Vil i ikke nok kommentere den? KOM NU! {{forumTopicSubject}}

jeg er vokset op på en gård med selvstændige forældre som har mink og ræve opdræt, og hvis jeg ville have noget legetøj, så måtte jeg selv hjælpe til for at få det. Det har altid været hårdt med forældre der ikke bare var almindeligt lønnet som andre, men hvor priserne kunne stige og falde, som det nu gik, jeg ved derfor hvor hårdt livet kan være.
Lige siden jeg var helt lille har jeg lært at hvis man ville videre og blive til noget, så må man slide i det, for at nå hvad man vil, og da jeg aldrig har været den skarpeste kniv i skuffen har det altid været et hårdt arbejde at vokse op til dette stadie, altid prøvet og leve op til storesøster og bror, stikke fingerende ind til minkene pga. de også gjorder det, pga. jeg skulle være lige så gode som dem, om jeg så skulle risikere at den fik fadt i min finger? Har altid rigtig gerne ville gøre mit bedste og har altid forsøgt, men det jeg har gjort har aldrig rigtig været nok.
Lige siden jeg var helt lille har jeg været helt vild med heste og med at ride, løb flere kilometer ud i engene til naboerne for at få en lille træk tur på deres lille pony, for dengang havde mine forældre ikke råd til at give mig en pony eller for den sags skyld, råd eller tid til at jeg kunne gå til ridning, selvom jeg virkelig gjorder alt for at få at lokke dem til det. Da jeg blev noget ældre fik jeg dem dog lokket til at jeg kunne starte til ridning, og for en gangs skyld følte jeg mig virkelig hjemme! Følte mig i mit ”S”, når jeg var oppe på en af de gamle elevheste som næsten ikke kunne gå mere. Men jeg vidste bare at jeg ville ride, hvor meget jeg så skulle gøre for at lære det rigtigt, have det rigtige sæde, hofte, stilling, ben, tøjle osv. det var meget svære end jeg havde regnet med! Jeg blev dog bedre og bedre og til sidst kunne jeg håndtere problemhestene på skolen, og da min ride underviser sagde til mine forældre at jeg virkelig fortjente en pony, fik jeg lov til at få en, jeg var så glad, min egen pony! Men den var skør, rigtig skør, jeg var ikke særlig gammel, men den stod på 2 ben og løb væk med mig hvis den bare en gang ikke fik sin vilje, jeg havde jo igen ridebane? Jeg red jo bare mark tæt på hvor vi boede, men jeg vidste stadig det var det bedste for mig at den var sådan, jeg havde brug for udfordring, piger på atten år og over var oppe på hende, men blev dog smidt af! Jeg tog kampen op, og hun blev til en dejlig børne pony til sidst, men det kostede mig også meget, både sved, blod og tåre, det et var for lidt til mig at have så rolig en pony, og derfor, med glødende hjerte blev hun solgt. Jeg fik derfor købt noget helt andet end jeg havde haft i tankerne, den største hest som var på rideskolen, den var kun fire år og var kun redet i 3 uger, den er slem, men god inders inde.
men en ting er sikkert og det er, med opbakning kommer man langt, rigtig langt, men uden ingen steder, det vigtigt man fortæller folk det som man syndes er godt ved dem, ellers går man død i sit slid!
Ved at jeg roste de folk jeg syndes var gode når de red, fandt jeg min bedste veninde! Hun gjorder alt for mig, og det var kun hende og min mor som rigtig kunne få mig op og køre, sige; ”Cecilie du kan godt, bare kæmp for det” det kun pga. ros og opbakning jeg står der jeg står i dag.
Min far har dog også en rolle at spille, for han har presset mig igennem skolen, jeg er overhovedet ikke den skarpeste i fagene, vil hellere kalde mig den dårligste i klassen, men ville have været endnu dårligere hvis han ikke havde været der til at presse mig frem! Jeg har altid været den dårligste lige siden jeg begyndte i skole, jeg har altid været bange for de andre elever, deres meninger og holdninger til mig som person, men også bare generelt i skolen, det noget jeg tænker rigtig meget over i min hverdag, som har skabt mig dårlig selvtillid og rygte hos de andre, folk som jeg ikke har snakket med før, begynder at spørger mig om det er rigtigt, om jeg går og bagtaler alle fordi jeg har så dårlig selvtillid? Det ikke noget der kun er nu, det noget jeg har levet med, og holdt ud. Jeg kæmper, jeg slider, jeg håber, og så lykkes det, det jeg sikker på.