Familiesplid - mig og min mors mand {{forumTopicSubject}}

Hej allesammen.
Må lige af med lidt galle fra min hverdag.

Vi er en familie på fire mennesker eller det vil sige de er tre - og så er der mig.
Familien består af min mor, hendes mand og så deres søn - og så er der jo så mig, der er fra et tidligere forhold.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, så nu starter jeg et sted og så må vi se, om der er nogen der kan forstå det:
For 7 år siden, fandt min mor en ny mand, efter at have været gået fra min far i nogen år. Vi havde det super perfekt, mig og min mor, og det ødelagde bare en del at der nu kom en ny ind i hendes liv. Men han virkede til at være flink og efter et stykke tid (også pga. mobning i skolen) flyttede vi fra min barndomsby og så til en anden by. Jeg er på det tidspunkt 11 år. Men jeg har det ikke godt med ham - og det har jeg aldrig haft. Han virkede kun flink, da han kom hos os i starten.
Efter et års tid, får de så sammen en søn og jeg er langt fra glad for det og ønsker egentlig bare at den unge skal dø, for at sige det ligeud. Og hele mit liv bliver bare værre og værre. Venner forsvinder, venner kommer og de forsvinder igen. Jeg har aldrig haft én bestemt jeg kunne støtte mig til og jeg er faldet så mange gange og har banket hovedet i jorden utallige gange pga. den omvæltning det har været at flytte og skifte skole, ny mand, nyt barn og så videre. ´

Her efter ca. 7 år, har det ikke forandet sig en disse. Det er de samme grumme kommentare jeg får fra ham - og det er faktisk blevet værre. Jeg fik en kæreste, som jeg egentlig flyttede hjem til i 2007 og da han fik lejlighed her i 2009, flyttede jeg også med der. Men vores forhold gik lidt i ged og jeg valgte at flytte hjem igen, da vi ikke rigtig kunne se grund til at være sammen længere. Imens jeg har boet hos ham, har der ikke været krige herhjemme. Men nu da jeg igen er flyttet hjem som 18-årig, får jeg konstant lort i hovedet. Og det er ikke rart. Hvis jeg gør noget, så får jeg afvide, at jeg intet liv har, hvis jeg ikke gør det, får jeg den samme kommentar. Jeg skal selv ordne mit vasketøj - han nægter at røre ved det og er totalt barnlig, hvis noget af mit lige kommer til at lægge imellem deres. Jaja, jeg kan godt ordne mit vasketøj selv, men at han går sådan amok over at der ligger en strømpe af mine i deres kurv er virkelig verdens undergang for ham og han starter en krig.

Idag, stod jeg ret sent op, fordi jeg er kommet ind i en super dårlig rytme, hvor jeg går alt for sent i seng og sover ofte om eftermiddagen (vintertidens skyld). Jeg stod op og der var ingen hjemme .. satte mig ind i stuen for at vågne lidt op og så lidt fjernsyn. De kom hjem og så begyndte krigen ellers og det skal siges, at dette foregår næsten hver evig eneste dag:

"Ej, er pisungen hjemme?!", men kan hører ham sukke ude i køkkenet. Jeg så godt at vaskemaskinen var stoppet, da jeg stod op, men så har jeg heller ikke tænkt mere over det. Og så begynder han ellers med, at jeg faktisk godt kunne have støvsuget og jeg kunne godt have hængt vasketøjet op, men næh nej, jeg er da så lud doven og som om at jeg gider lave noget og den får HELE armen. Det rammer virkelig hårdt i smasken på mig - og jeg har taget mig selv i at været ved at smække ham en på lampen fordi jeg vil forsvare mig. Jeg kan ikke forsvare mig ved at gøre gengæld, for det er forkert af mig og jeg spurgte ham igen, om hvad hans problem var .. intet svar - konfliktsky. Han skred senere på aftenen og da han igen kommer hjem flipper han ud og siger, at min mor kan være pisse ligeglad med hvad der er galt og hun skal jo bare holde mig oppe, så jeg ikke falder og skider i bukserne. Jeg gik hjemmefra .. jeg har ikke brug for at være på sådan et sted, med sådan en nar. Jeg føler, at jeg er problemet. Så snart jeg ikke er der, er der ikke en skid galt, men så snart jeg viser mig, er helvede løs.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre mere. Han bliver ved med at prøve at presse mig ud i at finde en kæreste og skride hjemmefra. Jeg skal også bare fedte ud og finde et arbejde så jeg kan få noget andet at bo i - han kører terror på den mindste fejl han kan finde på mig. Efter at min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, begyndte han at kører i, at han jo nok blev træt af mig, fordi jeg ikke laver noget. Jeg gør alt for at hjælpe til, men det er forkert. Hvis jeg holder mig hjemme en aften, er det forkert. Hvis jeg går en tur med en veninde, skal jeg bare få mig et liv. Han tror at han er smart, når han spørger mig om jeg har fået 'noget' og kan egentlig slet ikke se hvad mit sexliv rager ham. Hvis han havde været normal oven i bolden, kunne det være at jeg ikke snerrede af ham og svarede ordenligt, men det kan jeg ikke, for så snart jeg prøver at sige noget, er det også forkert.

Jeg vil ikke gå til kommunen eller lign. for den sags skyld, for jeg er bange for at det kommer til at gå ud over min mor hvis jeg siger at der er krige der hjemme. Psykolog hjælper heller ikke en skid, for jeg er sikker på, at de har fat i den forkerte person - for det er ikke mig, der har et problem med et andet menneske, men tvært imod ham.

Det skal også siges, at han drikker..
Vi har ofte siddet og snakket om, hvad hans problem kan være, men vi kan slet ikke finde en forklaring. Vi har snakket om, om det kan være noget jalouxi?

Men jeg magter det ikke mere og jeg kan ikke klare at se min mor være ked af det, fordi at hendes mand skal håne hendes datter på den måde. Hvis hun blander sig, bliver det bare værre og så kommer det til at gå ud over hende også - Han slår ikke!