Kronik, mediernes ansvar {{forumTopicSubject}}

Mediernes ansvar
Nyhedskarrusellen kører endnu en runde rundt på sine vande skinner, rundt og rundt, imens befolkningen sider og jubler, ”igen, igen, igen”. Hvorefter turen starter forfra, igennem de gamle brugte nyhed, dog selvfølgelig med nye hovedpersoner, til alles fryd. Endnu en gang har folk fået en gammel sensation serveret, pakket ind i nyt papir, og alle er glade. Ingen stopper op og undrer sig over, om vi ikke før har hørt noget lignende, for hver eneste gang er det nye folk, det går ud over, som er ofre for vold, indbrud, fyringer eller svigt fra kommunens eller statens side. Hver gang er det en lidt større sensation eller tragedie end den forrige.

Journalistikken er blevet for overfladisk, journalisterne mangler engagement, og vilje til at finde skovlen frem og grave dybere ned i de ellers så trivielle nyheder. Dette skriver Jan Cortzen (chefredaktør for Børsen 1976-1996) i artiklen Sidste udkald for aviserne fra Politiken den 10.05.07. Han mener også, at det vil blive betalingsavisernes død, hvis de ikke snart går ind i kampen og engagere sig og viser, hvad de er lavet af. Betalingsaviserne skal vise, at de har, hvad der skal til for at overvinde den stadig stigende mængde af gratisaviser, hvilket nemlig er modet til at grave dybere og ikke kun fremstille ofrene. Journalisterne bør, ifølge Jan Cortzen, turde se på den anden side af ofrene og stille folk til ansvar. Journalisterne skal ikke bare opsætte historien, de skal også kunne lægge to og to sammen, og derved finde folkene, der har ansvaret. På denne måde vil læserne heller ikke blive præsenteret for de samme nyheder dag ud og dag ind i samtlige aviser. Det er næsten ligegyldigt hvilken avis, eller for den sags skyld hvilken tv-kanal man tænder for, så popper der de samme nyheder op med samme indfaldsvinkel, stor set samme overskrift og samme indhold.

Dette viser Jan Cortzen igennem en række eksempler på nyhedssager, hvor der i ingen af tilfældene bliver gravet dybt nok i de ellers åbenlyse og let tilgængelige fakta. Fakta, som ville kunne hjælpe den engagerede journalist og læserne til at fastlægge, hvem der er ansvarlige i den pågældende sag. Fordi den ansvarshavende plejer jo ikke ligefrem at melde sig selv og indrømme fejlen, specielt ikke politikerne står i kø for at indrømme, at de bærer skylden. Det er netop hér, at den engagerede journalist skal kunne lægge to og to sammen og finde den skyldige og sætte personen til ansvar for sine handlinger igennem dybdeborende journalistik.


Men er det virkeligt journalisternes opgave at stille de skyldige til ansvar for deres gerninger? Og hvor langt kan journalisterne enligt gå, inden det ender i et rent mediespind med anklager til højre og venstre? Medierne anklages ofte for netop at stille folk til ansvar for deres ugerninger inden, der er et reelt grundlag for disse beskyldninger. I mediespillet er det de hurtigste, der overlever. Man har ikke tid til at sidde og vente på fakta, imens ens konkurrenter allerede har historien i trykken. Så længe der er købere til disse historier, vil der også være aviser, der er villige til at udgive dem. Avisen 24 Timer har afsat nogle af de bedste sider til oversigten 24 sekunder, som er et påfund, hvor læseren lynhurtigt kan sætte sig ind i, hvad der sker i omverden igennem nogle hurtige overskrifter. Hermed bliver læserne bliver hurtigt orienteret om, hvad der er sket, og kan komme videre på farten. Hvis aviserne dropper den form for journalistik, vil disse aviser højst sandsynligt uddø. Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det er korrekt at anklage journalisterne for at være for vattede, de skriver jo bare det, der sælger. Er det ikke nærmere læserne man burde appellere til? Hvis de valgte de hurtige historier fra og i stedet valgte de længere og mere dybdeborende artikler, ville aviserne se helt anderledes ud.


Så kører den der nyhedskarrusel ikke længere på hullede skinner eller hvad? Morten Sarboe mener i hvert fald ikke, at man burde stille flere til ansvar, han mener, at journalisterne er blevet for hurtige til at fremstille muligvise gerningsmænd i medierne som de reelle gerningsmænd. Han giver udtryk for dette i artiklen Man arresterer ikke en hvilken som helst mand, vel? fra politikken den 20.08.06 hvori han beskriver den dom mange folk udsættes for, når mediernes rampelys rammer dem. Morten Sabroe er i sin artikel enig i Jan Cortzens kritik af, at medierne ikke graver dybt nok ned i historierne, men blot smider fakta på bordet uden belæg. Modsat Jan Cortzen mener Morten Sabroe, at medierne er for hurtige til at anklage folk uden et enligt grundlag. Jan Cortzen mener derimod, at medierne bør drage flere folk til ansvar i pressen. Morten Sabroe mener også, at man ved at forsøge at stille folk til ansvar i pressen let kan komme til at dømme folk inden, der er reelle beviser på bordet, hvis man udelukkende stræber efter at finde en ophavsmand til balladen. Han mener også, at dette kan havde en retslig betydning. Der kan bl.a. nævnes flere eksempler på folk, der har fået overmalet deres huse og været udsat for andre former for hærværk, efter at de i medierne er blevet hængt ud som gerningsmænd uden enligt bevis.
Morten Sabroe mener derfor, at det er vigtigt, at man ikke bliver for ivrig for at finde bagmanden bare for ”god” journalistiks skyld. Mange artikler bliver til ”med hovedet under armen, fordi alle ville være først med det nyeste.”, som Morten Sabroe beskriver det. Herved sagt, at journalisterne netop er for engagerede og ivrige. De to er dog enige i, at der i nutidens Danmark mangler en faktuel del i journalistikken, men om denne del opnås ved, at aviserne graver deres egen grav ved at bringe længere artikler, som folk ikke gider læse, eller ved at få folk til at læse disse artikler, og lade dem skabe et marked for aviser, der vil bringe dybdeborende journalistik. En slags journalistik, hvor folk ikke hænges ud i medierne på tyndt, eller helt manglende, grundlag, men hvor folk stilles til ansvar på vel argumenterede grundlag. Og er det enligt et spørgsmål om hvorvidt journalisterne er for ivrige, eller ikke engagerede nok? Eller handler Det nærmere om journalistisk grundighed? At man sætter grundigheden i sit arbejde højt og derved får bragt velargumenterede artikler med et højt fagligt indhold. Derved vil man også kunne stille folk til ansvar og få skabt en artikel, der er spændene for den enkelte læser. Kan en avis formå at bringe grundighed og fakta blandet med spænding og god journalistik i højsædet, er avisens overlevelse da klart bedre sikret. Dog kræver dette, at den enkelte læser yder en indsats, og belønner aviserne, der er på rette vej. Derved vil nyhedskarrusellen få helt nye skinner at køre på.


Hvad syntes i?