ville hellere have min egen far.
Da jeg kom op på mit værelse, havde jeg fået en SMS. Den var fra Amalie:


”Hej skønne Solle,
Du må undskylde at jeg
grinede ad dig,
og håber du vil tilgive mig.
Ses i morgen
Knusser Malle ”
Jeg smilede og svarede tilbage:

”Hej skønne Malle 
Det er i orden
- Solle”


Mere kunne jeg ikke få mig selv til at skrive. Jeg var stadig lidt såret over hendes grineudbrud, for faktisk, var jeg ret bange for det der ude i skoven. Hvad end det var fantasi eller virkelighed!
Alle de lektier havde gjort mig helt ør i hovedet. Derfor besluttede jeg mig for, at gå tidligt i seng, hvilket betød nu.
Jeg stod og børstede mine tænder. Det havde jeg gjort i lang tid nu. Jeg var kommet i tanke om mareridtene. Jeg turde faktisk ikke lægge mig til at sove. Jeg udskød det hele tiden. Men da jeg til sidst hørte Anina og aksel gå i seng, gik jeg også i seng.
Jeg lå og kiggede op i loftet, ville ikke lukke øjnende og overgive mig til drømmene.
”Vilja!” Jeg kaldte på hende så hun kunne komme op og sove hos mig, det ville gøre mig tryg. Jeg hørte en knirken og min dør gik op, Vilja puffede den til side og hoppe op i min seng. Hun slikkede mig hurtigt i hovedet og kravlede så ned i fodenden hvor hun lagde sig godt til rette, og lagde sig til at sove. ”Godnat Vilja!” Hviskede jeg. Hun peb svagt og kiggede kort på mig, før hun igen lod sit pjuskede hoved dumpe ned på madrassen.
~
Jeg hørte en svag knurren bag mig. Det var Den. Jeg begyndte at løbe, mens jeg stadig hele tiden kunne høre Den. En råge skrev og en hare kom hoppende ind foran mig. Min vejrtrækning var blevet til en stønnen, mine ben gjorde ondt, men Den havde ingen problemer med at holde trit. Den legede med mig, jeg vidste det, og nu ville Den snart kaste sig over mig, flå mit tøj i stykker og…
~
En hylen vækkede mig. Jeg slog forundret øjnende op. Den havde ikke nået at overfalde mig? ”Vidunderligt!” mumlede jeg. Endnu et hyl skar gennem mit mørklagte værelse. Jeg kiggede overrasket over på Vilja. Hun sad hende ved vinduet og kiggede ud gennem en lille sprække i gardinet. Hun hylede igen og jeg smuttede ud af sengen. ”Rolig nu Vilja, er der en ugle derude?” Jeg smilede roligt og trak gardinet fra. Men det skulle jeg aldrig have gjort. Det eneste jeg så, var to store gule øjne, og en sort lodden pels. Jeg stod som stivnet. Nu var jeg sikker. Den var ikke kun fantasi. Den var virkelig!
Vilja klynkede og hoppede op i sengen igen. Jeg stod længe, og bare stirrede ud af vinduet. Det begyndte at blive lysere og solen stod op. Jeg ved virkelig ikke hvor længe jeg havde stået der, men pludselig kaldte min mor til morgenmad.
Jeg gned søvnigt øjnende, strakte mig som var jeg lige kommet ud af en trancetilstand. ”Kommer nu!”
Da jeg sad og spiste min mad gennemtænkte jeg drømmen. Det var virkelig underligt at Den ikke overfaldt mig?
Jeg skød tanken fra mig, og spiste færdig.

Da det blev aften, frygtede jeg ikke længere at gå i seng, at blive forfulgt i skoven var ikke så slemt igen, men det at blive overfaldt og flænset af skarpe tænder var langt mindre uindbydende. Jeg puttede mig lang ned under dynen, og glædede mig for en gang skyld til at jeg faldt i søvn.

~
Jeg så mig omkring i skoven. Jeg kunne ikke høre Den komme. Derfor begyndte jeg stille og roligt at gå rundt i skoven, som lige nu var både meget idyllisk og fredfyldt.
Men pludselig skar et brøl igennem skoven, og den blev mørk og dunkel, præcist som den plejede. Fuglene begyndte at skræppe op, og smådyr sprang rundt over alt. Jeg begyndte at løbe, men Den halede hurtigt ind på mig. Pludselig sprang den på mig, også præcist som før. Den flænsede mit tøj og ruskede mig rundt. Drømmen stoppede ikke. Den borede sine sylespidse tænder i mit kød. Jeg skreg fortvivlet af smerte, men inden ret længe, havde den hele hovedet inde i min mave! Og så skete der noget virkelig uhyggeligt. Den kravlede ind i mig! Jeg ved virkelig ikke hvordan den bar sig ad, men pludselig havde jeg bare en bule på maven og lidt blød på mit flænsede tøj…
~
”Endelig!” Sukkede jeg, nu var mareridtet ovre. Jeg satte mig op i sengen, gabte kort og gik ud på badeværelset. Til min forskrækkelse så jeg tilfældigvis i spejlet. Jeg stirrede på bulen på min mave. ”Det kan da ikke passe!” Gispede jeg halvkvalt.
Jeg styrtede ned af trappen, men stoppede på halvvejen. ”Pis også!” Hun tror sikkert bare jeg er gravid! Jeg må vente og se hvad der sker…

I flere dage havde jeg ikke haft mareridt. Bulen voksede en anelse hver dag, men ikke mere end den kunne skjules med et par løse trøjer, eller en lille løgn om at jeg havde spist for meget.
Min appetit var vokset, jeg spiste tre gange så meget, og selvfølgelig vejede jeg ca. 15 kg mere end normalt. Heldigvis havde Mor og Aksel travlt med huset, så de bemærkede ingenting. Samtidig havde jeg også brug for mere søvn, og mit temperament var blevet mere aggressiv. Desværre var Amalie begyndt at tage lidt afstand fra mig, da jeg virkelig nemt blev sur og overreagerede på alting.
Den var begyndt at puffe der inde fra. Jeg havde et par blå mærker og virkelig ondt i ryggen. Den havde nemlig op til flere gange ramt min rygrad.
Det eneste positive var, at jeg ingen mareridt havde. Dog heller ingen drømme.
Men jeg havde stadig min angst. Angsten for hvad der skulle ske, når Den skulle ud. Jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Derfor prøvede jeg bare at leve livet og nyde det i fulde drag, med chokolade og slik hverdag, ’glemte’ lektier og mange sygedage fra skolen. Og selvfølgelig brugte jeg resten af tiden sammen med Vilja. Min dejlige lille hund, som jeg snart ville forlade!

Dagene gik og jeg begyndte at kaste op flere gange om dagen. Jeg lå i sengen hver dag, fordi min ryg gjorde ondt. Jeg vidste at tiden snart var inde. Tid til at sige farvel, farvel til alle jeg elsker og hele mit liv. Farvel til Alt.
Pludselig en dag. Jeg lå i sengen som normalt og zappede lidt rundt på Tv’et, mærkede jeg en følelse af smerte, en skrigende smerte i min mave. Jeg kunne høre en knurren… Fjernbetjeningen røg ud af min hånd og jeg begyndte at græde, skrige og råbe. Men der var ingen hjemme. Smerten blev større og jeg kunne se min mave blive flænset op. Jeg skimtede en lodden pels og to store ører. Pludselig mærkede jeg de skarpe klør inden i mig. Den sprang ud af mig, blodet begyndte at fossede ud, og jeg blev svimmel, alting snurrede rundt.
”Farvel…”








Alt er lavet af Ronja Thomsen 7.b