Stil - Hjælp hentes? {{forumTopicSubject}}

Jeg har stil for til imorgen (lad venligst værre at kommentere ;P) og jeg er ligsom gået i hak.
Jeg tænkte om i evt. kunne tænke jer at hjælpe, altsr med at komme med kreative forslag til hvad der kan ske eller hvad den skal handle om.

Der er skrevet i forvejen i et stilehæfte, hvor der står noget om at han havde brækket armen (står ikke hvorfor) og han går i sneen på en øde vej. Og så falder han ned i en grøft, hvor han så lægger et lille stykke tid, og begynder at klatre op ad skråningen igen.

Her er det jeg har fortsat med:
Smerten fra armen var langt større nu, og varede ved. Nogle gange havde han bare lyst til at vende om, men på en måde følte han sig tætere på, end han før havde været. Og han kunne heller ikke få sig til at vise sig der hjemme igen, efter hvad han havde gjort.
Pludselig blev han mødt af et varmt, gulligt skær forude, og han stoppede. Da det gik op for ham at det var en bil, begyndte han at vifte med sin gode arm, og råbe. Et øjeblik lod det til at bilen sagtnede farten, men kun for så at fortsætte ind imod byen i endnu højere fart. Egentlig forstod han dem godt. Sådan som han så ud, ville der vist ikke være stor chance for at nogen stoppede. Hans bukser var blevet revet i stykker da han var faldet, lidt blod løb ned af hans kind fra rift han havde fået, og hans højre arm hang dinglende ned fra siden.
Tilbage stod han, alene i mørket, og med kun et ganske lille håb tilbage om at nogen ville hjælpe ham. Han satte sig op ad et træ, og da han så imod byen, syntes den længere og længere væk, for til sidst helt at forsvinde.
Han mærkede en iskold følelse i hele kroppen, og hans arm dunkede så han følte man kunne høre det helt ude på vejen. Han åbnede med besvær øjnene, og kiggede direkte ind i et par store mørke øjne, og den iskolde følelse forsvandt og blev erstattet af en underlig varm følelse.
”Er du okay?” blev han spurgt. Han svarede ikke, han sad bare og studerede hende. Langt mørkt hår, som hang bølgende ned over skuldrende. Høj og slank, egentlig ret flot, men alligevel var der et eller andet over hende. ”Er du okay?” spurgte hun igen, og denne gang svarede han: ”Hvem er du..? Hun så op, og tøvede lidt. ”Jacoline. Jeg bor inde inde skoven dér.” sagde hun, og lavede en bevægelse mod skoven bag ham. Han følte på sin brækkede arm, og det gav et gisp i ham af smerte. ”Gud du er jo kommet til skade!” udbrød Jacoline, da hun lagde mærke til hans arm. ”Vi må have dig ind til lægen.” Han rejste sig modvilligt, og tøvede et kort øjeblik. Jacoline gik et par meter foran ham, og da hun mærkede han tøvede sagde hun ”Kom nu, der er ikke så langt når man kender vejen.” og han fortsatte i hælene på hende. Normalt ville han aldrig bare været fulgt efter en fremmed, men der var noget usædvanligt over hende, så han lod sig bare følge med.
Da de trådte ind i lægens venteværelse blev de mødt af den samme underlige lugt, der altid hang ved læger. Der sad en masse andre mennesker i værelset, og en dyb stilhed sænkede sig over lokalet, kun afbrudt af en tyk dames bladren i et blad henne i hjørnet og lægen som engang imellem kom ind og råbte et navn op. Endelig, efter lang tids venten, lød lægens stemme ud i lokalet ”Thomas Johnson, værsgo!”

Der står noget om at det skal være en krimminovelle, men jeg ved ikke helt

<b>Jeg ved det er lidt langt, men jeg tror ikke i vil fortrydde i har læst det :D</b>

Håber så meget i gider at hjælpe