{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
636 visninger | Oprettet:

Blot en strøtanke... {{forumTopicSubject}}

Nogle gange bliver jeg i tvivl. I tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har lyst; om jeg kan lide duften, de daglige gøremål, pengepresset og selve sporten; om jeg burde lave noget andet og lade mine mønter gå til anden side.

Jeg kunne lide det engang. Engang var jeg helt syg for at dufte til halmen og styrte tværs over marker og skove. Syg for at klassificere mig blandt eliten, og for at få den smule credit, respect og respons jeg nu engang havde fortjent.

Jeg elskede dyrene, hobbykammeraterne og sammenholdet, og jeg havde næsten købt en voksenudgave af springeren med sokker og blis, før jeg fyldte 10. Jeg elskede det. Det gjorde jeg virkelig.

Men ikke længere. Lyset gik ud for længst, og i dag er der kun en sølle gnist tilbage - nederst på piedestalen. Jeg ved det. De ved det.

Men hvorfor er det så så pokkers svært at vedkende sig det?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Blot en strøtanke...
  • #1   11. sep 2009 Hehe det lyder faktisk som starten på et essay XD hehe smiley

  • #2   11. sep 2009 Fordi det bliver en pligt... Ligesom alt andet bliver til pligter når man bliver voksen. Så skal man bare lære at finde de pligter man nyder mest.. Som fx hesten.

    Og vær glad for den tid du har ude ved den. Og nyd den frihed det giver dig...


  • #3   11. sep 2009 Kristina:

    Ja, jeg har også på fornemmelsen, at det er fordi, det er blevet en pligt - men jeg er bare ikke helt sikker på, hvordan jeg så kan falde tilbage i den gamle rutine, hvor jeg nød hvert sekund og ikke tænkte, at jeg skulle nå en masse andet.


  • #4   11. sep 2009 KOEN:

    Det er jeg ked af at høre. Jeg ved ikke rigtig, hvad der ridsede og ramponerede min...

    ASSI:

    Sommetider er det bedst sådan.


  • #5   11. sep 2009 ASSI:

    Korrekt. Jeg overvejer også kraftigt bare at holde en pause til at starte med - i stedet for blot at kaste det hele fra mig.


  • #7   11. sep 2009 årh, du er god til at formulere dig!
    Tror også lidt det bliver en pligt. måske er det noget du har gjort altid og har derfor svært ved at se en andenslags hverdag?
    jeg har haft det på samme måde, hvor ingenting ville som jeg ville have det. Og, ja det var fordi jeg manglede en optur. Sådan er det nogengange.
    Jeg ville dog ikke kunne leve uden...


  • #8   11. sep 2009 Wonka jeg står med en skadet hest, den skal have boksro og må kun strigles, det er dejligt, ikke at han er syg og skal stå inde men at man kan nøjes med at hygge...
    jeg har det fint med at ride tre gange om ugen på mine låne heste og ikke hver dag, og alligevel her efter snart 5 uger gipper det i mig hver dag for at nu er benet faldet, han er rask og vi skal igang med dressuren igen, prøv at give dig selv en pause, få en part, sæt dit forbrug ned, kom til at savne det lidt, eller meget...
    se om du får savnet til ridningen, eller hvad det egentlig er du kommer til at savne???
    hesten er jo ligeglad om den skal konkurrere eller i skoven, eller bare strigles og gå en tur.


  • #9   11. sep 2009 Jeg nyder faktisk ridningen - det er lidt et "frikvarter" for mig. Et sted hvor man ikke skal tænke på lektier og skole, og hvor andre ikke dømmer én på hvordan man ser ud. Jeg har heller ikke så mange venner i skolen, og har det generelt ikke godt i store menneskeflokke, så stalden er nok i virkeligheden mit tilflugtssted, og et sted hvor jeg kan slappe fa og være mig selv. Jeg vil ihvertfald ikke kunne undvære min daglige dosis ridning.

    Men man kommer vel til en tid hvor man får nye interesser og andre ting der betyder meget (og mere end andre) for én.


  • #10   11. sep 2009 Pindsvin:

    Tak skal du have. Ordene plejer ellers at slå knuder og rutsche væk, når jeg tænker for meget.

    Jeg tror, du har helt ret. Jeg har aldrig prøvet "det andet", og derfor er det nu dét, der trækker - og ikke hesten, som det var engang.

    Opture har jeg mange af for tiden, så det mangler jeg ikke. Måske har jeg bare brug for et spark. Et spark, der kan føre mig i den rigtige retning.




  • #11   11. sep 2009 Tina K.K:

    Måske jeg burde gøre det. Hestene kan jeg jo godt lide. Det er mere presset, der hviler på mine - i forvejen ret overbebyrdede skuldre - som får mig til at stikke halen mellem benene.

    Sagen er nemlig den, at jeg har folk i ryggen, der ikke tolererer, at man kun hygger med hesten...


  • #14   11. sep 2009 TeamRORK:

    Jeg er glad for, at du har det sådan med ridningen. Gid jeg havde det på samme måde.

    Men jeg er nok mest den type person, du beskriver i bunden. Jeg er netop startet på gymnasiet - og vennerne, festerne og de mange sociale, festlige lejligheder rundt om i byen trækker gevaldigt.


  • #15   11. sep 2009 ASSI:

    Min besked til Tina K.K besvarer også dit spørgsmål - så jeg undlader lige at kradse det hele ned en gang til.

    Mine heste står opstaldet på en privat ejendom, hvor det kun er min veninde og jeg, der render rundt i stalden.


  • #16   11. sep 2009 Signe&Gylfi

    Dét tror jeg, jeg vil gøre. Det lyder som en rigtig god idé. Tak.


  • #17   11. sep 2009 Du skal tage stilling til hvem det er der presser dig, er det en sponser, dine forældre, dig selv eller en hesteejer, der er ikke noget forgjort i at sige man ikke mere føler at man kan ligge det arbejde i det der kræves for at kunne honorere kravene på konkurrenceplan, så ma man blot sige farvel og tak til sin sponsor, fortælle hesteejeren de skal søge en anden rytter og fortælle sine forældre man ikke orker og har lysten ligenu. Hvis det derimod er dig selv der ligger presset skal du arbejde med kravene til dig selv og kigge indad, acceptere du ikke mere har lysten til konkurrenceridning... på et tidspunkt er man blevet mættet... det er jeg ihvertfald

  • #18   11. sep 2009 Troede det var et Essay smiley

    Flot fomuleret. Lad vær at smide det væk. Du fortryder det bare


  • #19   11. sep 2009 i mine øjne har du to "valg"

    1: sælg ponyerne (som du alligevel ikke kan konkurrere på efter i år), og tag dig et "sabbat år", hvor du evt har en enkelt hest du kan låne dig til en tur på i ny ogh næ... og køb derefter en ny hest---

    2: behold den ene eller begge ponyer.... hvis du holder af dem, og gerne vil hygge dig med dem, så er det jo den perfekte "undskyldning" for at "slippe" for stævne presset, idet at du snart bliver for gammel til at starte pony....

    synes det lyder lidt som om det er presset for resultater osv osv der genere dig lidt... så tror hvis jeg var dig beholdte jeg en pony eller dem begge, og bare red på mine egne primisser... og når du så snart er or gammel, så kan de folk som gerne ser dig på stævnepladserne, så kan de blive nød til at acceptere, at du ikke starter pt. fordi du er for gl....

    håber ikke du stopper "for altid"... for der er en talentfuld rytter der virkelig gåpr til spilde der så... en rytter der formår at ride blidt...

    og det ville være en skam


  • #20   11. sep 2009 Undskyld men HOld da op hvor er jeg imponeret over dit fantastiske ordvalg ! hvor har du dog et flot sprog eller ihvert fald skrivesprog.
    Hvor gammel er du ?
    Sikke dog nogen flotte ordvalg du bruger ! hvor er jeg imponeret..

    Men ja. Nu til emnet..
    Jeg kender alt for godt til den daglige trummefumf der hurtig kan føles som en plage. Men jeg har hold mig selv i nakken, og set frem af. En overgang holder jeg en lille pause, hvor jeg ikke rider så meget, og som regel kommer gnisten igen.
    Gnisten har aldrig været det samme, efter jeg var ude for nogen ulykker med min gamle hest, og er blevet bange for simple ting som at lave en parade på en urolig hest, da jeg er bange for, at den vil lette sig og falde bagover igen.
    Nu har jeg fået mig en ny hest, og alt går som en leg. Jeg starter ikke stævner, men hygger blot. Jeg nyder daglig dagen sammen med min hest. Dog Er det ikke det samme som før, men jeg nyder og lave noget.
    Jeg går ellers sygemeldt, og er taknemmelig for, at jeg har min hest og se til. Men for mig, kan det også hurtig virke som et "arbejde", da jeg ikke har andet og give mig til i dagtimerne..
    Men stadig nyder jeg hvert ridetur. Og det vil jeg ikke glemme.
    Jeg vil altid holde mig selv beskæftiget, og jeg elsker min hest.
    Den lytter til mig når jeg er ked af det, sur eller har brug for en og snakke med, men den svare ikke igen ig kalder mig grimme ting.
    Det værdsætter jeg hesten for. Det er et trofast dyr, der kan give dig masser af kærlighed igen


  • #21   11. sep 2009 Sandie:

    Åh, tak for de søde ord. Jeg håber heller ikke, at det ender med et evigt stop.

    Jeg kan desværre ikke beholde ponyerne. Det tillader mine forældre ikke, idet de selvfølgelig også ser på dem i en mere forretningsmæssig forstant. (Hvilket de også bliver nødt til med alle de udgifter, vi har til dem.)

    Derfor regner jeg med at sælge dem, og så måske bare få fat i en hest jeg kan ride og se efter en en gang i mellem - når det passer mig.

    Pixies:

    Hold da op, mange tak. Jeg er 16 år, ung og forvirret - som man siger det bedst i ægte teenagefacon.

    En pause lyder fornuftig. Jeg tror, en sådan situation kan sammenlignes med det virkelige liv, hvor savn gør glæden ved gensyn større.

    Og jeg giver dig ret i, at hesten er et fantastisk dyr. Mine ponyer har i hvert fald været trofaste krisepsykologer, når jeg har været ude for noget slemt eller blot har haft en dårlig dag.


  • #22   11. sep 2009
    Når man føler sig presset så er det aldrig noget man har lyst til. Beder læreren en i dansk om at fortælle om lektien, men man egentligt ikke har lyst til det da man er for genert og læreren så presser, så får man endnu mindre lyst til det næste gang.

    Vil mene at du skal af med presset, af med det der ikke giver dig lyst til tingene. Men istedet lavet det DU har lyst til, har du lyst til at smide en grime på dyret og sætte et træktov i hver side også bare der ud af, så er det det du skal og ikke træne dressur fordi du skal nå de skide stævne i weekenden, nej det du vil..


Kommentér på:
Blot en strøtanke...

Annonce