R.I.P min skønne far .. :'( {{forumTopicSubject}}

Nu må jeg ud med det. Godt nok er det over en måned siden han døde, men ikke før nu har jeg kunne nævne hans navn.. jeg har brudt sammen..
Han døde mandag den 8. marts klokken lidt i 6 om aftenen. Han havde ligget på hospitalet siden lørdag, og var i søvn af sovemedicin og respirator. Han havde ligget 3 dage hjemme, og havde fået det dårligere og dårligere. Han tog til lægen, og blev straks sendt på skadestuen, hvor de tog prøver på ham i over 4 timer. De kunne ikke finde noget. Mig og mine to søstre sad derhjemme, og vidste ikke hvad der foregik. Min mor skrev at vi bare skulle lave aftensmad, for han skulle blive på hospitalet natten over. Min mor hentede os, for at vi kunne sige godnat til ham. Da vi kom, var han næsten helt bedøvet af sove medicin, og vi kunne knapt nok forstå hvad han sagde. Han kørte hånden op af min kind, og smilte til mig. Han sagde noget med, at jeg havde mine briller på. Fra den dag af, kan jeg ikke klare at nogle rør min kind, og jeg har altid brillerne på. Min mor kørte os hjem, ringede efter noget af min familie for at de skulle se efter os natten over, mens hun overnattede ude ved far. Vi så til ham søndag også, hvor han lå i respirator. Jeg blev så ked af det, for jeg er van til en far der laver en masse ting og sætter huset i stand, og at se ham ligge på en sygehus seng, og få en maskine til at hjælpe ham med at trække vejret, kom som en rent chok. Vi tegnede tegninger til ham, redte hans hår, puttede sokker på hans fødder, og lavede video dagbog til ham. Der var snak om, at han kunne blive let hjerneskadet af alt det medicin han fik, men hvis ikke han fik det, ville han have så mange smerter.
Da vi var på vej mandag klokken 2 hen til ham, ringede den læge der skulle se efter ham. Hun bedte min mor om at stige ud af bilen, og gå lidt væk. Mig og min lillesøster var bange, men vi vidste han ikke var død. Det kunne vi mærke. Da min mor kom ind, sagde hun at de havde fundet ud af, at hele hans lår og balle muskler var fulde af betændelse, og at det skulle fjernes. Han skulle nok også flyves til odense universitets hospital, for de var bedre til at få sår til at hele. De gik straks igang med operationen, og hver halve time kom der sygeplejerske ud for at fortælle hvordan det gik. De sagde at de havde fået fjernet meget af betændelsen, og at operationen gik efter planen. Klokken fem kom min storesøster, min onkel, og tante. I forvejen var min faster og min mor og lillesøster der også. Vi havde siddet fra klokken 2 til lidt i fem. En sygeplejeske kalder min mor og faster ind, og der går lidt tid. Vi ser min far blive rullet ind på hans stue, og vi bliver glade. Jeg kan se at han er dækket til, undtagen ansigtet, og at en af sygeplejerkserne har grædt. jeg bliver bange.. Min mor kommer ud med tåre i øjnene. Jeg tror bare han hurtigt skal flyves til odense, fordi det er blevet akut.. "Far er død" siger hun langsomt, og der går lidt tid inden det siver ind. Jeg græder og græder, i 10 minutter strømmer det bare ud af mig. Vi græder alle sammen, jeg fatter det ikke.. Nogle nusser mig i håret, og holder om mig. Jeg ved ikke hvem det er.... Først troede jeg bare at det var en usmageligt dårlig joke, og det er stadig ikke helt gået op for mig. Vi går ind på stuen, mens hans hjerte stadig banker. Vi sidder ved ham i en halv time og græder, mens han stadig er i live. Vi siger at vi elsker ham, og min mor siger, at han godt må give slip.
En sygeplejersker kommer ind med tåre i øjnene, og siger at hans hjerte er holdt op med at slå. Resten af familien kommer, og vi siger alle farvel til ham... Virkelig forfærdeligt øjeblik, som stadig ikke er til at forstå.
Flere dage efter, var det som et mareridt. Jeg kunne ikke fatte, at det var min far der var død. Til begravelsen var det heller ikke til at fatte, det var som et ondt stik i hjertet, der hulede et kæmpe hul.
Det er svært at klare sig igennem hverdagen, min lillesøster er helt forandret, hun er kun 9 år.. Min storesøster har lukket sig inde, og min mor prøver med bedste samvittighed at gøre os alle tilpasse. Jeg har så meget vrede indeni, at jeg snart eksplodere. Men jeg behersker mig, for jeg synes ikke det skal gå ud over min familie..

R.I.P. Min far, Lars Berthelsen. Døde af streptokok infektion, og blodforgiftning. Betændelse i lår og balle, høj feber og indre organ chok, på nyre, lever og lunger.. Lagt med sygdom i ca. en uge. 39 år gammel. Far til tre...